Hr. F. Bajer og Hustrus Sølvbryllup
har været Bajers mange Venner en kærkommen Lejlighed til at vise dette elskværdige Ægtepar deres Erkendtlighed, og hvis der var udgaaet en offenlig Indbydelse til Venner rundt om i Landet, var Hr. Bajer og Frue blevne ikke lidt overraskede over at se, hvor stor Sympati og hvor talrige Venner de egenlig har, trods vore politiske Forviklinger. Nu var det kun Dansk Fredsforening, Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening, der i Forening gennem deres Medlemmer overrakte Sølvbrudeparret en Pengegave (1,200 Kr. i Guld).
Sølvbryllupsdagen, Lørdag den 8. Oktober, mødte om Formiddagen Deputationen for disse Foreninger for at bringe Freds- og Kvindesagsvenners Tak for Hr. og Fru Bajers ihærdige Arbejde for deres Sag. Deputationen havde valgt Hr. Kand. P. Sveistrup, som er Dansk Fredsforenings Formand, til Ordfører, og han tolkede da i varme Ord Fredsvennernes Paaskønnelse. Det var en Uorden, naar Arbejdet for en saadan Sag som Fredssagen hvilede paa enkelte Skuldre, og derved ofte økonomisk trykkede de Familjer, der viede den sin Arbejdskraft; det var derfor Freds- og Kvindesagsvenner en Glæde i Dag at kunne give Hr. og Fru Bajer et synligt Bevis paa deres Erkendtlighed. Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne mødte Frk. Kirstine Frederiksen og for Kvindelig Fremskridtsforening Fru Johanne Meyer. Hr. Kursusbestyrer Rasmussen og Hustru, om hvem man vist nok uden Overdrivelse kan sige, at det er de dygtigste og mest praktiske Agitatorer for Fredssagen, deltog i Deputationen paa Københavnskredsens Vegne.
Hr. Bajer svarede smukt Deputationen med, at det netop ogsaa var 25 Aar siden, han begyndte at arbejde for Kvindesagen. Mest Indtryk gjorde dog Sølvbrudens Tale. Fru Bajer vilde blot illustrere sin Mands Tale og fortælle, at da de som unge var blevne gifte, havde en af de fremragende Kvindesagsvenner spurgt Fredrik Bajer, hvorledes er Deres Hustru, ligner hun den eller den Kvindetype, og vedkommende havde nævnt flere Digterværker; men Fredrik Bajer havde svaret, nej - min Hustru ligner mest hende i „den lille gode Vilje”. Fru Bajer sagde videre: „og det tror jeg, at jeg har været i min Mands Liv. At vort Samliv har været saa usigelig lykkeligt, har været, fordi min Mand aldrig har ladet mig staa uden for; han optog mig altid i sin Gerning, og derfor har jeg ogsaa kunnet være lidt til Støtte for de Sager, som vi begge elsker.”
Fru Bajers ukunstlede og hjertevarme Ord gjorde i de festlige Omgivelser et dybt Indtryk paa de Tilstedeværende. De mange voksne Børn, der deler deres Forældres Anskuelser, forhøjer Skønheden og Harmonien i dette hyggelige Hjem.
Det er nemlig Hemmeligheden ved Hr. Bajers sjældne Udholdenhed og Troskab mod de ny Tanker og Idéer, som det har været hans Lod at bære frem i det danske Folk, dette: at han i sit Hjem har haft Forstaaelse og Opmuntring til at holde ud trods Kulde og Haan. I hans Hjem, der fandtes ikke alene den hellige Alterild, der hedder Kærlighed til Sandhed og Retfærdighed, som begge Ægtefællerne søgte at holde vedlige, men her var ogsaa Hjemmets Hygge med blide, kærlige Ord og en blød Vennehaand fra en varmtfølende Hustru. Politiske Modstandere kalder Hr. Bajer naiv, naar han uegennyttig og ihærdig holder ud i Troskab og i Sandhed med sine ofte tilsyneladende aparte Idéer, der dog stadig senere viser sig at være store Fremtidstanker, de skal straffes; thi her i vort lille Sletteland skal alt være lige fladt og lige graat, ve! den, hvis Tanke højner sig over det almindelige Niveau; han skal umuliggøres, selv om de dygtigste Journalistpenne skal nedværdige sig til at tage Kortjeneste.
Saaledes er det nu en Gang Skik i det lille Danmark, det være paa Videnskabens, Literaturens eller Politikens Omraade - vore bedste Mænd landsforviser vi - for vi vil have Lov til at sove i Ro i den flade Kløvermark.
Dog er der nogle, der tænker anderledes, og det kan ogsaa Hr. og Fru Bajer glæde sig ved, at de bedste Kvinder og Mænd i andre Lande i Evropa, der arbejder for Freds- og Kvindesagen, de sætter en Ære i at kalde Fredrik Bajer deres Ven.
Imidlertid modtog Sølvbrudeparret dog den Dag talrige Beviser paa Sympathi, foruden fra de omtalte Foreninger sendte Kvindelig Læseforening en anselig Palme, med en Lykønskningsskrivelse, den kvindelige Kunst- og Industritegneskole en Skaal til Visitkort i Sølv, ciceleret og graveret af kvindelige Elever med Hr. og Fru Bajers Navnetræk. Fra den liberale Vælgerforenings Styrelse en Palme.
Fra Fredsforeningskredse ude i Landet modtoges Telegrammer fra Stokkemark, Sværdborg, Vordingborg, Helsingør, Bølum, Fredericia, Sorø, Hjørring, Fjerritelev, Næstved, fra Kvindeforeninger i Provinsen: Aarhus, Svendborg, Odense, og talrige private Lykønskningstelegrammer.
Fra Kl. 6 om Morgenen, da Brudeparret blev vækket med Musik af den liberale Vælgerforenings Musikkorps, til den sene Aften, strømmede venlige Hilsener og Taksigelser ind fra Slægt og Venner, men især blev det dog yderligere klart, at Kvindesagen og Fredssagen er naaet til en saadan Modenhed, at Hr. Bajer, som er den, der først har arbejdet for den Sag her i Danmark, nu har en stor forstaaende Kreds med sig.