Lovgivningstaktik i Kvindesagen.

Formaalet bør være, at Loven stiller begge Køn lige, hvor fornuftigt Hensyn til det ene eller det andet Køns særlige Natur ikke med Rette kan begrunde en Undtagelse fra Reglen. Saaledes bør Kvinder ikke komme ind under Værnepligtsloven, lige saa lidt som Mænd under en Lov om Jordemødrenes Pligter.

Kun hvor Loven gør Undtagelser fra Reglen om begge Køns Ligestillelse, bør den udtrykkelig nævne „Mænd” eller „Kvinder”. I alle andre Tilfælde bør „han” - siden det nu en Gang er blevet sædvanlig Lovfortolkning - ogsaa betyde „hun”; og hvor „Kvinder” ikke særlig nævnes i en Lov, men intet strider imod, at den anvendes ogsaa med Hensyn til Kvinder, bør dette ske.

Baade Reglen og Undtagelsen er saaledes klare nok.

Men nu kommer vi til Taktiken for at nærme os Formaalet under Lovgivningsvirksomheden, efterhaanden mer og mer.

I det Lovforslag - for at tage et Eksempel - der den 4de Oktober 1892 blev forelagt Folketinget „om Ordningen af det statistiske Bureau”, findes følgende Bestemmelse: „Kvinder har lige Adgang med Mænd til de i denne Lov nævnte Bestillinger”.

Skal denne Bestemmelse udstemmes eller blive staaende?

Det er det Spørgsmaal, som enhver Folketingsmand, der er Kvindesagsven, bør gøre sig. Og de, som er det uden at være Folketingsmænd, burde paavirke disse i Retning af enten ja eller nej.

Denne Bestemmelse er knyttet til § 2, der alene handler om „Bestillinger” (læs: de underordnede Stillinger), medens en tilsvarende ikke findes i § l, der handler om Embederne i Bureauet. Udstemmes denne Bestemmelse af § 2 nævnes Kvinderne ikke særlig i Loven. Og de vil da kunne ansættes ogsaa som Fuldmægtige og Kontorchefer - ja, en Kvinde vil endog kunne blive Direktør for Statens statistiske Bureau. Dersom nogen skulde finde det latterligt, om en Kvinde en Gang indtog en saadan Stilling, - behøver man kun at minde om Fru Sonja Kovalewski, der døde som Professor i Matematik ved Stokholms Universitet. Talsans kan Kvinder vel have lige saa vel som Mænd.

At Kvinder vil faa samme Adgang som Mænd til Embeder og Bestillinger ved Statistisk Bureau, naar den nævnte Bestemmelse i § 2 udstemmes, følger af, at Adgangen ikke er betinget af nogen Embedsprøve - saa vidt jeg har kunnet erfare.

I Parantes: Anderledes, da Spørgsmaalet var om Kvinders Adgang til Embeder og Bestillinger ved de lærde Skoler! Kgl. Anordning af 25de Juni 1875 bestemmer nemlig, at Kvinder ikke gennem Fakultetsprøver eller Erhvervelsen af akademiske Grader faar Adkomst til offenlig Embedsansættelse, som er betinget af saadanne. Derfor kan Kvinder, saa længe denne Anordning er til, ikke blive Rektorer eller Adjunkter; men „Administrationen kan anvende Lærerinder som Timelærerinder 1) ved de lærde Skoler,” - saaledes svarede Ministeren (Goos) mig den 22de Marts under Folketingets Forhandlinger (Sp. 4975), da jeg spurgte ham, hvorvidt „han” i denne Lov kunde forstaas som „hun”. Og med Hensyn til Optagelsen af kvindelige Lærlinger i de lærde Skoler gav han mig Ret i, at Administrationen virkelig kunde fortolke „han” som „hun”, idet han kun bemærkede, at den - d. v. s. den nuværende Minister - ikke vilde indrømme kvindelige Elevers Optagelse imod vedkommende Rektors Vilje. Ministeren svarede altsaa ikke - som det er paastaaet - „et bestemt Nej” paa mit Spørgsmaal. Han svarede ikke anderledes, end han maatte. Han henviste til den nævnte kgl. Anordning; den vilde hindre ham i at ansætte Kvinder i Embeder ved de lærde Skoler. Men deraf følger, at, naar denne Anordning ophæves (hvilket Ministeren kan gøre uden Rigsdagens Medvirkning), vil „han” ogsaa i Loven om de lærde Skolers Lønninger kunne forstaas som „hun”. Derfor er det netop et Fortrin ved denne Lov, at Kvinden ikke er nævnt særlig, saaledes som i Lovforslaget om Ordningen af Statistisk Bureau, hvor hun - saa at sige - er nedsat i „de Meniges anden Klasse”. Det er altsaa imod Indskrænkningen i Anordningen af 1875, at Slaget skal rettes. Det vil være den bedste Taktik.

I Lovgivningen vil i Almindelighed den bedste Taktik være: intet at nævne om Kvinden, hvor det kun afhænger af Administrationen, om Loven skal gælde Kvinden lige saa vel som Manden.

Dog - for at vende tilbage til Eksemplet: Lovforslaget om Statistisk Bureau - kan man naturligvis ogsaa gaa en anden Vej til det samme Formaal. Man kan stille Ændringsforslag til § 2 om, at ovennævnte Bestemmelse affattes saaledes: „Kvinder have lige Adgang med Mænd til de i denne Lov nævnte Embeder og Bestillinger” (læs: tilføje de to fremhævede Ord). Lovens Mening vil derved blive den samme, som om der aldeles intet var nævnt om Kvinderne særlig. Hvad enten de nævnes saaledes eller aldeles ikke nævnes, kan Administrationen lige godt ansætte Kvinder i Bureauets Embeder og Bestillinger. Det sikre er, at den nuværende Administration, og uden Tvivl de følgende i en lang Fremtid, kun vil ansætte Kvinder i Bestillinger (ikke i Embeder). For saa vidt bliver den praktiske Følge af Ændringen foreløbig lig med Nul. Med dette for Øje er det næppe Umagen værdt at stille noget Ændringsforslag 2). Det kan endog være en Fordel, i Overgangstiden, at Kvinden netop nævnes.

Nævnes imidlertid Kvinden saaledes, at hun skal have samme Adgang som Manden ogsaa til Embederne, da er der ogsaa noget andet, som maa anses sikkert: at der aldeles ingen Lov udkommer.

Her møder vi da et nyt taktisk Spørgsmaal med Hensyn til Kvindesagen.

Skal man stemme imod enhver Lov, hvori Kvinden ikke er kommen til sin fulde Ret, selv om Loven i øvrigt er et virkeligt Fremskridt?

Sæt, at Gennemførelsen af Loven om Ordningen af Statistisk Bureau er nødvendig for at faa en saadan Statistik om de kvindelige - saa vel som om de mandlige - Arbejderes Kaar, Lønningsforhold, Arbejdstid m. m., som ikke kan undværes ved Løsningen af de store Arbejderspørgsmaal!

Vil det da være forsvarligt at forkaste Lovforslaget ved den endelige Afstemning, fordi Kvinden ikke i det har faaet sin fulde Ret?

Og hvad her er sagt om det eksempelvis nævnte Lovforslag, gælder i Almindelighed:

Er det forsvarligt at drive „Visnepolitik” for at tvinge Kvindens Rettigheder igennem? - hvad dog næppe lykkes alligevel! Vilde Kvinden ikke selv lide alt for meget under en saadan Taktik fra Lovgivningsmagtens Side?

Er hun ikke mere eller mindre berørt af enhver almindelig Fremskridtslov, selv om den ikke umiddelbart kommer hende til gode?

Et Eksempel!

Valgrettens Udvidelse maa fra demokratisk Standpunkt anses for et Fremskridt. Enhver Udvidelse vil sandsynligvis skaffe Rigsdagen flere Kvindesagsvenner. Selv en Udvidelse, som ikke endnu giver Kvinden politisk Valgret og Valgbarhed lige med Manden, vil dog bringe hende dette Formaal nærmere.

Bør Kvinden da ikke støtte den Taktik, som bringer hende nærmere til Maalet, uagtet den ikke straks bringer hende lige dertil?

Naturligvis bør Kvindesagens Venner i Lovgivningen søge at gøre Kvindens Ret gældende saa meget som muligt. Men af Hensyn til det almindelige Fremskridt, som kommer ogsaa Kvinden til gode, vilde det være uforsvarligt, om de vilde hindre det, fordi Kvindens Ret endnu ikke fuldt anerkendtes med det samme

Kunde man ikke tænke sig et kvindeligt Medlem af en fremtidig lovgivende Forsamling holde følgende Tale: „Da jeg indser, at den eller den Bestemmelse om Kvindens Ret - som dog før eller senere vil blive anerkendt - i dette Øjeblik er en Hindring for, at hele Folket kommer til sin Ret, hvorved et stort Fremskridt sker, saa tilraader jeg Forsamlingens kvindelige Medlemmer at stemme imod Bestemmelsen, og det for at sikre Reformen” - ? Saaledes gavnede hun maaske allermest Kvindesagen.

Fredrik Bajer.

1) Timelærerinder er nemlig ikke Embedsmænd.

2) Det skulde da være for at faa Hr. Jens Busk og lignende til, ved et Navneopraab, at hinde sig for Fremtiden.