Politisk og kommunal Valgret.
Naar man læser Johannes Høyers Stykke om „Mændene og Kvindesagen”, skulde man tro, at Nutidens Kvinder er nogle ynkelige Væsener, blottede for Kundskab, Begreb og Forstand, en Plage for Ægtemanden, en Hindring for hans Lykke, et Væsen, han opgiver efter det første alvorlige Spørgsmaal til hende.
Men heldigvis mener han at kunne hele Skaden med Kundskab.
Jeg indrømmer, at man i mange Tilfælde ved at sammenligne Ægtemanden med den ugifte Mand vil kunne bemærke en Forandring, og at denne Forandring ytrer sig ved en formindsket Interesse for de Sager, der før udfyldte hans Liv, og at dette Forhold skyldes Hustruens Indflydelse. Det er ogsaa rigtigt, at mange Mænd har sat deres lyse Ungdomsidealer til i Ægteskabet i Samliv med en snæverhjertet Hustru. Det er lige saa sandt, som at mangen ung, frisk og levedygtig Kvinde har sat sin Lykke til i Ægteskab med en grusom Mand.
Kundskab er til visse en Magt, ja en Stormagt, naar den tages i Livets Tjeneste og ikke bliver bare Fyld, men den skal sigtes fint, hvis den skal være Botemiddel for ulykkelige Ægteskaber. Var den det, vilde jeg uden Betænkning raade unge Mænd til at søge sig Hustruer blandt det Utal af unge Eksamensdamer, der gror op, helst de med de mange Points. Nej, det er ikke Kundskaber, vore unge Kvinder mangler i Forhold til Mændene, thi de faar paa Landet i Almueskolerne, som de kaldes, og i Byerne i Kommuneskolerne og i Pigeinstituterne en lige saa forsvarlig, god og grundig Undervisning som den, Mændene faar, - dermed har jeg ikke sagt, at Undervisningen ikke for begge Parters Vedkommende paa mange Omraader er en ren Misforstaaelse, men det lider de saa begge foreløbig under.
Men det, Kvinden mangler, det er Agtelse som Borger i Samfundet. Giv Kvinden kommunal og politisk Valgret og Valgbarhed, saa bliver hun først et Menneske, jævnbyrdig med Manden. Hendes Opdragelse vil da naturnødvendig blive anderledes, hun vil blive sig sit borgerlige Ansvar bevidst.
Men lad os ikke tro, at Skoler med Fællesundervisning vil redde os, eller at Kvinders Fagdannelse vil bringe os Lykken. Den Gerning, Kvinden gør nu, er god og kan ikke noksom værdsættes. Har hun Lyst at søge andre Felter, saa værsgod; der ligger hende mange Virksomheder aabne, naar hun bare selv vil. Det nytter ikke, at Piger og Drenge sidder paa Skolebænk sammen, eller at unge Mænd og Kvinder arbejder sammen i Værksteder og Butiker, saa længe den ene stadig er umyndig i alt, hvad der angaar Borgerlivet, og det er en storartet Fejltagelse, naar den ældste Kvindeforening her i Danmark tror, at den kommer nogen Vegne, saa længe den ikke har politisk Valgret og Valgbarhed paa sit Program.
Hvilken Urimelighed, at Mænd og Kvinder skal opdrages ens, nyde den samme almenmenneskelige Uddannelse og den samme Fagdannelse, bestyre det samme Embede, men den ene dog alligevel vedblivende, skal være umyndig som Borger i Staten.
Et hyggeligt Forretningskammeratskab i Længden.