Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Der var rigtig muntert paa Ballet hos Rzewerskis i Szankowo, uagtet den gamle Hovedbygning egentlig ikke ejede et Værelse, hvori der kunde gives et Bal. Det største Værelse havde fire Fag Vinduer, hvidkalkede Vægge og daarlige Gulvbrædder. Det kaldte de Salen, og der dansede de. I et Hjørne stod et Anretningsbord med Champagneflasker, hvis Antal stadig voxede; thi de tomme blev staaende, og der kom bestandig fulde til. Hvem der var tørstig, gik derhen og drak og ventede ikke, indtil Tjeneren havde serveret ham et Glas. Ingen tænkte paa, om det maaske vilde være det sidste Glas Champagne, som man bød ham hos Rzewerskis i Szankowo. Hr. von Rzewerski tænkte jo heller ikke derpaa lige saa lidt som hans Kone og hans fire Døtre, af hvilken den ene var smukkere og mere munter end den anden. Men den Lystigste var dog den gamle Herre og bekymrede sig ikke om, at Herligheden kunde tage Ende, uagtet Enden var meget nær.
Fru von Barovski havde i Begyndelsen følt sig en Smule ubehagelig til Mode. Men der var alt for megen ægte Hjertelighed i Rzerwerskis lystige Letsindighed, alt for megen Gratie i deres Daarskaber, til at man i Længden havde kunnet modstaa den. Fru von Barovski havde fuldstændig fortryllet den gamle Hr. von Rzewerski, og Hr. Jozif gjorde Kur til alle fire Døtre, Kadwiza, Zosia, Katarzyna og Malgarzata, i al Ære naturligvis, og uden at hans Hustru kunde tænke noget Ondt derved, thi Familjerne paa Baranyce og Szankowo havde i over to Hundrede Aar holdt Naboskab med hinanden, og deres Børn var opvoksede tilsammen.
Der gik pludselig en Hvisken gennem Selskabet, Hovederne blev stukken sammen, det forstemte Klaver og de hvinende Violiner brød af midt i en Mazurka. Fra Hoveddøren kunde der i Horisonten ses et stærkt Ildskær, og hvor meget end Hr. von Rzewerski bad sine Gæster om ikke at lade sig forstyrre, da Taget jo ikke brændte over Hovedet paa dem, saa styrtede dog alle, baade Herrer og Damer, hen imod Døren. Der stod de og stredes om, hvor Ilden kunde være, den ene sagde her, den anden der. Hr. von Barovski havde ikke et Øjeblik været i Tvivl om, at det brændte paa Baranyce. Han vilde kun langsomt forberede sin Hustru derpaa, men han havde allerede givet Besked om at spænde for. Han søgte at faa hende til at blive i Szankowo, men hun vilde ikke. En Uro havde bemægtiget sig hende. Hun indhyllede sig i en Pels, og det forekom hende som en Evighed, før Slæden endelig holdt for Døren.
Hr. von Barovski lod Hestene strække ud hvad de kunde. Han følte, hvorledes en nervøs Sitren rystede hendes Legeme, og hvorledes hun fra Tid til anden hulkede krampagtigt under sin Pelshætte. Han søgte at trøste hende; det var nok en Stald eller en Lade, der stod i Flammer. Det var en Skade, men ingen Ulykke. Det lykkedes ham ikke at berolige hende.
Da var det som fik hun pludselig Trøst fra oven. Hun drog et lettende Suk og sagde beroliget: „Gud være lovet, Marysia er jo hos ham!”
Men Hr. von Barovski blev ikke beroliget, det gennemfor ham som en pludselig Skræk. Han havde hidtil slet ikke tænkt paa, at der kunde true hans Dreng noget ondt. Men Marysia! Vidste han ikke, at hun hadede ham, og havde hun maaske ikke hele Tiden ventet paa en Lejlighed til at træffe ham dødeligt? Han piskede paa Hestene, det fløj sydende hedt igennem hans Legeme; Hestene for af Sted, saa Hovene knapt berørte Jorden, og dog var det ham ikke hurtigt nok. Men hans unge Viv sad ved hans Side med foldede Hænder; hun var bleven rolig og gudhengiven fra det Øjeblik, hun kom i Tanker om, at Marysia vaagede over hendes Barn.
(Fortsættes.).
