« Tilbage til søgeresultaterne

Til Kvinderne.

« Se emneord

Af sociale Spørgsmaal er der sikkert intet, Kvinderne er varmere for, end Fredssagen. Vi nærer derfor det Haab, at den Fredsadresse, hvis Ordlyd vi i Dag bringer i vort Blad, maa finde travle Agitatorer iblandt de mange varmhjærtede Kvinder, som læser dette, saa at der ikke maa blive et Hus i Landet, hvor ikke Adressen har været til Underskrift. Husk, at vi Kvinder ifjor fik 26,000 Underskrifter paa Madadressen alene i København, hvor mange vil der da ikke kunne skaffes hele Landet over for Freden!


Det vil gøre stor Virkning hele Verden over, naar ogsaa det lille Danmark staar med sine 100,000 Underskrifter som et Vidnesbyrd om et fredelskende Folk.


Adresserne er trykte til forskellige Underskrivere - Vælgere, unge Mænd og Ikke-Vælgere samt Kvinder.


De, der ønsker at arbejde for Underskrifter, kan i Provinserne henvende sig til de stedlige Blades Redaktioner, hvis disse ikke skulde have Eksemplarer af Adressen, da til Redaktionen af Kvindebladet „Hvad vi vil”, Naboløs 4, eller til Adressens Hovedbureau, Blegdamsvej 26.


Opraab til det danske Folk.


Repræsentanter for Fredsforeninger fra næsten alle Evropas Lande, forsamlede i Sommer i Bern, vedtog, at der skulde sættes en Verdensadressebevægelse i Gang til Fordel for Voldgift og Fred. Vi udsender hermed vor.


Vi beder indtrængende enhver dansk Mand og Kvinde, som tror, at Freden er bedre end Krigen, enhver, der véd, hvilken Ulykke og Nød Krigen bringer over Folk, enhver, der føler de tunge Byrder saa vel af personlig som af økonomisk Art, Krigsvæsenet fører med sig, om at underskrive nedenstaaende Adresse.


Vælger! Du siger, den Sag vedkommer ikke dig! Maaské Du selv eller din Søn skal være Krigens Offer! Men ét maa Du vide: at Du daglig maa være med til at bære Krigens og Krigsforberedelsernes tunge Byrde. Du maa daglig være med til at ofre mange tusinde Kroner til Militarismen. - Du unge Mand, der selv skal i Krigen, har Du heller ingen Interesse i, at den fjernes?


Og Du, Kvinde, hvis Søn, Mand, Forlovede eller anden nær Slægtning kan dig berøves ved Krigen, vedkommer det ikke dig?


Vore Modstandere vil regne dig til sine, naar Du er ligegyldig. Her gælder det: Hvem der ikke er med os, er imod os.


Vi retter derfor en indtrængende Opfordring til enhver dansk Mand og Kvinde, til enhver Menneskeven, til enhver Demokrat, til enhver Vælger, der har stemt for Militærudgifternes Nedsættelse, om at underskrive Adressen og at virke for dens Underskrift. Vi beder enhver, der har Raad og Vilje dertil, at støtte Fredssagen og Fredsadressen ved at bidrage 10 Øre eller derover.


Vi retter en indtrængende Opfordring til enhver frisindet Forening, af hvad Art nævnes kan, om at besørge Adressen underskrevet.


Vi beder Mænd og Kvinder om i hvert Sogn og i hver By at danne en Komité og besørge Adressen underskrevet af saa mange som muligt. Den bør om muligt bringes til enhver Mand og Kvinde over 18 Aar. Lad Vedkommende saa for sin egen Samvittighed afgøre, om han eller hun vil skrive sit Navn under.


Alle bør skrive under.


Alle bør arbejde for Adressen. Maalet er fælles for alle.


Vælgere underskriver paa en Liste for sig. Mænd over 18 Aar, der ikke er Vælgere, for sig, Kvinder over 18 Aar for sig.


By- eller Sognnavn, Amt og Folketingskreds bedes udfyldt.


Adresserne og Pengebidragene bedes indsendte senest 1. Februar 1893 til „Dansk Fredsforenings Adressebureau”, Kbhvn. N.


Til Danmarks Konge, Regering og Rigsdag!


Evropa sukker under Vægten af Rustninger, der hæmmer de borgerlige Fremskridt, uden at betrygge Freden.


Et rædselsfuldt Menneskeslagteri vilde blive Følgen af, at Krigsluen tændtes i Evropa.


Under Storstaternes Kamp vil de smaa Stater trues med Undergang.


Ikke ved Rustninger, men ved Voldgift betrygges Freden.


Først naar Retten træder i Magtens Sted, kan vi danske haabe Lægedom for de Saar, Krigen har slaaet os.


Vi danske Mænd og Kvinder forener derfor vor Røst med alle Evropas Fredsvenner, idet vi begærer:


Fred for Fædrelandets Bevarelse.


Fred for Hjemmets Lykke,


Fred for vort daglige Brød,


Fred, for at vi kan komme dem til Hjælp, der lider Nød.


Vi retter den ærbødige og indtrængende Begæring til Danmarks Konge, Regering og Rigsdag,


at de vil imødekomme Amerikas Tilbud om vedvarende Voldgiftstraktater og forsøge at faa lignende Traktater oprettede med evropæiske Stater,


at de vil støtte Arbejdet til Fredens Betryggelse ved Bevillinger til de evropæiske Fredsmøder og Verdensfredsbureauet, og


at de dernæst vil fritage vort Folk for en betydelig Del af de Byrder, som ødelæggende og skadelige Rustninger paalægger, og anvende de besparede Midler til nyttige Samfundsreformer.


Vi vil Broderskabet gennem Freden.


Vi vil det almene Vel gennem Arbejdet.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner