Paa Lovens Grund.
Højesteretssagfører Svend Høgsbro fortæller os i sit Smaaskrift „Kvinden og Ægteskabet efter gældende dansk Ret”, at Manden med Hensyn til Børnene kan bestemme, hvorledes de skal opdrages, undervises og i det hele behandles, ja, han kan sende dem ud af Huset - ud af Landet, om det skal være - uden Hensyn til Moderens Vilje og uden Hensyn til, hvor smaa og hjælpeløse de er.
Efter gældende dansk Ret, efter nugældende dansk Ret, thi der er da vel ikke et eneste retskaffent Menneske, der tvivler om, at denne Lov vil blive ophævet.
Heldigvis er der i det mindste mange Ægtemænd, der har en anden Lov skrevet i deres Hjerter, og det er om en saadan Mand, jeg vil fortælle, at han og hans Hustru ønskede at forandre Skole for deres lille Pige af flere Grunde, som, hvor veltalende de var, jeg dog ikke her skal nævne. I den Anledning udmeldte Manden sin Datter ved en skriftlig Meddelelse.
Omgaaende blev han anmodet om ikke at tage Datteren ud, før Skolebestyrerinden havde talt med ham. Næste Dag indfandt Frøkenen sig i Mandens Forretningslokale, og det gik her som saa ofte: mundtlig Samtale kan nedrive mangen Misforstaaelsens Mur, fuld Enighed opnaaedes dog ikke. Imidlertid var det Frøkenen magtpaaliggende, at Faderen skulde tage endelig Bestemmelse straks, og at denne Bestemmelse skulde være, at Barnet blev i Skolen.
Men han sagde, som jo da enhver brav Mand vilde sige: „Jeg maa da først tale med min Hustru!”
Nu kommer det, der har gjort mig saa bedrøvet. Frøkenen svarede: „Det behøver De jo ikke, Herr..., De har jo Ret til at tage Bestemmelsen!” Ja, han havde Ret, han stod paa Lovens Grund, thi „Med Hensyn til Børnene kan Manden bestemme, hvorledes de skal opdrages, undervises o. s. v.”, og det er jo trygt at have Loven paa sin Side.
Men naar jeg ser paa Manden, der i Samraad med sin Hustru efter Evne vilde gøre det godt for deres lille Pige. og jeg ser paa den ansete, anerkendte, for sine Kundskaber omtalte Skolebestyrerinde, der i snart en Menneskealder har været betroet Byens mest intelligente og mest velhavende Borgeres Pigebørn, saa maa jeg sige til Kvinderne, at det ser godt ud for eder!
Hvor er det dog trist at tænke paa, at et Menneske, der meddeler Oplysning og Kundskaber til den opvoksende Slægt, ikke er mere fribaaren, end at hun netop er en Hindring for, at Retfærdigheden sker Fyldest.
