« Tilbage til søgeresultaterne
Ad hvilke Veje bør Staten lette Forsørgerpligten for samlevende Ægtefæller?
Da Diskussionen om ovennævnte Spørgsmaal paany er blusset op, og Fru Gyrithe Lemche har fremsat et særligt Forslag, som nu ogsaa har fundet Vej til »Kvinden og Samfundet«, beder jeg den ærede Redaktion optage følgende:
Fru Gyrithe Lemche har i »Tidens Kvinder« for 28. Febr. 1920 fremsat et Forslag til at lette samlevende Ægtefællers Forsørgelsespligt. Paa Grund af Mangel paa Tid kunde jeg ikke efterkomme Opfordringen til at udtale mig om dette Forslag, og Tid til en grundig Drøftelse af det faar jeg desværre heller ikke foreløbig, men vilde dog gerne fremsætte nogle Bemærkninger, særlig foranlediget ved Fruens udtrykkelige Henvisning til mit Forslag i hendes Artikel i »Tidens Kvinder« for 20. ds.
Som det nærmere er udviklet i Betænkningen »Fremtidens Forsørgelsesvæsen« (1. Del) S. 300 - 12 og S. 343 - 48, gaar mit Forslag, som Fru L. dog ikke nærmere omtaler, i grove Hovedtræk ud paa, at Forbrugsskatterne bortfalder, og at der sker et med Børnetallet stærkt stigende Fradrag i Ægtefællernes Skat saavel til Stat som til Kommune samt tillige udbetales 200 Kr. aarlig
for hvert Barn, samlevende Ægtefæller har flere end 2, dog kun forsaavidt deres økonomiske Forhold ligger under en vis Trangsgrænse, stigende med Børnetallet og forskellig i By og paa Land. Udgiften herved vilde andrage ca. 55 Mill. Kr. aarlig (foruden Skattetabet ved Børnefradragene), og til Dækning heraf foreslaas bl. a. en stærk Udvidelse af Arveafgiften og en progressiv Børneskat paa Ægtefæller uden Børn og paa ugifte.
Fru L. er utilfreds med dette Forslag af 2 Grunde, dels fordi det direkte Tilskud vil nødvendiggøre Kontrol med Bidragets Anvendelse, en Kontrol, der vil blive betragtet som et Indgreb i Privatlivets Fred, dels fordi den af Hensyn til Udgifterne fornødne Trangsgrænse altid vil virke vilkaarligt og vil bidrage til at uddybe Klasseskellet (?) Hertil er at bemærke, at vil man ikke føre denne Kontrol, saa er den ikke mere nødvendig efter mit Forslag end efter andre, hvorved det offentlige begunstiger enkelte Borgere eller Skatteydere paa andres Bekostning, men at Kontrollen i alle Tilfælde bør føres, om end lempeligt, for at sikre sig, at Tilskuddet eller Lettelserne ogsaa kommer Børnene til Gode. Den anden Indvending imødegaas nedenfor, hvor det vises, at Fru L.s Forslag enten maa føre til endnu større Udgifter for det offentlige, eller ogsaa maa betyde mindre for Ægtefællerne; tertium non datur!
Efter i et Aarstid i Stilhed at have uddybet denne sin Utilfredshed fremsætter Fru Gyrithe Lemche da nu sit eget Forslag, der for at opnaa det samme anbefaler at gaa en anden Vej, som forøvrigt, hvad Fruen dog heller ikke omtaler, forlængst er foreslaaet af Hr. Lærer H. Mønsted i Tidsskriftet »Det nye Nord« for 9. Juli 1919 S. 423-25. Fru L. kalder dette sit (eller hans) Forslag »en Kombination af Skattelettelser og direkte Forsørgertilskud«, et uheldigt Udtryk, da denne Kombination netop er det særlige ved mit Forslag, se ovenfor. Men iøvrigt gaar Fru L.s Forslag ud paa, at der for hvert Barn af samlevende Ægtefæller gives et Fradrag i den paalignede Skat til Stat og Kommune af 100 Kr. og det Beløb, hvormed Fradraget overstiger Skatten, ydes som direkte Tilskud. »Der paalægges enlig Mand eller Kvinde og Ægtepar uden Børn som Forsørgertilskud et Tillæg til den skattepligtiges Indtægt af 50 pCt.«
Hvad der - efter Fru L.s Mening - opnaas ved en Løsning som den af hende foreslaaede skal være: »1) at Stat og Kommune yder deres Hjælp til at lette Forsørgerpligten for alle samlevende Ægtefæller, uanset om de arbejder i Stat og Kommunens Tjeneste eller i det frie Erhverv, 2) at Ikke-Forsørgere beskattes til Fordel for Forsørgere, 3) at Hjælpen uden Fastsættelsen af nogen Trangsgrænse vil blive ydet i størst Udstrækning til dem, som trænger mest!«
Lad os engang se! Man vil jo straks tro, at disse Goder (ad 1-3) opnaas særlig ved Fru L.s Forslag i Modsætning til mit, men- -!
ad 1). Det offentlige har ikke bedre Raad til at give Afkald paa Skat end til at yde positivt Tilskud; det bliver Hip som Hap. Og naar jeg derfor sætter en Trangsgrænse, er det netop, fordi Staten ikke har Raad til at yde Tilskuddet (eller give Skattelettelser) for alle. Jeg siger udtrykkelig i min Betænkning, hvad Fruen dog ikke omtaler, at det var bedst og heldigst, om Staten kunde yde alle Ægtefæller Hjælpen som en Ret, og den eneste Grund til, at jeg ikke stiller Forslag derom, er, at det saa vilde dreje sig om 995,000 Børn i Modsætning til 273,000, som Tallet bliver efter de af mig fastsatte Trangsgrænser - altsaa ikke om 55 Mill. Kr. men om godt 200 Mill. Kr.! - Kan Fru L. faa Rigsdagen til at bevilge (eller give Afkald paa) et saadant Beløb, vil jeg være hende meget taknemmelig. Men jeg tror det indtil videre ikke og nærer derfor mindre varme Følelser, saa meget mere som jeg vil give 200 Kr. for hvert Barn under Trangsgrænsen, Fru L. kun 100 Kr. for hvert Barn, men til alle! Det turde ikke være vanskeligt at se, hvilket af disse Forslag der yder »i størst Udstrækning til dem, som trænger mest«! Forøvrigt omtaler Fru L, heller ikke, at de Beløb og den Trangsgrænse, jeg regner med, ikke gaar ud fra det nuværende Prisniveau, men fra det, vi havde i 1917; havde det ikke været det mest loyale at nævne dette - hvis Fruen da véd det?!
Ad 2). At Ikke-Forsørgere beskattes til Fordel for Forsørgere, er endvidere ogsaa mit Forslag, saaledes at Fru L.s Udtalelser ogsaa her er noget misvisende for den rette Forstaaelse af Sammenhængen.
Ad. 3). Endelig benægter jeg som nys anført, rent ud, at de mest trængende hjælpes mest efter Fru L.s Forslag, Tværtimod, de hjælpes netop fortrinsvis gennem mit, jfr. ovenfor.
Men trods alt dette kunde Princippet i Fru Lemches (eller Hr. Mønsteds) Forslag jo alligevel være at foretrække, og paa Forhaand ser det ret bestikkende ud. Lad mig imidlertid gøre nogle enkelte Bemærkninger desangaaende og opsætte en mere grundig Undersøgelse, til jeg engang faar Tid, Tid kræves nemlig, da man dog maa se nøjere paa hele Skattesystemet, før man ohne Weiter kan jonglere saaledes med Tal og Procenter, som Fruen gør.
Men ud fra min mangelfulde Viden i Øjeblikket har jeg følgende Bemærkninger at gøre:
a. At gennemføre det fulde Retsprincip, altsaa at yde Bidrag for hvert Barn, er politisk uigengennemførligt og finansielt uoverkommeligt indtil videre, jfr. ovfr.
b. Fra et finansielt Synspunkt er det ganske ligegyldigt, om man vælger den ene eller den anden af de foreslaaede Veje, forudset naturligvis at det offentlige yder det samme, jfr. ovfr.
c. Forholdet mellem Fradraget i Skatten til Staten og til Kommunen er efter Fru L.s Forslag ganske taaget. Forholdet mellem Paaligningsreglerne for Stat og Kommuneskat synes ikke at staa Fruen klart, men under alle Omstændigheder skal Fradrag ske ogsaa i den kommunale Skat, hvilket er en ret umulig Tanke, haabløs ødelæggende netop for alle de Kommuner, som paa Grund af en stor og børnerig, men iøvrigt fattig Befolkning i Forvejen er daarligt stillede, og som nu tilmed skal yde langt større Fradrag (eller rettere Tilskud) end andre Kommuner. Om ikke af andre Grunde, vilde Forslaget være dødfødt af dette ene Hensyn eller ogsaa maa hele Skattesystemet først omlægges, men dette er visselig lettere sagt end gjort. Efter mit Forslag bærer Kommunerne kun 1/8 af Tilskuddene, Staten hele Resten, hvorved der tages Hensyn til det yderst forskelligartede økonomiske Niveau i de forskellige Kommuner.
d. Ligeledes er den 50 pCt. Forhøjelse af de enliges Skatteindtægt et ganske vilkaarligt Tal, som overhovedet ikke kan fastslaas, da Procenten i de forskellige Kommuner maatte være forskellig, afhængig af Kommunens hele Økonomi, jfr. ad c. Man kan ikke saaledes operere med en enkelt (stor) Skat, uafhængigt af Skattesystemet iøvrigt eller af den enkelte Kommunes Stilling.
e. Fru L.s Forslag forudsætter, at de skattefri Fradrag til Staten bortfalder, men Bevægelsen er hidtil gaaet i modsat Retning, og i bedste Fald maatte Statsskattelovene laves om.
f. Fru L. hævder, at Kontrol er nødvendig ved direkte Tilskud, men ikke ved Skattefradrag. Vil hun da føre Kontrol med alle de fattige Forældre, som ingen Skat betaler, som altsaa kun faar direkte Tilskud, men ikke med alle de Forældre, som faar Tilskuddet i Form af Nedsættelse af Skatten. Dette vilde være logisk efter hendes Ræsonnement, men vilde det være demokratisk, og vilde det ikke føles bunduretfærdigt?
g. Fru L. hævder, at den indirekte Hjælp ikke rummer nær de Farer for Misbrug, som den direkte og derfor overflødiggør Kontrollen. Men bortset fra, at de direkte Tilskud skulde udbetales ratevis, og at et vist Tilsyn i begge Tilfælde burde føres for at sikre Samfundets Interesse i Børneforsorgen, tror Fru L. saa ikke, at hendes Forslag i høj Grad vilde føre til Skattesnyderier, bevidst urigtige Selvangivelser o. s. v.
h. Efter Fru L.s Forslag bliver Skattevæsenets Administration et underligt Amfibium af Skatte- og Forsørgelsesvæsen, Jeg lægger i min Betænkning saa megen Vægt paa en Centralisation af Forsørgelsesvæsenet, derunder Børneforsorgen, at jeg allerede af denne Grund vilde være yderst betænkelig ved en Ordning, hvorefter de halve Børnebidrag udbetaltes af Forsørgelsesvæsenets øvede Administration, Resten af Skattevæsenet uden Kontrol, en administrativ og saglig urimelig Splittelse, der hurtig vilde vise sine uheldige Virkninger.
i. Fru L. er klar over, at dette store Samfundsspørgsmaal »bør løses og løses snart«; men tror hun egentlig, det fremmer Løsningen at fremsætte et nyt Forslag, som har disse betænkelige Sider, og som tillige forudsætter en Omkalfatring af baade Skatte- og Forsørgelsessystemet. Jeg tror, det er det værste, man kan gøre, hvis man ønsker Sagen gennemført, og derfor har jeg i Betænkningen bevæget mig paa de allerede banede Veje.
- Ja, med disse korte Antydninger maa jeg i Øjeblikket lade det bero. Men hvis Fru L., som jo har arbejdet med dette Spørgsmaal siden November 1918, i en lidt udførligere Form vilde fremlægge sit Materiale, nemlig sine Undersøgelser vedrørende Skattesystemet og de Svingninger i dettes Grundlag, som hendes Forslag forudsætter samt Udgifterne vedrørende Forslaget, vilde det ogsaa være lettere for en anden at komme til Bunds i Sagen, hvilket er meget vanskeligt, naar man er stærkt optaget og mangler den fornødne Statistik. Jeg beder altsaa undskylde, men dels er jeg opfordret til at svare, dels fristede Fru L.s noget skæve og ikke fejlfri Henvisninger til mine Forslag til at ofre en Times Nattesøvn for at anbringe en vist ikke helt unødvendig Bremse-Klods paa Fruens smukt pyntede Vogn i dens Fart fremover.
Frederiksberg, d. 22 Marts 1920.
