Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Som en rasende styrtede hun ind i Slottet. Røgen truede med at kvæle hende; Korridoren var mørk, men hun kendte Vejen, Trapperne. Hun ilte af Sted, hun fandt Døren, hun rev den lille ud af Sengen og svøbte ham varmt og omhyggeligt ind i hans Tæpper. Da først vaagnede Barnet. Det begyndte at græde, da det saa pludselig blev forstyrret i sin Søvn.
„Vær stille, min lille Skat, Marysia er hos dig!” sagde hun; Herskerindens Ord, før hun kørte til Szankowo, klang i hendes Øren. „Vær stille, min lille Skat, Marysia er jo hos dig!” gentog hun, da hun med Barnet paa Armen ilte over Korridoren. „Vær stille, min lille Skat, Marysia er jo hos dig!” sagde hun paa den store Trappe, der før havde været saa mørk, men som nu var klart belyst af Ilden og opfyldt af brændende Spaaner, der var styrtet ned fra Taget. I sit Hjerte var hun ikke bange, hun bøjede Hovedet over ham for at ikke en Gnist skulde træffe ham, og lille Jan-Jozif jublede, da han saa ind i det uhyre Flammehav.
„Hun kommer ikke igen”, sagde Folkene, der stod udenfor Slottet, „hun kommer ikke igen, og Herren finder ingen Søn mere, naar han vender tilbage - Taget vil strax styrte sammen.
Hun stod paa Trappen foran Slottet, og alle Folkene jublede. Paa Jubelraabet fulgte et Udbrud af Skræk! Lig en Ildslange styrtede en brændende Bjælke ned fra Tagrygningen, lige der hvor Marysia stod. Hun vaklede, hun faldt. Jan-Jozif indhyllet i sine Tæpper rullede ud af hendes Arme og ned ad Trappen.
Modige Kvinder tog Barnet op, modige Mænd bar Marysia udenfor Farens Rækkevidde. Det var for sildigt. Den brændende Bjælke havde truffet hende paa Baghovedet. Et glødende Stykke, der var styrtet ned bagefter, maatte de tage bort fra hendes Bryst.
Hun havde ophørt at aande. Skinnet fra Ilden gav hendes blege Træk Livets Farve. Hun laa i Sneen, Kvinderne knælede omkring hende og bad.
I rasende Galop suste Herren af Baranyces Slæde ind i Gaarden. „Hvor er mit Barn?” skreg Herren og saa sig vildt omkring.
Man bragte Barnet til Herskerinden; det var uskadt. Fru von Barovski lagde det ind under sin Pels idet hun baade lo og græd.
„Marysia, Herre”, sagde Forvalteren, der havde anstrengt sig for at slukke med den gamle Sprøjte. Marysia -”
„Hvad er dermed hende?” spurgte Hr. von Barovski skarpt, thi han troede at faa noget at høre, der stod i Samklang med de Tanker, der havde pint ham hele Vejen.
„Marysia er bleven dræbt, da hun bar unge Hr. Jan-Jozif ud af Flammerne”.
Kvinderne traadte til Side, og Hr. von Barovski saa hende ligge, som om hun endnu levede. Han knælede ved Siden af hende i Sneen og følte efter hendes Hjertes Slag. Han søgte forgæves, men noget stak ham i Haanden og han trak Guldnaalen frem, der hvor det glødende Træstykke havde fortæret hendes Livstykke og ved Naalen klæbede en lille Klump Vox. Det var Voxhjertet, som var smeltet ved Heden.
Hr. Jan-Jozif kendte godt de polske Kvinders Overtro. Ham havde hun villet dræbe, og hans Barn havde hun hengivet sit Liv for at redde! Han bøjede sit blege Ansigt dybt ned over den Dødes hvide Aasyn, hans Haand gjorde Korsets Tegn over hendes Pande, og med bævende Læber hviskede han:
„Hvil i Fred, Marysia!”
