Børnehjemmet "Kana".

Et af de Samfundsspørgsmaal, der i højeste Grad berører Kvinderne, er Børnehjemssagen. De mange hjemløse smaa, der paa Grund af ulykkelige Forhold maa savne den nødvendige Forplejning og den ømme Moderhaand, vil altid finde deltagende Hjærter hos tænkende Kvinder. Vi tvivler derfor ikke om, at det er vore Læsere kærkomment at høre en direkte Udtalelse af en af de Plejemødre, der gør et stort Arbejde for disse Samfundets smaa Stedbørn, saa meget mere som Forstanderinden, Frk. V. Møller, er Medlem af vor Kvindeforening og ikke fremmed for Tidens store Spørgsmaal.

Vi giver nu Ordet til Frøkenen selv, som hun har udtalt sig i Bladet „Samaritanen”, og haaber, at hendes egne Ord og hendes store Arbejde i Sagen maa vinde Hjærter, der yderligere vil interessere sig for Børnehjemmet. Frk. V. Møller siger blandt andet:

Skønt jeg jo meget godt véd, at der er mange flere ældre Plejemødre, som har samlet meget mere Erfaring end jeg, da jeg kun har været Plejemoder i 12 Aar, saa tror jeg dog i den Tid at have samlet nogen Erfaring og vil ogsaa skrive af den, jeg har, i saa sandt og sundt Lys som muligt.

Nu véd jeg ogsaa meget godt, at der er mange Mødre, som vil trække paa Skuldrene og ryste paa Hovedet, fordi de ikke rigtig har Tro til, at vi ugifte Plejemødre virkelig forstaar, hvorledes vi skal omgaas Børn, da vi mangler det gyldne Kærlighedsbaand, som knyttes mellem Moder og Barn i Fødselsstunden. Hertil vil jeg sige: deri kan I have Ret; og jeg for mit Vedkommende skal ærlig indrømme, at jeg tit har sukket, fordi jeg følte, at jeg fattedes Kærlighed. Men paa den anden Side saa har jeg ogsaa følt, at hvor jeg stod afmægtig, der var Gud mægtig, idet han forvandlede Vandet til en virkelig levende Kærligheds-Vin, som knyttede Børnene og mig fast og inderlig sammen, hvilket jeg haaber, at efterfølgende Linjer vil være et Bevis paa.

Jeg vil saa begynde at give en lille Skildring af, i hvilken Tilstand en Del af disse Børn er, naar de bliver optagne i Hjemmet.

Vi har en lille Dreng, som vi fik fra Kommunehospitalet; han var trods sin unge Alder (knap 2 Aar) en meget ustyrlig lille Fyr, der rev og slog om sig, saa de paa Hospitalet ikke kunde magte ham paa anden Maade end ved, at der laa en Pisk i Sengen hos ham, hvilken han havde megen Respekt for. Om denne lille Dreng var Opfattelsen paa Hospitalet saaledes: „Dersom han ikke kommer ind under gode Forhold, da vil han ende som Forbryder.” Da jeg hørte denne Udtalelse, syntes jeg, at den lød noget vel skrap, men siden jeg fik ham, saa har Hospitalets Opfattelse af ham tit og ofte vist sig just ikke at være greben aldeles ud af Luften; jeg har tit med Gru tænkt paa, hvad jeg dog skulde gøre med saadant et lille stakkels Menneskebarn. Han har ofte kastet sin Tallerken Mad paa Gulvet, naar den ikke var efter hans Hoved, og naar man saa talte ham til Rette derfor, saa blev han saa opfarende, at han greb det første det bedste og kastede efter os, ofte har han grebet Øksen og truet os med. Men nu, ja nu har han været hos mig i 10 Aar, og er Gud ske Tak! bleven en rigtig kær og god lille Dreng. Han er en sand Solstraale i Hjemmet, og jeg vilde for meget ikke have undværet baade Kampen og Glæden, vi har delt med hinanden.

En anden lille forældreløs Dreng havde, da vi fik ham, en blodig Ring om Halsen, som om den var skaaret med en Snor, oven paa dette Saar havde han et uldent Tørklæde, som vi paa ingen Maade maatte faa Lov at røre ved. Vi lod ham saa beholde det paa, til han var falden i Søvn om Aftenen, og da opdagede vi, hvad der var i Vejen. Den lille Dreng havde trods sin unge Alder tabt Troen paa Mennesker, han talte ikke i det første halve Aar og græd, naar vi kærtegnede ham; men omsider fattede han Tillid til os og blev rigtig barneglad. Et lille Bevis paa, hvor kær og glad han er, vil De faa, naar jeg fortæller Dem, at han tit og ofte kom hen, uden jeg skulde se det, og tog Fligen af mit Forklæde og kyssede det, hvorefter han saa atter hoppede bort lig en lille Fugl, lykkelig og glad.

En tredje Dreng var saa ussel som Følge af Mangel paa Næring, saa vi ventede hver Dag Døden; han kunde ikke taale nogen Slags Mad, saa han var vanskelig at hjælpe. Vi begyndte med at give ham en Spiseskefuld Middagsmad med os andre én Uge, næste Uge fik han to Skefulde og næste tre, og saa fremdeles, til Tallerkenen omsider blev fuld. En lignende Fremgangsmaade forsøgte vi med Øllebrød om Morgenen; disse Forsøg kronedes med Held, saa nu er han en sand lille Kraftkarl, i Sammenligning med, hvad han har været.

Se, af saadanne Træk kunde jeg godt fremføre flere, men jeg vil dog kun indskrænke mig til et Par Eksempler endnu. Vi har en Dreng; da vi fik ham, var han 6 Aar og havde været i 7 forskellige Plejer; hvor forkvaklet og forsømt et saadant Barn bliver i en saadan rodløs Tilværelse, det kan vist alle forstaa, saafremt vi dog i nogen Maade har Forstaaelsen af Barnenaturen.

Det første Ord, han sagde til mig, da han kom, var: „Vil du være min Moder?” det var altsaa én Moder, han savnede, en Moder, han trængte til, og saaledes gaar der saa mange, mange, der trænger til det samme.

Vi havde ogsaa en Gang en Dreng, som i Begyndelsen, da han kom til os, sov med aabne Øjne, siddende op i Sengen. Jeg spurgte en Læge, hvoraf det kom; han mente, at saaledes havde Moder og Barn siddet mangen en Nat af Frygt for, at Manden, som var beruset, skulde komme hjem og prygle dem.

Endskønt vi ikke har lidt at kæmpe med, baade indad og udad, saa er vi dog hjertelig glade over, hvad vi har naaet.

Børnene er raske og glade; der er virkelig knyttet et Kærlighedsbaand imellem os, saa vi føler, vi holder af hverandre.

Det er ikke sjældent, naar jeg gaar ud, at se Taarer i et og andet Øje, og fra mange Munde lyder det saa: „Kommer du snart hjem? kommer du hjem til i Aften, at vi kan faa en Historie.” Og tit er jeg kommen sent hjem, og Børnene har været i Seng, men en og anden har ligget vaagen for at vente, til jeg kom hjem, at han kunde faa sagt god Nat!

Spørger nu nogen om, hvilke Midler vi bruger for at faa Børnene glade og tilfredse, saa Kærlighedsbaandet virkelig kan knyttes, da kan vi svare: Vi søger at gaa ind i Børnenes Tankegang, blive Børn med dem, søger at virkeliggøre saa mange af deres Idealer som muligt. Drengene elsker at færdes i fri Luft; vi, som bor nær ved Skoven, tager da ofte i de varme Sommerdage alle Drengene med der ud; vi har Øl og Mad i Tasken, og vi søger at sætte Leg i Gang efter Børnenes Sind; ledsaget af Sang og Trommehvirvel marscherer vi med vore Faner hele Vejen. Og naar vi om Aftenen atter drager hjem, saa er vi alle glade, Drengene, fordi de har haft en glad Dag, og vi andre, fordi vi har faaet Lykke til at berede dem Glæden.

Fra Begyndelsen af Oktober begynder vi allerede at tænke paa Julen, og der er meget at Udrette for alle de smaa Hænder, for at gøre Julen til en sand Højtids- og Glædesfest.

Men nu maa dog ingen tro, at det er alt, hvad vi udretter, at vi ikke ogsaa har noget andet for; jo, De kan tro, vi har meget andet for. Vi gaar Byærinder, gaar i Skole, læser Lektier, saver og hugger Brænde, stopper Strømper, arbejder i Haven, og ellers forskellig Husflid i Træ og Pap.

Jeg sørger i det hele taget for, at Drengene aldrig er ledige, saa Tiden drives hen, men at de altid har noget at udrette; thi derved vænnes de til Arbejde, og med det samme udvikles deres Evner, og de hindres i adskillige Unoder, som tit er en Følge af Lediggang. Og efter saaledes at have brugt sine Evner og Kræfter om Dagen, saa smager, naar Aftenen kommer, en munter Leg godt. Og naar saa endelig Hvilestunden kommer for den Dag, saa kan vi med Sandhed og Glæde synge med hinanden: „Lykkeligst at hvile paa er fuldendte Gerning.”

For mig staar det nu saadan, at er der noget, som kan faa Kærligheden til at blive levende og virksom hos os, da er det, naar vi ser de smaa Børn lide Nød paa Legeme og Aand. Kan Kærligheden virkelig blive varm hos os, da formaar vi ogsaa meget. Og er der noget, som kan gøre os selv glade, da er det ved at hjælpe og glæde de smaa Børn og lokke Smilet frem i Barneøjet.

Og hermed vil jeg saa slutte for denne Gang, med Tak til alle de kære Venner, som har støttet os, samt med Ønske om, at vor Vennekreds maatte tage til i Vækst, saa mange maatte række os en hjælpende Haand, ihukomme Herrens Ord: „Hvad I gør mod mine Smaa, har I gjort mod mig”. Vilhelmine Møller,

Plejemoder, Strandvejen 39. København Ø.

„Børnehjemmet „Kana”s Formaal er at antage sig fattige, forældreløse Drengebørn eller Drenge i lignende Stilling og opdrage dem, til de har naaet en Alder af 14 à 15 Aar, samt saa vidt muligt at sørge for, at de bliver anbragte ved en Gerning, hvortil de maatte have Lyst og Anlæg.

Børnehjemmets første Afdeling blev begyndt i Slutningen af 1881 med 10 Drenge, hvilket Antal siden er vokset til 26, hvoraf de 11 er konfirmerede og anbragte i forskellige Livsstillinger. Frøken Vilhelmine Møller er Plejemoder i dette Hjem, som er paa Strandvejen 39, Ø.

11884 blev anden Afdeling begyndt, deri er nu optaget 15 Drenge. Frk. Mathilde Mygind er Plejemoder i dette Hjem, som er paa Ceres Vej 26, V. I 1891 blev tredje Af deling begyndt i Baldersgade 16, L., deri er optaget 15 Drenge. Frk. Emilie Hansen er Plejemoder i dette Hjem.

Bestyrelsen for Hjemmene er Fru Elisabeth Burman Becker, GI. Kongevej 15, V. Frøken Anna Thalbitzer, Lindevangshjemmet, Frederiksberg F., Frøken Marie Ammitzbøll, Svanholmsvej Nr. l, V., Prokurator I. Jørgensen (Kasserer) Nørregade 20, K., Urtekræmmer Emil Meyer, Naboløs Nr. 4, K., Farver H. K. Larsen, Nørregade 27, K., og Chr. Møller Andersen (Formand), Vingaardsstræde 23, K.