« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Andragende til „Den store Skolekommission"
Dansk Kvindesamfund, der ogsaa har paa sit Program at forbedre Børns Kaar særlig ad Lovgivningens Vej, indgav 25de November 1918 et Andragende til Undervisningministeren om, at Kommissionen blandt sine Medlemmer maatte tælle Repræsentanter for de Hjem i Landet, der har skolesøgende Børn og Ungdom, idet man ansaa en Kommission, som skulde udføre det grundlæggende Arbejde for Fremtidens Lovgivning for vort Skolevæsen - for mangelfuldt udrustet, om den kun kom til at tælle Repræsentanter for de fire politiske Partier og de forskellige Skolearter, men ikke fik en fyldig Repræsentation for de Hjem, hvis Børn skal søge Skolerne.
Dette Ønske blev ikke efterkommet, idet Antallet af Kommissionsmedlemmer blev stærkt begrænset. Vi beklager, at dette blev Tilfældet, idet vi stadig hævder, at det vilde have haft stor Betydning, om Mødre fra Begyndelsen og vedtvarende havde Lejlighed til at fremføre deres Erfaringer for Skolens Virkninger paa Børnene og været raadgivende med Hensyn til den Maade og det Omfang, i hvilket mam bør søge Hjemmet og Skolen knyttet sammen.
Spørgsmaalet Hjem og Skole, Skolekommissionens Sammensætning og dens Virkemaade etc. vil vi ikke i dette Andragende komme ind paa, men kun drage nogle Punkter frem, der staar i Forbindelse med et af Dansk Kvindesamfunds Programpunkter: „at forbedre Børns Kaar særlig ad Lovgivningens Vej".
Dansk Kvindesamfund har nedsat et Udvalg angaaende Barneundervisningen i Skolen. Paa Grundlag af dette Udvalgs Arbejde skal vi tillade os at foreslaa:
1. a. at Haandarbejde gøres til obligatorisk Skolefag for Piger.
1. b. at Haandarbejde gøres til obligatorisk Skolefag for Drenge mindst et Aar af Skoletiden (se „Dansk Kvindesamfunds Historie" Side 159, 160, 164 og ”Kvinden og Samfundet" 1919, S. 109).
2. at Gymnastik gøres til obligatorisk Fag for Drenge og Piger (se „Kvinden og Samfundet" 1919, S. 109).
3. at praktisk Skolekøkkenarbejde indføres saa vidt muligt i alle Skoler baade i Land og By med Hensyntagen til Forholdene,
a. for Piger i 2 Skoleaar,
b. for Drenge i l Skoleaar,
(se „(Dansk Kvindesamfunds Historie, S. 89 og „Kvinden og Samf.” 1914, S. 71 og 1919, S. 109)
4. Sløjd indføres i Skolen baade for Piger og Drenge.
5. at „Undervisning i Bøgers Brug" indgaar som Led i Skolens Undervisning, saa Børnene opøves i at arbejde med Bøger paa egen Haand, og at der saa vidt muligt knyttes Bibliothek og Læsestue til Skolerne (se „Kvinden og Samf." 1919, Side 109).
6. at Kommunerne opretter Børnehaver eller Smaabørnsasyler for Børn i 3 - 7 Aars Alderen (se „Kvinden og Samf." 1919, Side 109 og 110), og
7. at Kommunerne opretter Fritidsværksteder, hvor Børn udenfor Skolerne kan faa Vejledning i de Arbejder, der interesserer dem (se „Kvinden og Samf." 1919, S. 109).
Som Motivering for vort Andragende skal vi tillade os at fremføre følgende:
Efter det ministerielle Cirkulære af 17de April 1917 er Haandarbejdsundervisningen kun betinget obligatorisk for Hovedskolen og frivilligt Fag for Forskolens Vedkommende, idet det hedder: „Hvor der i Skoledistriktet er ansat en Lærerinde, Forskolelærerinde eller Pogelærerinde, skal der i Hovedskolen (de ældste Klasser) undervises i Haandgerning. I Forskolen (de yngste Klasser) hører Haandgerning derimod ikke i noget Tilfælde til de obligatoriske Fag, men kan efter Indstilling af den stedlige Skolebestyrelse optages paa Undervisningsplanen."
Det vil altsaa sige, at der endnu findes Hovedskoler, hvor der ingen Haandarbejdsundervisning finder Sted, og at Tusinder af Børn indtil 10-11 Aars Alderen, slet ingen Undervisning faar i dette vigtige Fag.
Idet vi udtaler vor Anerkendelse af, hvad Ministeriet de sidste Aar bar gjort for at fremme Haandarbejdsundervisningen paa Landet - navnlig ved Ansættelse af en Haandarbejdsinspektrice, saa der er kommet Plan og Metode i Arbejdet, ved Afholdelse af Instruktionskursus, der har haft den største Betydning - skal vi fremhæve, at saa længe Faget kun er betinget obligatorisk for Hovedskolen og frivilligt for Forskolen, har man endnu ikke varetaget dette Fag, som det bør.
I ministerielt Cirkulære af 1908 (se Lehmanns Haandbog), udtales om Haandarbejdsundervisningen: „... særlig Haandarbejdsundervisningen paa Landet vil blive af den største Betydning, ikke blot med Hensyn til den Hjælp, som Børnene vil kunne yde i Hjemmet, men tilllige og ikke mindst i deres fremtidige selvstændige Stilllinger i Livet. En saadan Undervisning er saa meget væsentigere, som der ikke kan gøres Regning paa, at Pigebørn i deres Hjem kan modtage en blot nogenlunde tilfredsstillende Undervisning i Faget.”
Den Udtalelse kan vi fuldt ud tiltræde; bag vort Krav staar Tusinder af Mødre.
Ad Punkt l b: at Haandarbejde gøres til Skolefag for Drenge, mindst et Aar af Skoletiden.
Vi mener, det har den allerstørste Betydning, at Drengene ogsaa opdrages til at blive selvhjulpne. Selv om det fra enkelte Sider fremhæves, at de i Hjemmet kan lære at sy Knapper i, stoppe og lappe, saa véd vi, at Størsteparten af Hjem ikke overkommer dette. Det er ikke nogen ny Fordring, Dansk Kvindesamfund her fremkommer med.
Eksempelvis skal anføres, at man allerede flere Steder genmenfører en saadan Undervisning i de første Skoleaar baade for Piger og Drenge. I Frøken Adlers Fællesskole har man i mange Aar praktiseret det, og det er Børn fra velstillede Hjem, hvor man bedre end i Arbejderhjemmene vilde kunne give Børnene Undervisning hjmme. Frøken Adler har set den pædagogiske og opdragende Betydning, Faget har. Desuden skal nævnes, la Courvejens Skole og enkelte Fællesklasser i Københavns Kommuneskoler. I Sverige gennemfører man - i alle større Byer (i ihvert Fald Gøteborg, Stockholm - selv Husqvarna m. fl.) - Fællesundervisning i dette Fag i de første Skoleaar.
Ad Punkt 2: at Gymnastik gøres til obligatorisk Fag for Drenge og Piger.
For Drengenes Vedkommende er dette allerede Tilfældet i By og paa Land, mon for Pigernes Vedkommende er det kun gennemført i Købstæderne og Forskolerne paa Landet. (Lehmanns Haandbog § 21, S. 172, § 28, S. 257). Nu anmoder vi om, at Gymnastikundervisningen ogsaa gøres obligatorisk for Pigerne i Hovedskolen og i den kommende Ungdomsskole. Vi finder det ganske uforsvarligt, at Halvdelen af Ungdommen paa Landet gaar ud af Skolen uden at have faaet legemlig Opdragelse i 10, 14, 17 Aars Alderen, netop den Tid, hvor de unge Piger trænger allermest dertil, og vi skal tilføje, at Pigernes Gymnastikundervisning selvfølgelig bør ledes af en Lærerinde, og at det er formaalstjenligt, at Tilsynet med Pigernes Gymnastik skilles fra Tilsynet med Drengenes Gymnastik og ledes af en kvindelig Gymnastikinspektør for Landet. (Dette er allerede sket i København, Stockholm o. fl. andre Steder.
Som Motivering herfor skal vi fremføre følgende:
Den Ling’ske Gymnastik er ikke tilstrækkelig tilpasset efter Alderen 14-17 Aar.
Den Ling’ske Gymnastik er kommen til Danmark som en Gymnastik for voksne, indført og i mange Aar ledet af Mænd. Den maa ændres og tilpasses for Pigeskolen baade med Hensyn til Valget af Øvelserne og Brugen af disse. Der trænges i dette Udformnings- og Tillæmpningsarbejde til en kvindelig Vejleder og et effektivt Tilsyn.
Der gives her i Danmark af Staten Millioner af Kroner i Tilskud til Forædling af vore Husdyrracer, til Planteavlens Fremme o. s. v. - overfor den kvindelige Ungdoms legemlige Opdragelse har man hidtil været for karrig m. H. t. Bevillinger. Kvinderne i den kommende Slægt trænger lige saa vel til legemlig Opdragelse som Mændene. Deres Sundhed og Kraft er af lige saa stor Samfunds værdi
Ad Punkt 3: at praktisk Skolekøkkenarbejde indføres saa vidt muligt i alle Skoler baade i Land og By med Hensyntagen til Forholdene.
Dets Betydning behøver vel næppe at pointeres over for Skolekommissionen. Vi skal dog fremkomme med et Par Bemærkninger i Anledning af, at enkelte Stemmer har hævet sig for, at dette Fag henlægges til Ungdomsskolen. ’For det første er der vel endnu klag Udsigt til, at den obligatoriske Ungdomsskole indføres for hele Landet, og før vilde man ikke kunne tage Faget bort fra Barneskolen, men desuden har Faget overordentlig stor Betydning i Barneskolen. Hvis det kun blev Ungdomsskolefag, vilde desuden alle, der gik den studerende Vej, aldrig faa Undervisning deri. Dette praktiske Fag hører til de Fag, som Børnene skatter højst.
Det drejer sig her om en rationel Undervisning i huslig Økonomi, og mange Hjem kan tale med om, hvilken Nytte de har haft af, hvad de unge Piger paa dette Omraade har lært i Skolen. Desuden lærer de her praktisk, hvad mange Fag giver teoretisk: praktisk Kemi, praktisk Regning, praktisk Sundhedslære, de lærer en gennemført Orden og Properhed, og hvad dette betyder for de unges Op-dragelse, vil enhver forstaa.
Vi ska derfor indtrængende henstille, at dette Fag saa vidt muligt indføres over alt i Skolerne i By og paa Land, og for Landets Vedkommende, hvor det maaske er vanskeligt at finde en Lærerinde til dette Fag, skal vi blot pege paa, at en Løsnimg maaske foreløbig kunde findes i de saakaldte
Vandrekøkkener.
Her som ved Haandsarbejdsundervisningen skal vi pege paa det ønskelige i, at denne Undervisning ogsaa gives til Drengene, saa de kan blive lige saa selvhjulpne som Pigerne.
Ad Punkt 4: Sløjd indføres saa vidt mulig i alle Skoler baade i Land og By.
I det ministerielle Cirkulære over Sløjdundervishingen henleder Ministeriet de stedlige Skolemyndigheders Opmærksomhed paa, hvor stor Betydning Indøvelsen i Sløjd har for Barnets hele personlige Udvikling, og hvor ønskelig dets Indførelse som Fag derfor er.
Der skrives: „Den bliver gennem Barnets Interesse for praktisk Arbejde et frugtbringende Middel, til Udviklingen af Forstanden, Moralen og den praktiske Evne, et væsentligt Led i den alsidige Forberedelse til Livet, som Skolen skal danne."
Ministeriet har altsaa selv givet Sløjden den varmeste Anbefaling. Vi skal i Forbindelse med vort Krav om Fritidsværksteder, hvor Børnene uden for Skoletiden kan faa Vejledning i de Arbejder, der interesserer dem, stærkt betone Nødvendigheden af, at det manuelle Arbejde i højere Grad end det nu er Tilfældet indføres i Skolerne baade som Princip i Undervisningen og som Fag i Værksteder, hvor Arbejdet udføres som Præcisionsarbejde. Fritidsværkstederne bør i ganske særlig Grad oprettes i de større Byer, hvor den industrielle Udvikling og Boligforholdene har ført med sig, at Børnene ikke som i gamle Dage kun beskæftiges i Hjemmene.
Sløjd som Fag i Skolen bør efter vor Mening være saa vel for Piger som for Drenge, og vi kan atter her henvise til forskellige Skoler i Sverige, bl. a. i Samskolen i Gøteborg, hvor man forøvrigt ikke alene driver Pap-, Ler-, Træ- og Metalsløjd, men har Trykkeri, -Bogbinderi og Vævestue. Her i Danmark kan henvises til Frøken Adlers Skole og la Cour- Vejens Skole, Frederiksberg, hvor Pigerne i Mellemskolen har Træsløjd.
Ad Punkt 5: at „Undervisning i Bøgers Brug" indgaar som Led i Skolens Undervisning, saa Børnene opøves i at arbejde med Bøger paa egen Haand, og at der saa vidt muligt knyttes Bi-bliothek og Læsestue til Skolerne.
Det er ikke noget nyt Fag, der skal indføres, men en ændret Arbejdsmetode. Det er rigtigt, naar en Bibliotekar for nylig udtalte, at Staten aarlig giver Millioner ud for at bibringe Børnene Læsefærdighed, men i Skolen forsømmer man at lære Børnene at orientere sig i Bøgernes Verden, lære dem at benytte Haandbøger, Opslagsbøger og Leksikon og vise dem i hvert eneste Skolefag, hvor de i Bøgerne kan hente Viden om de Emner, de beskæftiger sig med. Vi skal ikke komme ind paa nogen lang Redegørelse for Skolebibliotekets Betydning. Skolebibliotek er ikke et bibliotek med udelukkende underholdende Litteratur, men et Bibliotek med Faglitteratur til Støtte for de forskellige Fag og afpasset efter de forskellige Alderstrin.
Her ligger en stor Opgave for den danske Skoleverden.
Husmoderen og Tjenestepigen, Syersken og Sygeplejersken, Gaardmanden og husmanden, Forretningsmanden og alle Erhvervslivets Folk - nævn hvem De vil - enhver kan faa Svar paa Dagliglivets utallige Spørgsmaal gennem Bøgerne, men vi vil noget mere end at gøre Børnene til selvhjulpne Mennesker i det praktiske Liv, det bedste af Litteraturens Verden vil vi vise Børnene Vej til. Hvilket Perspektiv aabner der sig ikke herigennem for Arbejdsomraader, for Midlter til at hjælpe de unge til at finde de Felter, som har deres Interesse.
Hele Biblioteksbevægelsen er ved at tage Fart herhjemme, Højskoler, Afholdsfolk, socialdemokratiske Ungdomskredse, Friskolekredse o.s.v. henvender sig til Bibliotekarerne og beder dem om Assistance til Indretning af Biblioteker, til Dannelse af Studierejser o. s. fr.
Nutildags kan Bibliotekarerne tale med om, hvor ukyndige Folk er m. H. t. Brugen af et Bibliotek, og hvor lidt man almindeligvis aner om, hvilken praktisk Viden, der er at hente i Bøgerne. Enhvervslivets Folk, Kontorledere o. s. v. kan fortælle om, hvor uvidende Ungdommen er med Hensyn til at bruge Vejvisere, Telefonbøger, Statskalendere osv., og endelig kan vi fremhæve, hvor urimeligt det er i vor Tid, Bøgernes Tid, at Børnene gaar ud af Skolen uden at have stiftet Bekendtskab med andre Bøger end deres Lærebøger. Den rent underholdende Børnelitteratur, som nu sædvanligvis bydes Børnene, skal her forbigaas. Det er Læsestuer med Faglitteratur til Støtte for de enkelte Fag, hvor Børnene baade under Lærerens Vejledning og paa egen Haand kan søge sig Viden, vi forlanger oprettet, Læsestuer med Bøger, der hører til Litteraturens bedste, vi beder om.
Det er ikke et nyt, Fag, men en ændret Arbejdsmetode, (Arbejdsskolens Princip paa Læsningens Omraade), vi her peger paa som ønskelig.
Ad Punkt 6: at Kommunerne opretter Børnehaver eller Smaabørnsasyler for Børn i 3-7 Aars Alderen.
Kommunerne i Købstæderne og de større købstadslignende Byer opretter saa mange Børnehaver eller Smaabørnsasyler, at alle de Forældre, som ønsker det, kan faa anbragt deres Børn i Alderen 3-7 Aar i disse. Dansk Kvindesamfund krævede i sit Andragende angaaende den forebyggende Forsorg denne Institution ud fra et socialt Synspunkt; over for Skolekommissionen ønsker vi tillige at kræve den ud fra et pædagogisk, set fra Skolens Side.
I mange af Storbyernes Skoler viser det sig, at en Mængde Børn ikke har naaet den Udvikling, som kan forventes hos 7-aarige. Deres Forestillingskreds er meget ringe, de er ikke kommet ud over Børnehavealderen, fordi de har været overladt til sig selv. Mange af Storbyernes Begynderklasser burde egentlig betragtes som Børnehaveklasser. Den moderne Undervisning, der har Øjet aabent for Nødvendigheden af, at Haandens Arbejde indføres som Led i Undervisningsfagene, saa det støtter disse, viser tillige, hvor man prøver at gennemføre det, hvor langt tilbage i Udvikling mange af de smaa er. For Storbyernes Vedkommende er Børnehaven nødvendig ikke alene som Led i det forebyggende Arbejde, men tillige for Skolens Skyld, hvis Folkeskolen for det store Flertals Vedkommende virkelig skal naa de Maal, der sættes. Men skal Børnehaverne faa den Betydning, vi tillægger dem, maa Lederen være en pædagogisk uddannet Kvinde.
Dansk Kvindesamfund har her kun fremdraget nogle enkelte Punkter af de Reformer, som vi mener den store Skolekommissions Forslag vil bringe, vi haaber, at Kommissionen ved Drøftelsen af de paapegede Spørgsmaal vil tage Hensyn til vore fremsatte Ønsker. Til Slut skal vi blot understrege, at det er en Forudsætning for vort Forslag, at Pigernes boglige Uddannelse inden for enhver Skoleform ikke maa blive ringere end Drengenes.
