« Tilbage til søgeresultaterne
Modgang
Paa sin tornestrøede Vej er Ægteskabsloven nu naaet til Landstinget, hvor man sikkert vil væbne sig med Argumenter imod den. Der er nok at tage til, de er myldrede frem, under Debatten i Folketinget, i Dele af Pressen, i Edv. Lehmanns Artikler i Gads Danske Magasin, i Harald Nielsens Bog „Moderne Ægteskab” o. s. v., altsammen nok til at nedslaa Modet hos Lovens Forkæmpere og faa dem til at spørge sig selv, om da virkelig de, der har ønsket disse Lovprincipers Gennemførelse, har Uret og maa bøje sig for alle disse mange Argumenter. Er det da rigtigt, at ikke blot Kvindesagens Kvinder, men ogsaa endog de mest konservative Medlemmer af Familieretskommissionen er en saadan forblindet og forvorpen Hob af Ægteskabsomstyrtere, der ene og alene møder med den selverhvervende kvindes Maalestok og vil hugge en Hæl og klippe en Taa, indtil Ægteskabet passer derefter?
Disse Spørgsmaal faar i en rolig Overvejelsens Time en hel Række af Billeder til at dukke frem for den, der virkelig kender Kvindesagens Natur og Dansk Kvindesamfund.
Først Førerne gennem Tiderne, støtte, rolige Kvinder, oftest netop Hustruer og Mødre i lykkelige Hjem; og bag dem hele den menige Hær, i Fortiden og som vi stadig ser dem paa Fællesmøderne netop som Repræsentanter for Hjemmet, og det ikke for forfinede Overklassehjem, hvor man maaske i Mangel af anden Beskæftigelse kan more sig med lidt Kvindesag nu og da, men for de jævne, arbejdssomme Hjem i By og paa Land, Samfundets bedste Støtter. Det er Kvinder, der er saa fjernt som vel muligt fra den Gruppe af Kvinder, Edv. Lehmann peger paa som henfaldne til Luksus og Adspredelse, Tobak, stærke Drikke, Restaurationsliv, Kortspil o. s. v. Det er saavist ikke for at kunne tilfredsstille den Slags Tilbøjeligheder, at disse Kvinder ønsker Hustruens Stilling forbedret!
Et andet Billede dukker frem, en Scene fra et Møde om Hustruens Retsstilling. Den saa meget omtalte Højesteretsdom fra 1900 er nævnet, og en Mand rejser sig forarget, han vil ikke tro, at en Fader med Loven paa sin Side kan fjerne Børnene fra Moderen uden hendes Vilje; saa forargeligt forekommer det denne Mand, at en Fader har denne Ret! Men, siges der, Tilfælde som disse er kun sjældne Undtagelser. Ja, maaske, men Truslen om at benytte denne Ret hører derimod ikke til Sjældenhederne. Den dukker op snart hist, snart her, hvor en Mand har Brug for en virkningsfuld Trusel over for Hustruen til Opnaaelse af et eller andet egoistisk Formaal. Ingen Højesteretsdom raaber Elendigheden ud for alle Vinde, der er ingen Statistik over Talrigtigheden af disse Tilfælde, men ialfald Kvinderne véd, at de eksisterer, og de kan ogsaa tilfulde forstaa den bitre Kval, det er for en Moder, naar hun tvinges til at overlade Manden Penge af sit Selveje eller Selverhverv til Drik og Spil, mens Børnene maa lide Mangel, ene og alene fordi hun lever i Angst for, at Manden en Dag skal gøre Alvor af sin Trusel om at sende Børnene andet Steds hen. De vil ogsaa bedre end Mænd kunne forstaa den Udtalelse af en saadan forpint Moder: Naar et Land vil lade den Slags Love bestaa, synes jeg ikke, man er forpligtet til at lyde dets Lov!
Men, indvendes der, man kan ikke give Love for de sørgelige Undtagelser. Men gælder det ubetinget her, hvor Lovreglen ikke vil mærkes i alle de normale Ægteskaber, men netop kun bliver praktisk i de Undtagelsestilfælde, hvor der trænges til en Regel, der kan hindre de sørgelige Undtagelser?
Edv. Lehmann siger i en af sine Artikler, at det ikke er „de faktiske forhold, realiteternes tryk, som den moderne hustruklage lyder over. Hvis saa var, var det bønderkonerne, som førte an i oprøret. Men de er tavse.” De er nu ikke saa tavse, som Edv. Lehmann tror, i Dansk Kvindesamfund har de ialfald i en Aarrække dannet en Blok af de bedste Kærnetropper i Kvindesagens Arbejde og paa Fællesmøderne sagt mangt et klogt og djærvt Ord, i alle Landets Dialekter! I Kampen for Hustruens Ret har de kæmpet mere uselvisk end de fleste andre Kvinder. Edv. L. har nemlig forsaavidt Ret, naar han anser dem for mere tilfredse end andre, men den Grund, han anfører, at de „har nemlig stærke mænd og arbejde nok”, er ikke fyldestgørende. Hovedvægten maa lægges paa det, at netop deres Arbejde giver dem en vis økonomisk Selvstændighed. Deres Arbejde med Hønsehold og Havebrug skaffer dem rede Penge mellem Hænder, og det er en almindelig Regel, at de selv har fri Raadighed over disse Penge. Deri ligger en stor Tilfredsstillelse, der kan ranke Ryggen og give Lyst til alt det slidsomme Arbejde, der nu engang følger med, naar man er Kone paa Landet. For disse Kvinder er det brændende Punkt i Ægteskabsloven Reglen om Samraadighed ved Salg af Gaarden, det Sted, hvor de lægger deres Arbejde og Kræfter, og der er vist ikke mange Landbokvinder, af hvilken Partifarve de saa end er, der ikke ønsker denne Regel gjort til Lov.
Men de „tilfredse Hustruer” ønsker ingen Ændring i Loven! Er dette nu saa ganske givet? Og hvad Véd Mænd egentlig om Hustruers Tilfredshed? Mange Mænd er i dette Spørgsmaal elskeligt naive; naar de blot selv er tilfredse, og Hustruerne har tilstrækkelig megen „Fordringsløshed” til at tie stille, saa tror de den hellige Grav vel forvaret. Hvad vilde en saadan Ægtemand vel sige, hvis han engang f. Eks. kunde høre sin Hustrus lille Monolog over for en gammel slidt Kaabe, den Dag da Manden glad hjemfører et sjældent Frimærke til sin Samling, der er tilvejebragt ved Sparepenge, som han ene og alene har kunnet lægge op ved sin Hustrus dygtige Økonomi? Med den største Sindsro vilde Forkæmperne for en ny Ægteskabslov have set ikke blot et Par, men et helt Regiment af de „tilfredse” Hustruer rykke ind i Familieretskommissionen i den sikre Forvisning, at de dér vilde have givet mangt et nyttigt Indblik i den „tilfredse” Hustrus Anskuelser, i Kraft af det gamle Ord, at den véd bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa!
Edv. Lehmann kalder Kvinderne ,,det køn, som sagen væsentlig angaar”. Men naar man dog indrømmer det, og det vil vel de fleste gøre, saa maa man ogsaa i denne Sag Lægge Vægt paa, hvad Kvinderne mener derom, ikke konservative eller Venstrekvinder, radikale eller Socialister, nej, Kvinder af alle Partier, saaledes som de staar bag ved Dansk Kvindesamfunds mangeaarige Arbejde for at skaffe Hustruen den Retsstilling, hun bør have. Dette Lovforslag er ikke et specielt radikalt Lovforslag, paa sin Vis er det jo ret tilfældigt, at det bliver en radikal Regering, der kommer til at fremlægge et Forslag, der er Resultatet af mange Aars Kommissionsarbejde. Dansk Kvindesamfund vil ialfald protestere imod at det opfattes saaledes; naar undtages et enkelt Punkt, der ganske vist under Rigsdagsdebatten kom til at tiltvinge sig en væsentlig Del af Interessen, er Lovforslaget i alle Hovedtræk en Gengivelse af det Udkast, der er udarbejdet af Kommissionen som Resultatet af dennes radikale og konservative Medlemmers mangeaarige Overvejelser.
