Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Den unge Frue havde haft Ret - hun dansede virkelig ikke den kommende Vinter, og Hr. von Barovski havde virkelig maattet tage alene til Adelsballet i Posen, hvis han ikke hellere havde givet Afkald derpaa og var bleven hos sin unge Hustru. Og da det atter blev Foraar, vuggede Hr. Jan-Jozif en Søn i sine Arme, og Folkene paa Baranyce drak sig pærefulde ved en Fest, som han gav dem til Ære for den ny Stamherre.
Men nu viste Marysia først for Alvor, hvor meget hun var værd. Hun veg ikke fra sin Frues Seng. Der kom ikke Søvn i hendes Øjne; hendes Stemme beroligede den syge, hendes Hænder tog saa blødt, som havde hun aldrig forrettet haardt Markarbejde. Hun behøvede kun at se paa Fru von Barovski, saa vidste den unge Frue, at hun maatte skaane sig, og hun kyssede sin Jan-Jozif og sendte ham ud med den smilende Bemærkning, at nu vilde Marysia ikke længer have ham i Sygeværelset. Hr. Jan-Jozif maatte føje sig, skønt han tit var ærgerlig paa Pigen, fordi hun saa knapt tilmaalte ham de Timer, han kunde dvæle hos den elskede Hustru og hos Drengen, hans Stolthed og Afgud. Men han erkendte tillige, at Marysia var bleven en sand Skat for hans Hustru. Hans Hjerte blev saa blødt ved denne Tanke, og han vilde saa gerne have sagt hende et anerkendende Ord. Naar han sad ved sin Hustrus Seng, var der ikke Lejlighed dertil; thi hun holdt sig da borte; enten gav hun sig noget at bestille i den fjerneste Krog af Værelset, eller ogsaa forlod hun det ganske. Og naar han ellers saa hende - under Tiden sendte Fru von Barovski hende med et Ærinde til ham, der ikke først skulde gaa igennem Kammertjeneren - saa stod hun saa stolt over for ham, at Ordene døde paa hans Læber, og han læste i hendes Øjne, at han ingen Andel havde i den Hengivenhed, som hun viste Herskerinden, og at hun hadede ham. Hendes Had imod ham var maaské bleven endnu mere lidenskabelige, efter at hun saa ham paa Lykkens Toppunkt, og i hende var der en stedsevarende Kamp, hvor hun forsvarede sit Had og sin Hævn imod den hundeagtige Troskab, med hvilken hun tjente sin Herskerinde.
En solklar Foraarsdag lokkede for første Gang Fru von Barovski ud i det fri; Hr. Jan-Jozif var i nødvendige Forretninger kørt til den nærmeste Kredsby. Hun støttede sig paa Marysias Arm, og der hvor Solen skinnede klart paa Slottets Veranda, lod hun sig bringe en Stol, og Marysia svøbte hende omhyggelige ind i et Skindtæppe. Da klappede Herskerinden med sin afmagrede Haand den for hende knælende Piges sorte Haar og sagde inderligt: „Tak Marysia!” Fru von Barovski var endnu bleg, men hendes yndige Ansigt fik et uendeligt kærligt Udtryk, da hun saa paa Pigen. „Hun ser ud som Madonna selv”, tænkte Marysia, da hun saa op paa hende, og hun forekom sig pludselig som en stor Synderinde. Da brast hun i Graad og med en Inderlighed, som forskrækkede Fru von Barovski, trykkede hun hendes Klæder mod sin Læbe. Hun kunde ikke tro andet, end at den megen Nattevaagen havde overanstrængt Pigen, og at Krampegraaden var en pludselig Svaghed. Hun talte godt for hende, og Marysia beroligede sig endelig. Fruen talte med sin Jan-Jozif om dette Anfald, men han svarede mærkværdigt ordknap og mente ligeledes tilsidst, at Skylden maatte ligge i Overanstrængelse af Nerverne.
(Fortsættes.)
