Louise Michel.
(Sluttet.)
Det var mærkelige Erfaringer, Louise gjorde blandt disse Forbrydere i New Caledonien. Hendes Livs Skæbne var bestandig at færdes blandt de bedste og de sletteste Mennesker, Helte og Helgene, Tyve og Mordere; for Louise var det et og det samme, hun har den lykkelige Evne at kunne finde det menneskelige i Alle, hun møder; hun maaler Individernes Ansvarlighed efter deres Forhold og har sit eget Maal for Moral. Hvorledes det end er, saa fører det hende altid til Kærlighed og Medlidenhed over for den lidende Menneskehed.
Hun bevarede sin Ro og sine blide Følelser under Samlivet med Forbryderne, og er endnu det samme varmtfølende Menneske.
Efter sin Tilbagekomst begyndte Louise igen sin Propaganda, som hun da i Grunden aldrig havde afbrudt. Hun sluttede sig nu til en Del Anarkister, som forgudede hende. Hendes Historie efter Landsforvisningen og hendes Tilbagekomst er kun en Række Fængslinger; hun har været spærret inde som Sindssyg, hun har været fængslet som Forbryder, været lukket inde i St. Lazare med Byens fattige Piger; hun har gjort utallige Erfaringer i Fængsler og i andre offenlige Institutioner.
En Gang havde man faaet en stakkels Drukkenbold til at affyre en Revolver paa hende, Skudet ramte hende; men Louise forsvarede og undskyldte ham for Retten, saa han gik fri for Straf. Da Mrs. Buttles begyndte sit Korstog mod Prostitutionen, modtog hun et Brev fra Louise Michel, hvori hun udtrykte sin hjertelige Sympati for Sagen og sendte hende sin søsterlige Hilsen. Disse to Kvinder er meget forskellige, men i et er de enige, og det er i deres Kamp mod Statens Beskyttelse af Lasten.
Louise Michel oprettede en international Skole i London, som hurtigt fik 40 Elever. Hun holdt Møder i Hyde Park paa sit Modersmaal, Fransk; men faa Englændere forstod hende; hendes Foredragsmaade og hendes Sprog er dem lige fremmed.
Dog elsker hun London, hun finder, at den disede graa og tunge Luft harmonerer mere med hendes mørke Sindsstemning end den blaa klare Luft i Paris. Hun gyser lidt i den triste Londonervinter, men føler sig dog mest hjemme der. Hun siger, at trods Englændernes kolde Tavshed føler hun dog, at det er Humanismens Aand, der bringer alt til at blomstre i dette Land.
Louises Arbejder er af en meget omfattende Natur. Hendes Digte indeholder mange udviklede Tanker, dyb Følelse og meget stærke Udtryk. Hendes „Samfundets Smaa” er den rædselsfuldeste Beskrivelse af Samfundsforhold, blandet med store og ophøjede Tanker.
Jo mere man betragter denne ualmindelige Kvinde, des mere stiger vor Forundring til Beundring. Hun synes kun at leve og aande i Samfundets Lidelser, hendes Hjerte er som et tungt Blylod, hvormed hun lodder Samfundets Dybder, og man hører gennem hende Samfundets Skrig efter Retfærdighed.
Selv er hun Altruist, hun lever med de Fattige, hun er deres Søster, deres Kammerat, bestandigt kæmpende ved deres Side og forkyndende dem en ny Dag med en varig Lykke for Menneskene. Hun repræsenterer de gamle Martyrer. Simon Stylitis paa sin Søjle var ikke mere fremmed for verdslige Glæder end Louise Michel. Hun er død for denne Verden, og dog lever der i hende et stadigt Haab om at gøre andre lykkelige.
De Rige og Dannede forstaar lige saa lidt hende som de forstod Jesus af Nazaret. Hjemløse Børn, Vagabonder, berygtede Kvinder, de følger hende, det er endnu som i gamle Dage; for de fleste Mennesker synes Louise Michel at være gal eller en Nar. Sagen er den, hun er foran sin Tid.
Om et Aarhundrede, naar Humanismen har sejret, vil man rimeligvis valfarte til hendes Grav. Men selv om vi nu ikke forstaar hende og maaske betragter hende som en Daare, saa lad os i alt Fald beundre hendes omfattende Arbejde, hendes Hjælpsomhed over for de Fattige, hendes kærlige og ømme Ord til den forvorpne Forbryder.
Louise Michels Liv er en skærende Dissonans, fordi Samfundet ligger i Nød, den fint udviklede og kundskabsrige Kvinde er mere bevidst i Lidelsen end den i Fattigdom og Uvidenhed sunkne Forbryder, men Louise hører i sine søvnløse Nætter det ægte meneskelige Klageskrig om Befrielse. Hun tager sin Pen og beskriver Lidelsen, men hvad enten hun beskriver Fattigdommens Huler eller Fængslernes mørke Rum, proklamerer hun dog altid den kommende Dag med Kærlighed og Menneskelykke.
