Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Men der laa ogsaa en Triumf for Marysia i Følelsen af, hvor meget hun var bleven for sin Herskerinde, saa det under Tiden kunde hænde, at Jan-Jozif maatte staa tilbage for hende, endogsaa da Herskerinden blev kraftigere, da hun ikke mere var henvist til Marysias Støtte. Thi nu var Drengen der, som var endnu mere hjælpeløs end Fru von Barovski, selv da hun var aller svagest, og han blev Marysias alt. Saa hun op til sin Herskerinde med en Tilbedelse som hun ellers kun tilegnede Madonna, saa elskede hun Drengen med den uegennyttige selvopofrende Kærlighed, som kun et Kvindehjerte er i Stand til. Han var sin Faders udtrykte Billede, men uden den Uret, som hun ikke kunde tilgive ham! Marysia var atter bleven forfængelig for at behage dette Barn, og da hun for første Gang gik ud for at spadsere med Drengen paa sine Arme, flagrede røde og blaa Silkebånd fra de lange sorte Fletninger, og et Ravperlebaand slyngede sig seks i Gange om hendes Hals. Og hvor straalede ikke hendes alvorlige Øjne, naar hun bøjede sig over ham, og hvor lo hun ikke, da han for første Gang smilede hende i Møde, saa hjertelig og dybt, og saa blødt og ømt, at Drengen greb efter hende med de smaa Hænder. Fru von Barovski vidste, hvilken Skat hun havde i Pigen, og hun beviste hende sin Taknemmelighed, ikke med Guld og Presenter - hvad vilde det være for Marysia? - men med Kærlighed for Kærlighed. Og naar de tre var sammen, Herskerinden, Marysia og den lille Jan-Jozif, som endnu var i lang Bærekjole, saa var det ikke sjældent, at den store Hr. von Barovski stod ved Siden af og følte sig som en fremmed, fordi han var bange for den Skygge, der fra Fortiden kastedes paa det nuværende, fordi han ikke kunde overvinde sin Frygt for Bondepigens sorte Øjne.
Han maatte se at gøre en Ende paa det, selv om han skulde indrømme overfor Pigen, at han havde gjort hende Uret, og at han bad hende om Tilgivelse. Det var hans Tanker, medens Marysia spadserede op og ned ad Slotsterrassen med Drengen paa Armen, og han holdt sig i Afstand fra dem, thi lille Jan-Jozif plejede at sætte sine Lunger i Bevægelse hver Gang han saa sin Faders sorte Knebelsbart. Saa vidt havde Marysia bragt det! Nede fra Haven sendte Roserne en bedøvende Duft op paa Terrassen, i Insekternes Summen klang sagte gennem Luften og Marysia sang: „Jeg er en lystig i Bondemand” og „Naar Morgenrøde stiger”, med sagte Stemme og paa en tungsindig Melodi. Hendes Sang dyssede snart Jan-Jozif i Søvn, Marysia vilde bære ham ind i hans lille Seng og var nødt fil at gaa forbi Hr. von Barovski. Han lagde da sin Haand paa i hendes Skulder og sagde: „Du er saa god imod Barnet, Marysia . . ”
Atter standsede hun som den Gang, han havde truffet hende paa Marken, og atter blev han rød og begyndte at stamme.
Ganske sagte, slet ikke som i Vrede, havde Marysia ladet Armene synke, og set paa ham med et Par kolde og stolte Øjne. „Rør ikke ved mig, Herre!” Og hun gik roligt forbi ham.
(Fortsættes)
