« Tilbage til søgeresultaterne
Margrethe Petersen
Sidste Udnævnelse af en kvindelig Skoleinspektør.
Det er ikke altid pædagogisk Interesse og faglig Dygtighed, der baner Vej til de øverste Pladser inden for vort Skolevæsen trindt omkring i vort Land. Andre Hensyn end de rent saglige vejer ofte forbavsende meget til ved Ansættelse af Ledere ved vore kommunale Skoler Det maa derfor glæde alle, hvem Skolens Vækst og Trivsel ligger paa Sinde, at det blev en saa anset og dygtig Pædagog som Margrethe Petersen, der blev udnævnt til Inspektør ved Ny Carlsbergvejens Skole. Ikke mindst maa
det glæde Kvindesagens Venner her i Danmark, at det her, hvor det gjaldt Ansættelse af en Kvinde, var den faglige Dygtighed, der afgjorde hendes Valg. Tit nok er der sagt, at Kvinder ikke egner sig til overordnede Stillinger, fordi de savner det Overblik, som skal til for at lede andre. Ingen, som kender Margrethe Petersen, er i Tvivl om, at hun med overlegen Dygtighed vil lede sin Skole, ikke blot med Hensyn til det administrative, men først og fremmest med Hensyn til Undervisningsarbejdet, det Omraade, hvor en Skoleleder bør have sin fornemste Opgave. Hun vil kunne sætte Liv og Fart i Undervisningen, om nogen kan, fordi hun er i Besiddelse af den Tro paa Skolens Betydning og den Kærlighed til dens Arbejde, som skal til for at begejstre andre.
Vi trænger herhjemme i vor materialistiske Tid til Mennesker, der for Alvor vil vie Skolen deres Kræfter. Margrethe Petersen har vist, at hun vilde dette. Sin omfattende Viden, erhvervet gennem Studier herhjemme og i Udlandet, og sin store Arbejdskraft har hun først og fremmest stillet til Tjeneste for Skolen. Med intuitiv Forstaaelse af, hvilke Krav Livet stiller til Undervisningen, har hun taget de moderne Skoletanker op, slaaet til Lyd for dem i Tale og Skrift og udformet dem gennem sin Undervisning. Mange er de unge, der har siddet som hendes Lærlinge, og som hun har givet Impulser for deres Virke, mangfoldige Lærere, baade fra Ind- og Udland, har af hende lært, hvilken Betydning en gennemført metodisk Undervisning har for Skolearbejdet.
Det er ikke blot hendes Kærlighed til Arbejdet, det er den Kontakt, hun altid har været i til Livet uden om, der har faaet hende til at søge nye Veje. Derude i Samfundet gærer og bryder det. Øjner man ikke en midtsamlende Idé, det ordnede Samfund, og da Skolen er et Udtryk for Samfundet, den ordnede Skole, en Skole, hvor det spredte og tilfældige faar Hensigt og Mening, hvor de mange Fag samler sig til en Enhed, og hvor Lærerne arbejder i Kontakt med hinanden?
Og Arbejdsskolen, Kravet om, at det praktiske Arbejde skal gennemsyre hele Undervisningen, er den ikke opstaaet, fordi det nære Samarbejde mellem Haanden og Aanden, som skal til for at danne det fuldendte Menneske, er bristet under vor Tids stærke Specialisering. Man maa være blind, hvis man ikke ser, at der finder en Nydannelse Sted, og at denne Nydannelse er nødvendig.
Margrethe Petersen har set og forstaaet den ny Tids Strømning, dens sydende Uro gennemstrømmer hende selv.
En Tanke, der, hvis jeg ikke tager fejl, skylder M. P. sin Tilblivelse, er Tanken om pædagogisk Organisation. Hun var med til at fremsætte den paa et Ombudsmøde, Danmarks Lærerforening holdt i Odense i Julen 1918. Den vandt stor Tilslutning, og den vil, saa vist som Livet har Brug for den, vokse sig stærk. Igennem den vil de spredte Kræfter samles i et fælles Virke for Fremtidens Skole. Margrethe Petersen vil staa midt i dette Arbejde, og hun vil komme med nye Erfaringer og nye Impulser fra den Skole, hun nu bliver Leder af.
