Kvindelig Fremskridtsforenings Smaaskrifter Nr. 1:

Kvindesagens Betydning for Mænd.

Vi har oftere her i Bladet paapeget Kvindesagens Betydning for Mænd. I Grunden skulde det synes overflødigt, thi det ene Køns Lykke og Velvære er i dybeste Forstand afhængig af det andet. Fuldere Udvikling af Kvindens Evner betyder større Rigdom for Samfundet og altsaa ogsaa en lykkeligere Tilværelse for Manden.

Forstaaelsen heraf er i høj Grad gaaet Manden forbi, hans Tanke hviler som oftest ubevidst i den Betragtning, at han alene er Samfundsborgeren, der har forpagtet alle større Industrigrene, leder hele Administrationen, har Ansvaret og Styrelsen af dette Samfund.

Kvinden derimod hersker i Hjemmene, i dette Hjem, der ganske vist som oftest er ham det kæreste, og som de aller fleste Mænd føler Forsørgelsespligten over for, men det ligger i hans Bevidsthed udenfor Samfundet, udenfor det offenlige Liv. Netop af den Grund taaler Manden ikke, at hans Hustru drages ind i Samfundsspørgsmaal eller politisk Kævl; thi i sit Hjem vil Manden hvile, saa jo mere kemisk renset Hjemmet er for den Verden, han selv har færdedes i om Dagen, des sødere forekommer hans lille Hustru ham, des bedre forfriskes han i Hjemmet.

Nu vil han tale om noget helt andet, nu vil han hvile.

De fleste Kvinder, som har været lukket inde med deres smaa Børn, optaget af Børnepleje, Madlavning og Syning til op over Ørerne, de har slet ikke anden Tankegang end den, de danner sig efter deres Mænd, og som lydige Hustruer finder de, at alt er i bedste Orden. Deres Pligter er først og fremmest at blive indenfor disse fire Vægge og gøre det hyggeligt for deres Forsørger, naar han træt og anstrængt vender hjem.

Den Slags Kvinder vil aldrig føre deres Børn videre end de selv er, fra de Hjem venter vi ingen reformeret Ungdom.

Men der gaar i Øjeblikket en levende Kulturstrøm over hele Verden, den bringer nye Tanker med Løfter om et lykkeligere Menneskeliv og fremfor alt med den store Lighedstanke mellem Mand og Kvinde. De to skal blive til ét - det er en gammel jødisk Forjættelse, men den er rummelig nok endnu til, at de mest moderne Kulturtanker kan gemmes deri. Mand og Hustru bliver ikke ét, saa længe den ene er Herre og den anden Slavinde. Mand og Kvinde finder aldrig fuld Forstaaelse og Sympathi, saa længe deres Opdragelse ligger i en forskellig Verden og den ene Part lukkes inde i Hjemmet som et Fængsel, selv om hun der er første Herskerinde. Den største Lykke i et Samliv er dog fælles Interesse og Forstaaelse af Samarbejde.

Dette er den ny Tids Tanker, der strømmer gennem vort Samfund, men det gaar med den som med saa meget skønt og sandt i Verden, „vil man ikke med det gode, skal man med det onde”. Den ny Tid har en underlig mørk Følgesvend, som hjælper _> Kvinderne ud af Hjemmene, ud i Samfundet, enten de vil eller ej, det er Fattigdommen. Manden kan ofte med sin bedste Vilje ikke holde den borte fra Hjemmet, og han maa

finde sig i, at hans Hustru maa søge Arbejde udenfor Hjemmet.

Men her kan Ordet passe, at det er aldrig saa galt, det er dog godt for noget. Kvindens Evner udvikles; det viser sig, at hun virkelig ikke, hverken i fysisk eller i aandelig Henseende er mindre kraftig end Manden, og saa sker det vidunderlige, Kvinden bærer Hjemmet med sig ud i Samfundet - Samfundet bliver Hjemmet, Mand og Kvinde bliver ét.

Det er den ideelle Tanke, som Forfatteren Karl Fred. Jensen har udviklet i sin lille Pjece, „Kvindesagens Betydning for Mænd”. Han viser den intelligente Mands Fejltagelse, der har Øje for Kvindens Ret til at være Samfundsborger, og dog lader hende være ene om at kæmpe for sine Rettigheder i det borgerlige Liv, da Kvindesagen i sig selv er en Menneskesag og altsaa bliver et Samfundsspørgsmaal, lige betydningsfuldt for Mand som for Kvinde.

Forfatteren omtaler Kvindens retslige Stilling, hendes Personlighed, Opdragelsen, Samlivet og Konkurrencen. Han imødegaar Indvendingerne og klarer Hjemmet og Samfundsforhold til hinanden. Til Motto har han sat P. K. Holmgaards Ord:

„Ja, jeg elsker det, der bærer

Folkelivet frem,

og jeg agter højt og ærer

alle gode Hjem.

Alt, hvad ædelt man kan nævne,

har min Kærlighed,

hvem der ofrer det sin Evne

vil jeg holde med.”

Fru Johanne Meyer har skrevet et lille Forord til Bogen med Tak til Forfatteren for hans gode Indlæg i Kvindesagen.

Kvindelig Fremskridtsforening har udgivet Pjecen, som er i Kommission hos Jul. Gjellerup og faas i alle Boglader for den billige Pris 25 Øre.

Da rimeligvis Kvindeforeninger, Ungdoms- og andre Fremskridtsforeninger ønsker at sælge den til sine Medlemmer paa Møder, kan de ved Henvendelse til Kvindelig Fremskridtsforenings Formand, Johanne Meyer, Naboløs 4, faa betydelig Rabat.

Kolera.

(Efter Sundhedsbladet.) (Fortsat.)

Kolera er en Infektionssygdom og staar i Rækken af de smitsomme Sygdomme ved Siden af Tyfus. Med Hensyn til Maaden for dens Overførelse er man nu paa det rene med, at Smittestoffet (Kolerabacillen - Kommabacillen) indeholdes i de Syges Afføringer og det opbrækkede og paa en eller anden Maade gennem Drikkevand eller Mad overføres paa Sunde, finder en gunstig Jordbund for sin Trivsel og frembringer Sygdommen. Det kan endvidere overføres gennem Klæder, Linned, Undertøj af al Slags, men det overføres ikke gennem Luften. Forholdsreglerne mod Sygdommen hviler alle paa Grundlag af denne Opfattelse og bør under en Epidemi iagttages af alle, som vil gaa fri for Sygdommen.

Kolerasmittestoffet er ikke af flygtig Natur. Det udbredes, som omtalt, ikke gennem Luften, det indeholdes ikke i den Luft, som omgiver den Syge, og Smitten kan altsaa ikke direkte overføres paa Afstand. Heraf forklares ogsaa den Omstændighed, at under store Epidemier gaar Lægerne, trods de kommer i nær Berøring med de Syge, forholdsvis hyppigt fri, medens Vaskekoner, der holder Kolerasyges Linned og øvrige Klæder rene, yder et stort Kontingent til Sygdomstilfældene.

Det er ved Kolera - til Forklaring af den pludselige Optræden af Sygdommen, til Eks. i Byer, som kan ligge temmelig fjernt fra smittede Steder - at lægge Mærke til, at det samme Sygdomsstof hos de forskellige Individer kan frembringe ganske forskellige Sygdomsbilleder. Medens en forbliver ganske frisk, faar en anden stærk Diarrhoe, en tredje Diarrhoe, Brækning og Læggekrampe og en fjerde maaske Koleraen i dens værste Form. De simple Diarrhoer kan under visse Forhold foraarsage saa ubetydelig Ulejlighed, at den Syge ingen Anelse har om, hvilket farligt Smittestof han fører med sig. Og om han selv undgaar den truende Fare, saa bliver han overordenlig farlig for andre, derved at han med sin ubetydelige Diarrhoe rejser fra Sted til Sted og ved sine Udtømmelser giver Anledning til Opstaaen af Epidemier paa tidligere sunde Steder. Vi ser heraf, hvor vanskeligt det er at følge Koleraen paa dens Veje, og hvor vigtige og nødvendige Foranstaltninger som Inspektion, Kontrol af Rejsende og deres Klæder, Desinfektion, Karantæne o. s. v. er, og hvor virkningsfulde de kan være, naar de ledes med Omhu og udføres med Strenghed. Men de vil dog alle, selv gennemførte med den yderste Nøjagtighed, ikke kunne føre til Maalet, hvis Almenheden ikke selv træder hjælpende til. Direkte Foranstaltninger til Hensigt at hindre Koleraens Indtrængen koster mange Penge, og endnu flere koster Renligholdelsen af de store Byer, men ikke nok hermed; Kendskab til Sygdommens Art og Natur maa trænge ned til alle Lag i vort Samfund. Enhver maa føle sig medansvarlig og meddelagtig i Kampen mod Fjenden. Hvilken ubodelig Skade er ikke sket ved den østerlandske Fatalisme og den fanatiske Overtro, at Jøderne skaffede Befolkningen Sygdomme ved at forgifte Brøndene, fraset de Ytringer af barbarisk Raahed, som i vore Dage har skaffet sig Luft i Form af Mord paa Læger, Ildspaasættelse og voldsom Modstand mod enhver Foranstaltning sigtende til i Befolkningens Interesse at stanse Epidemien.

Ved Kolera som ved andre smitsomme Sygdomme gaar der en Tid hen - kortere eller længere - fra det Tidspunkt, Sygdomsspiren er kommen ind i Legemet, og til Sygdommen selv kommer til Udbrud. Denne Forskel forstaar man let, naar man har gjort sig klar, at Mængden af det indførte Sygdomsstof, det Stadium af Udvikling, hvori Smitten befinder sig, og den Smittedes Konstitution eller rettere Disposition spiller en afgørende Rolle.

Ved Udbruddet af en Epidemi kommer desuden visse Omstændigheder til, der kan betegnes som begunstigende Aarsager til Sygdommens Udbredelse, disse er Stedets Sundhedsforhold, navnlig Drikkevandets Beskaffenhed.

Den gunstigste Jordbund for Koleraspirens Trivsel afgiver de store Byer, og inden for disse er der ogsaa Forskel. I flere af Udlandets større Byer er der visse Kvarterer, Gader, ja Huse, som i de forskellige Epidemier har skaffet sig et slet Ry, og netop i disse holder som Regel Koleraen sit Indtog. Man har endvidere gjort den bestemte Iagttagelse, at de lavest liggende Dele af Byerne er mest udsatte. Dette afhænger antageligvis deraf, at Afløbet fra de højere liggende Bydele samler sig lige som i en Kedel i de lavere liggende og yder Koleraspiren et gunstigt Arnested. Vi maa paa dette Sted omtale de værdifulde Undersøgelser, som er anstillede af von Pettenkofer; han paaviste nemlig ved talrige Eksempler, at en Koleraepidemis Opstaaen, Stigen og Aftagen hang sammen i mange Tilfælde med Grundvandets Stand. Grundvandets Stigen var ugunstig for Sygdommens Udbredelse, dets Fald begunstigede den. Dette kommer deraf, at Grundvandets Fald, efter at det har staaet højt, maa være særdeles gunstig for lavere Plante- og Dyreorganismers Trivsel. Denne Grundvandets Indflydelse gør sig særligt gældende i løs Jordbund som Sand, Kalk og Ler, medens fast Stenbund er til Hinder for den. Dette skal ogsaa stemme med den Erfaring, som er gjort i Epidemierne, at nemlig højtliggende og paa fast Bund hvilende Steder gaar mere fri end andre. I de senere Tider har Pettenkofers Lære tabt noget i Værdi, idet Drikkevandets Beskaffenhed vist nok med Rette sættes i Forgrunden, men den har dog haft sin store Betydning; thi det er klart, at naar Smittestoffet fra en utæt Binge siver udi Jordbunden, der finder gunstige Betingelser for sin Trivsel og skaffer sig Vej til utætte Brønde eller daarlige Vandledninger, har det forurensede Drikkevand den rigeligste Anledning til at bringe Sygdomsspiren videre. I Byer, som er beliggende ved Bække eller Floder, spiller Flodvandet en betydelig Rolle, idet Befolkningen, trods Advarsler og strenge Straffebestemmelser, hyppigt vasker det „skidne Linned” deri, og samtidig benytter det til Drikkevand.

(Fortsættes.)

Det gaar an!

Det er rigtigt, som Konstance Blink siger i Nr. 38 af „Hvad vi vil”, at Masser af Kvinder har taget Præliminæreksamen i de sidste 10 Aar og taget den med Glans. Men hvorfor har de taget den? Ja, den ene har taget den, fordi den anden har taget den. Men den Grund har ikke meget paa sig. Den Kvinde, K. B. omtaler, maatte tage Præliminæreksamen for senere at kunne indstille sig til en Fageksamen, til hvilken hin fordredes. Og det er netop den Eksamens Mening. Den er Adgangstegn til Fageksamen.

Det gaar imidlertid med denne Sag som med de fleste Sager, Kvinder har med at gøre. Maalet for deres Livsvirksomhed er i det taagede Blaa, „foreløbig”, „saa kan vi jo altid se Tiden an”.

Kvinder tager ikke Præliminæreksamen for at skaffe sig en Fagdannelse, de tager den „for saa har de den”, men da de ikke kan leve af „at have den”, saa tyer de fleste til Lærerindegerningen, for skal man „ud”, saa er det da ogsaa det pæneste at være Lærerinde.

Og saa fyldes Landet med unge Lærerinder med mange Points og ingen Erfaring, med en Eksamen, om hvilken aldrig er tænkt eller ment, at den passede til Lærerinders Uddannelse. Og Anstalterne, der fabrikerer disse Lærerinder, vokser i Antal, thi den Mening er epidemisk, at den Skole, der ender med Præliminæreksamen, er den bedste.

Man averterer og reklamerer med Points. Og saa drættes den unge Slægt op omkring i vore Herre-, Præste-, Proprietær- og Bøndergaarde med en Undervisning, der har Points til Maal.

Naar en ung Mand tager sin Forberedelseseksamen, saa har han tilbagelagt et Stykke af den Vej, der fører til Maalet: Fagdannelse for Livserhverv, men naar en ung Dame har taget sin Forberedelseseksamen, saa er hun færdig, „for man kunde jo aldrig vide”.......

Det gaar an!

M. M. -

Louise Michel.

(Sluttet.)

Det var mærkelige Erfaringer, Louise gjorde blandt disse Forbrydere i New Caledonien. Hendes Livs Skæbne var bestandig at færdes blandt de bedste og de sletteste Mennesker, Helte og Helgene, Tyve og Mordere; for Louise var det et og det samme, hun har den lykkelige Evne at kunne finde det menneskelige i Alle, hun møder; hun maaler Individernes Ansvarlighed efter deres Forhold og har sit eget Maal for Moral. Hvorledes det end er, saa fører det hende altid til Kærlighed og Medlidenhed over for den lidende Menneskehed.

Hun bevarede sin Ro og sine blide Følelser under Samlivet med Forbryderne, og er endnu det samme varmtfølende Menneske.

Efter sin Tilbagekomst begyndte Louise igen sin Propaganda, som hun da i Grunden aldrig havde afbrudt. Hun sluttede sig nu til en Del Anarkister, som forgudede hende. Hendes Historie efter Landsforvisningen og hendes Tilbagekomst er kun en Række Fængslinger; hun har været spærret inde som Sindssyg, hun har været fængslet som Forbryder, været lukket inde i St. Lazare med Byens fattige Piger; hun har gjort utallige Erfaringer i Fængsler og i andre offenlige Institutioner.

En Gang havde man faaet en stakkels Drukkenbold til at affyre en Revolver paa hende, Skudet ramte hende; men Louise forsvarede og undskyldte ham for Retten, saa han gik fri for Straf. Da Mrs. Buttles begyndte sit Korstog mod Prostitutionen, modtog hun et Brev fra Louise Michel, hvori hun udtrykte sin hjertelige Sympati for Sagen og sendte hende sin søsterlige Hilsen. Disse to Kvinder er meget forskellige, men i et er de enige, og det er i deres Kamp mod Statens Beskyttelse af Lasten.

Louise Michel oprettede en international Skole i London, som hurtigt fik 40 Elever. Hun holdt Møder i Hyde Park paa sit Modersmaal, Fransk; men faa Englændere forstod hende; hendes Foredragsmaade og hendes Sprog er dem lige fremmed.

Dog elsker hun London, hun finder, at den disede graa og tunge Luft harmonerer mere med hendes mørke Sindsstemning end den blaa klare Luft i Paris. Hun gyser lidt i den triste Londonervinter, men føler sig dog mest hjemme der. Hun siger, at trods Englændernes kolde Tavshed føler hun dog, at det er Humanismens Aand, der bringer alt til at blomstre i dette Land.

Louises Arbejder er af en meget omfattende Natur. Hendes Digte indeholder mange udviklede Tanker, dyb Følelse og meget stærke Udtryk. Hendes „Samfundets Smaa” er den rædselsfuldeste Beskrivelse af Samfundsforhold, blandet med store og ophøjede Tanker.

Jo mere man betragter denne ualmindelige Kvinde, des mere stiger vor Forundring til Beundring. Hun synes kun at leve og aande i Samfundets Lidelser, hendes Hjerte er som et tungt Blylod, hvormed hun lodder Samfundets Dybder, og man hører gennem hende Samfundets Skrig efter Retfærdighed.

Selv er hun Altruist, hun lever med de Fattige, hun er deres Søster, deres Kammerat, bestandigt kæmpende ved deres Side og forkyndende dem en ny Dag med en varig Lykke for Menneskene. Hun repræsenterer de gamle Martyrer. Simon Stylitis paa sin Søjle var ikke mere fremmed for verdslige Glæder end Louise Michel. Hun er død for denne Verden, og dog lever der i hende et stadigt Haab om at gøre andre lykkelige.

De Rige og Dannede forstaar lige saa lidt hende som de forstod Jesus af Nazaret. Hjemløse Børn, Vagabonder, berygtede Kvinder, de følger hende, det er endnu som i gamle Dage; for de fleste Mennesker synes Louise Michel at være gal eller en Nar. Sagen er den, hun er foran sin Tid.

Om et Aarhundrede, naar Humanismen har sejret, vil man rimeligvis valfarte til hendes Grav. Men selv om vi nu ikke forstaar hende og maaske betragter hende som en Daare, saa lad os i alt Fald beundre hendes omfattende Arbejde, hendes Hjælpsomhed over for de Fattige, hendes kærlige og ømme Ord til den forvorpne Forbryder.

Louise Michels Liv er en skærende Dissonans, fordi Samfundet ligger i Nød, den fint udviklede og kundskabsrige Kvinde er mere bevidst i Lidelsen end den i Fattigdom og Uvidenhed sunkne Forbryder, men Louise hører i sine søvnløse Nætter det ægte meneskelige Klageskrig om Befrielse. Hun tager sin Pen og beskriver Lidelsen, men hvad enten hun beskriver Fattigdommens Huler eller Fængslernes mørke Rum, proklamerer hun dog altid den kommende Dag med Kærlighed og Menneskelykke.

Gymnastik.

Naar man modtager Hr. cand. polyt. Rasmussens Indbydelse til Gymnastikkursus, føler man, at Gymnastik er for unge Mennesker mindst lige saa nødvendig som Brød. Hr. Rasmussen er nemlig selv overbevist herom, og hans ihærdige Arbejde i Gymnastiken overbeviser andre.

Institutet, som ligger paa Jakob Dannefærdsvej Nr. 3, har foruden Styrtebadsrum alle de Fortrin, som et moderne Lokale kan have. Ved Undervisningen lægges det Lingske System til Grund, der, som Hr. R. bemærker, har det Fortrin, at det tager alle med, idet det har saa stort Øvelsesstof, at ogsaa ældre og svage kan taale disse. Gymnastikkursuset har i Fjor været besøgt af 436 Deltagere, deriblandt 152 Studenter.

Den kvindelige Afdeling af Hr. Rasmussens Gymnastikkursus ledes af Frk. L. Olsen.

Spørgsmaal og Svar.

Spørgsmaal.

Jeg er Enke og sidder i uskiftet Bo med tre umyndige Børn. Nu agter jeg at gifte mig igen. Jeg ejer kun mit lille Varelager til den Handel, jeg driver, og derpaa har jeg Gæld, samt mit Løsøre. Naar jeg nu inden Ægteskabet skal skifte med mine Børn, saa har jeg altsaa at opgive mine Aktiva og Passiva, og ikke sandt? Jeg ejer jo selv Halvdelen af Overskudet - der var nemlig Fællesbo - og noget mere. Men hvor meget er det, er det lige saa meget som hvert af Børnene arver efter deres Fader, og skal jeg kontant indbetale til Overformynderiet den Sum, Børnene arver? Kan den ikke blive staaende mod specificeret Pant i Løsøret?

Thora.

Svar.

Ja, der skal skiftes. Af Overskudet beholder De Halvparten + en Broderlod af Resten. Børnene Arv vil med erhvervet Samtykke efter Omstændighederne kunne blive staaende mod Pant. Herom maa De tale med en Jurist.

Spørgsmaal.

Vil en testamentarisk Disposition, hvorved en Mand har givet sin Hustru den samme Ret, som han selv i Følge Loven har til at sidde i uskiftet Bo med sine myndige og umyndige Børn, kunne blive omstødt, fordi han har underskrevet med ført Pen, og der desuagtet i Vidnernes Paategning staar, at han har underskrevet egenhændigt?

S.

Svar.

Nej, i alt Fald ikke, naar Sammenhængen kan oplyses tilbørligt. Vidnerne maa nemlig antages kun af Misforstaaelse at have attesteret, at Underskriften var egenhændig.

Naar man bemyndiger en anden til at underskrive et Dokument med ens Navn, er man lige saa bundet, ved denne Underskrift, som dersom man egenhændigt selv havde sat sit Navn under Dokumentet.

Spørgsmaal.

Kan en Hustru med Retskraft fæste kvindeligt Tyende?

Oline.

Svar.

En Hustru paadrager sig ikke selv, men i hvert Fald kun Manden Forpligtelser ved at fæste Tyende. Om hun kan forpligte Manden ved at fæste Tyende, beror paa, om hun efter Omstændighederne maa anses for i alt Fald stiltiende bemyndiget dertil. Naar Manden, som sædvanligt, overlader Hustruen at bestyre Husvæsenet, maa hun almindeligvis anses bemyndiget til at fæste det nødvendige Tyende.

Vokshjertet.

En Kærlighedshistorie

af Paul von Sziczepanjski.

Det havde været godt, om Bentosz var gaaet, men uagtet han godt vidste, der kun skete ham hans Ret, saa irriterede det ham dog, saaledes at lade sig vise ud for Øjnene af alle de andre, og han lo Herren frækt op i Ansigtet. „Det vil vel ikke blive saa vanskeligt at faa en anden Tjeneste”, sagde han haanligt.

Nu overmandedes Herren af sin Vrede; han greb Karlen i Brystet og satte ham op imod Staldens Væg, saa Folkene troede, han vilde knuse Brystkassen paa ham. De vidste, at Hr. von Barovski havde Kæmpekræfter i sine Arme, og Bentosz blev saa hvid som Væggen ved Siden af ham, Øjnene traadte ud af deres Huler, og han sank i Knæ. Det bragte atter Herren til sig selv, og han gav slip paa ham.

„Giv ham Vand”, sagde han kort; thi da han tog sin Haand bort, var det lange Menneske sunken sammen ved Væggen som et Rør, knækket af Stormen. „Spænd Bagspandet for Slæden”, befalede nu Hr. von Barovski og vendte tilbage til Slottet. Han havde ikke set det onde Blik, som Staldkarlen sendte efter ham, da han igen var kommen til sig selv.

Da Hr. Jan-Jozif vendte tilbage til Barneværelset, havde han allerede beroliget sig for saa vidt, at han kunde sige sin Hustru, at Hesten næste Dag igen vilde være paa Benene. Han vilde ikke fordærve hende Glæden over Festen. Et Par Minutter efter holdt Slæden foran Døren. Fru von Barovski kyssede Jan-Jozif, og da han begyndte at græde, sagde hun beroligende: „Vær stille, min lille Skat, Marysia er jo hos dig”. Det var virkelig som om han forstod det; thi han lagde sit lille Hoved om paa Siden og sov atter ind. Marysia gav Herskerinden Pelsen paa, og hun lod sig ikke afholde fra at følge hende ned til Slæden og pakke hende godt til, saa Kulden ikke kunde skade hende. Hr. Jan-Jozif greb Tøjlerne, og de kørte i susende Galop. Det blev Tjeneren for koldt ude paa Trappen og han skyndte sig ind i det varme Værelse igen. Marysia blev staaende og saa efter Slæden, saa længe hun kunde skimte den paa den glitrende Sne.

Da hun vendte sig om for at gaa ind, stod Staldkarlen Bentosz ved Siden af hende. Han havde staaet i Skyggen af Trappen, hvor han havde ventet med onde Hævntanker mod Herren, men han havde manglet Mod til at lade dem blive til Gerning. Mon han vidste, at ogsaa Marysia hadede Herren? Han blev næsten fortroligt staaende ved Siden af hende, uagtet hun dog havde afvist ham.

„Han har taget fat paa mig”, sagde han i en forbitret Tone og pegede med Fingeren ind over Skulderen. „Han skal faa det betalt”.

Marysia saa ind i hans onde Øjne. Hun læste i dem, at han vilde gøre Alvor af sin Trusel, og hun vidste ikke, hvad der var hende kærest, enten, at hendes Trolddom ikke længere behøvede at virke, eller at hendes Hævn blev fuldbyrdet af en hurtigere Arm.

„Det angaar ikke mig, hvad du gør ved Herren”, sagde hun og gik ind i Slottet.

(Fortsættes.)

Værd at lægge Mærke til.

Den prøjsiske Kultusminister har befalet, at alle Lærerinder, som gifter sig, endog Lærerinder i Haandarbejder, skal have deres Afsked ved Skoleaarets Slutning.

Meddelelser.

Kvindelig Fremskridtsforening afholder offenligt Diskussionsmøde om Almuepigebørns Uddannelse i Huslighed Mandag den 26. September, Aften Kl. 8½ i Lokalet, Skindergade 9, 1. Sal. Særligt indbydes Mødre, som har Døtre i Almueskolen.

Den liberale Vælgerforening.

Tirsdag den 27. September taler Fru Johanne Meyer paa Vodrofflund om Kvindesagens Betydning for Mænd.

Kvindebladet „Hvad vi vil”,

udgivet af De samlede Kvindeforeninger,

redigeret af Fru Johanne Meyer.

Kvindebladet „Hvad vi vil” arbejder for at udbrede Kundskab og Oplysning om alt, hvad der vedrører Kvindesagen.

Kvindebladet „Hvad vi vil” støtter alle fornuftige Bestræbelser for ad praktisk Vej at hjælpe Kvinden til en mere betrygget Selvstændighed.

Kvindebladet „Hvad vi vil” kæmper for Kvindens Ligestillelse med Manden i social og politisk Henseende.

Kvindebladet „Hvad vi vil” udgaar en Gang hver Uge, koster 60 Øre Kvartalet og kan bestilles paa alle Posthuse samt i Expeditionen, Klosterstræde 22.

Enkelte Numre à 5 Øre faas hos de forskellige Bladforhandlere.

De samlede Kvindeforeningers Kontor,

Klosterstræde 22,

er aabent hver Dag fra 9-l og desuden Lørdag Eftermiddag fra 5-8.

Indmeldelser af Medlemmer til de forskellige Kvindeforeninger modtages, ligesom her gives Oplysninger om alt, hvad der vedrører Kvindesagen.

Samme Steds modtages Abonnement paa Kvindebladet „Hvad vi vil”, som ogsaa sælges i enkelte Numre à 5 Øre.

Kvindelig Fremskridtsforening.

Mandag den 26. September, Aften Kl. 8½, i Lokalet, Skindergade 9, 1. Sal, offenligt Diskussionsmøde om Almuepigebørns Uddannelse i Huslighed.

Ikke-Medlemmer betaler 10 Øre.

Cand. polyt. N. H. Rasmussens

Gymnastik - Institut,

Jakob Dannefærdsvej Nr. 3,

for Herrer og Damer.

Indmeldelser modtages. Program faas efter d. 18de i Hr. A. Christiansens Kunsthandel, Nygade 10.

Kvindelig Fremskridtsforenings Smaaskrifter Nr. 1:

Kvindesagens Betydning for Mænd.

25 Øre.

Faas i alle Boglader.

Foreninger, som vil forhandle Bogen, kan faa betydelig Rabat ved at henvende sig til Fru Johanne Meyer, Naboløs 4, København K.