Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Det havde været godt, om Bentosz var gaaet, men uagtet han godt vidste, der kun skete ham hans Ret, saa irriterede det ham dog, saaledes at lade sig vise ud for Øjnene af alle de andre, og han lo Herren frækt op i Ansigtet. „Det vil vel ikke blive saa vanskeligt at faa en anden Tjeneste”, sagde han haanligt.
Nu overmandedes Herren af sin Vrede; han greb Karlen i Brystet og satte ham op imod Staldens Væg, saa Folkene troede, han vilde knuse Brystkassen paa ham. De vidste, at Hr. von Barovski havde Kæmpekræfter i sine Arme, og Bentosz blev saa hvid som Væggen ved Siden af ham, Øjnene traadte ud af deres Huler, og han sank i Knæ. Det bragte atter Herren til sig selv, og han gav slip paa ham.
„Giv ham Vand”, sagde han kort; thi da han tog sin Haand bort, var det lange Menneske sunken sammen ved Væggen som et Rør, knækket af Stormen. „Spænd Bagspandet for Slæden”, befalede nu Hr. von Barovski og vendte tilbage til Slottet. Han havde ikke set det onde Blik, som Staldkarlen sendte efter ham, da han igen var kommen til sig selv.
Da Hr. Jan-Jozif vendte tilbage til Barneværelset, havde han allerede beroliget sig for saa vidt, at han kunde sige sin Hustru, at Hesten næste Dag igen vilde være paa Benene. Han vilde ikke fordærve hende Glæden over Festen. Et Par Minutter efter holdt Slæden foran Døren. Fru von Barovski kyssede Jan-Jozif, og da han begyndte at græde, sagde hun beroligende: „Vær stille, min lille Skat, Marysia er jo hos dig”. Det var virkelig som om han forstod det; thi han lagde sit lille Hoved om paa Siden og sov atter ind. Marysia gav Herskerinden Pelsen paa, og hun lod sig ikke afholde fra at følge hende ned til Slæden og pakke hende godt til, saa Kulden ikke kunde skade hende. Hr. Jan-Jozif greb Tøjlerne, og de kørte i susende Galop. Det blev Tjeneren for koldt ude paa Trappen og han skyndte sig ind i det varme Værelse igen. Marysia blev staaende og saa efter Slæden, saa længe hun kunde skimte den paa den glitrende Sne.
Da hun vendte sig om for at gaa ind, stod Staldkarlen Bentosz ved Siden af hende. Han havde staaet i Skyggen af Trappen, hvor han havde ventet med onde Hævntanker mod Herren, men han havde manglet Mod til at lade dem blive til Gerning. Mon han vidste, at ogsaa Marysia hadede Herren? Han blev næsten fortroligt staaende ved Siden af hende, uagtet hun dog havde afvist ham.
„Han har taget fat paa mig”, sagde han i en forbitret Tone og pegede med Fingeren ind over Skulderen. „Han skal faa det betalt”.
Marysia saa ind i hans onde Øjne. Hun læste i dem, at han vilde gøre Alvor af sin Trusel, og hun vidste ikke, hvad der var hende kærest, enten, at hendes Trolddom ikke længere behøvede at virke, eller at hendes Hævn blev fuldbyrdet af en hurtigere Arm.
„Det angaar ikke mig, hvad du gør ved Herren”, sagde hun og gik ind i Slottet.
(Fortsættes.)
