« Tilbage til søgeresultaterne

Margrethe Petersen

Af: Thora Pedersen

« Se emneord

Sidste Udnævnelse af en kvindelig Skoleinspektør.

Det er ikke altid pædagogisk Interesse og faglig Dygtighed, der baner Vej til de øverste Pladser inden for vort Skolevæsen trindt omkring i vort Land. Andre Hen­syn end de rent saglige vejer ofte forbavsende meget til ved Ansæt­telse af Ledere ved vore kommu­nale Skoler Det maa derfor glæde alle, hvem Skolens Vækst og Triv­sel ligger paa Sinde, at det blev en saa anset og dygtig Pædagog som Margrethe Petersen, der blev ud­nævnt til Inspektør ved Ny Carlsbergvejens Skole. Ikke mindst maa

det glæde Kvindesagens Venner her i Danmark, at det her, hvor det gjaldt Ansættelse af en Kvinde, var den faglige Dygtighed, der af­gjorde hendes Valg. Tit nok er der sagt, at Kvinder ikke egner sig til overordnede Stillinger, for­di de savner det Overblik, som skal til for at lede andre. Ingen, som kender Margrethe Petersen, er i Tvivl om, at hun med overle­gen Dygtighed vil lede sin Skole, ikke blot med Hensyn til det ad­ministrative, men først og frem­mest med Hensyn til Undervis­ningsarbejdet, det Omraade, hvor en Skoleleder bør have sin for­nemste Opgave. Hun vil kunne sætte Liv og Fart i Undervisnin­gen, om nogen kan, fordi hun er i Besiddelse af den Tro paa Sko­lens Betydning og den Kærlighed til dens Arbejde, som skal til for at begejstre andre.

Vi trænger herhjemme i vor materialistiske Tid til Mennesker, der for Alvor vil vie Skolen deres Kræfter. Margrethe Petersen har vist, at hun vilde dette. Sin om­fattende Viden, erhvervet gennem Studier herhjemme og i Udlandet, og sin store Arbejdskraft har hun først og fremmest stillet til Tjene­ste for Skolen. Med intuitiv Forstaaelse af, hvilke Krav Livet stil­ler til Undervisningen, har hun taget de moderne Skoletanker op, slaaet til Lyd for dem i Tale og Skrift og udformet dem gennem sin Undervisning. Mange er de unge, der har siddet som hendes Lærlinge, og som hun har givet Impulser for deres Virke, mang­foldige Lærere, baade fra Ind- og Udland, har af hende lært, hvilken Betydning en gennemført meto­disk Undervisning har for Skole­arbejdet.

Det er ikke blot hendes Kærlig­hed til Arbejdet, det er den Kontakt, hun altid har været i til Li­vet uden om, der har faaet hende til at søge nye Veje. Derude i Samfundet gærer og bryder det. Øjner man ikke en midtsamlende Idé, det ordnede Samfund, og da Skolen er et Udtryk for Samfun­det, den ordnede Skole, en Skole, hvor det spredte og tilfældige faar Hensigt og Mening, hvor de man­ge Fag samler sig til en Enhed, og hvor Lærerne arbejder i Kon­takt med hinanden?

Og Arbejdsskolen, Kravet om, at det praktiske Arbejde skal gen­nemsyre hele Undervisningen, er den ikke opstaaet, fordi det nære Samarbejde mellem Haanden og Aanden, som skal til for at danne det fuldendte Menneske, er bristet under vor Tids stærke Specialise­ring. Man maa være blind, hvis man ikke ser, at der finder en Ny­dannelse Sted, og at denne Nydan­nelse er nødvendig.

Margrethe Petersen har set og forstaaet den ny Tids Strømning, dens sydende Uro gennemstrøm­mer hende selv.

En Tanke, der, hvis jeg ikke ta­ger fejl, skylder M. P. sin Tilbli­velse, er Tanken om pædagogisk Organisation. Hun var med til at fremsætte den paa et Ombudsmøde, Danmarks Lærerforening holdt i Odense i Julen 1918. Den vandt stor Tilslutning, og den vil, saa vist som Livet har Brug for den, vokse sig stærk. Igennem den vil de spredte Kræfter samles i et fæl­les Virke for Fremtidens Skole. Margrethe Petersen vil staa midt i dette Arbejde, og hun vil komme med nye Erfaringer og nye Im­pulser fra den Skole, hun nu bli­ver Leder af.