Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Fru von Barovski stod foran det høje Spejl i sit Paaklædningsværelse, hun var klædt i hvidt Silke, og Diamanter funklede om hendes Hals og i hendes blonde Haar. Hun lignede en Lysalf. Marysia knælede ved Siden af hende og fæstede en Buket af mørkerøde Roser lidt dybere ned, saa behændigt som den flinkeste Kammerjomfru. Derpaa gik Fru von Barovski ind i lille Jan-Jozifs Værelse, satte sig ved hans Vugge og ventede paa at Slæden skulde køre frem. Hr. von
Barovski kom i Kjole, sagde et Par hjertelige Ord til sin Hustru, bøjede sig med et lykkeligt Ansigt ned over Drengens Vugge, og gik saa frem og tilbage i Værelset, idet han af og til saa utaalmodigt paa sit Uhr. Rzewerski paa Szankow havde indbudt til et stort Bal, og det var paa Tiden at køre, hvis man ikke skulde komme for sildigt, og der var to stive Mil derhen. Men Slæden kom ikke. Hr. von Barovski ringede paa en af Tjenerne og gav Ordre til at forhøre, hvad der var Skyld i Forsinkelsen. Tjeneren kom tilbage med et forlegent Ansigt og meldte, at en af de fire engelske Fuldblodsheste var kom til Skade. Nu ilede Hr. von Barovski selv ned i Stalden; thi han var stolt af sit Firspand, og han var en praktisk Mand, der selv saa efter, naar ikke alt var i Orden. Hr. Jozif anede allerede, at der var noget paa Færde, da han traadte ind og saa flere Folk i Baasene til venstre, end der hørte til. Der maatte være sket noget særligt, det saa han ogsaa paa de sky Miner, hvormed de traadte til Side, da han kom ind. Men en af de Brune laa paa Ryggen og slog ud med Hovene og stønnede, saa man maatte føle dyb Medlidenhed med den.
Hr. von Barovski spurgte, hvad der var sket, men ingen vilde give ham rigtig Besked. Men han fik det dog endelig frem, og hans Ansigt blev rødt af Vrede, og Aarerne paa hans Pande svulmende mer og mer. Bentosz, Staldkarlen, skulde have hjulpet til at give Hesten Seletøjet paa, og den Brune havde været urolig. I Stedet for nu at tale godt til den, thi en engelsk Fuldblodshest har Nerver som et Menneske, saa blev ogsaa Bentosz utaalmodig og tilsidst var han bleven saa rasende, at han havde grebet en Vognstang og slaaet Dyret med i Siden. Han maatte have truffet uheldigt og ramt nogen af de ædlere Dele - Hr. von Barovski saa, at det snart var forbi med Dyret. Det var ikke Pengetabet, der smertede ham; han var vred fordi han ikke taalte at vide sine Dyr brutalt mishandlede. Da han gik hen imod Bentosz, som med sin onde Samvittighed havde skjult sig bag de andre Folk, blev der dødsstille imellem dem. De saa paa Herskerens Ansigt, hvorledes Vreden arbejdede i ham. Men Hr. von Barovski tvang sig til at være rolig, han traadte kun tæt hen foran Knøsen og viste med Haanden til Døren: „Ud med dig! Fra i Dag er du ikke mere i min Tjeneste. Jeg kan ingen Bøddel bruge.”
(Fortsættes)
