En Moders Suk.
Se saa, min lille Pige! kan du nu ligge pænt i din lille Lulle, saa er du sød og vakker - og saa skal Moder synge for dig:
Lille Rosa, du min egen Pige!
du, mit Hjertes Fryd, min Kærlighed!
du, som glæded mig foruden Lige,
da til mig du kom fra Himlen ned!
..... ,,min egen” - „til mig” - aa, ja var det endda sandt! Men du er jo ikke en Gang halvt min egen Pige, skønt ingen har lidt saadan for dig, som jeg. Du tilhører jo din Fader, du er hans og til Dels Samfundets Ejendom, slet ikke min. Til ham er det, jeg har født dig. Aa Gud! jeg har blot været Redskabet, han har brugt og endnu bruger for at faa dig frem i Verden. Og dog er jeg et Menneske som han, med de samme Følelser og Tanker, med de samme Længsler og Drømme, med den samme - eller kanske endnu større - Kærlighed til mit Afkom! Ja, havde jeg endda ikke kunnet tænke, ikke kunnet føle, ikke kunnet forstaa det aller mindste! Men jeg føler i alt Fald bedst, ligesom instinktmæssigt, hvordan du, min lille Ven, skal have det. Herre Gud! jeg har jo ogsaa baaret dig under mit Hjerte i mange Maaneder. Du har i den Tid været en Del af mit eget Legeme - vi har været ét Kød og Blod. Du tog al din Næring fra mig, dit Liv var fuldstændig afhængigt af mit. Og alligevel - ikke en Gang da raadede jeg for, hvad du skulde leve af. Ti jeg raadede jo ikke for mine egne Maaltider - alt skulde jeg selv som et lille Barn tage af din Fader - vor fælles Herres Haand. Saadan er Ægteskabslovene, det hellige kristelige Ægteskabs Grundlag. Jeg skal fortælle dig om det, naar du bliver stor. Eller kanske det vilde være bedre for dig, om du aldrig fik det at vide. Ti du bliver jo ogsaa kun en stakkels Kvinde!
Ja, lig nu smukt stille, lille Rosa! Jeg kan ikke godt synge mere denne Gang. Det gør saa ondt i mit Bryst. Kunde jeg endda lade være med at græde! Bare din Fader ikke skal komme og se mig saadan! Han er jo i Grunden god imod mig - han giver mig endnu næsten alt, hvad jeg beder ham om. Men jeg beder ham da for Resten heller ikke ret tit om noget, for det er saa forfærdelig strengt for mig at skulle bede, „bede” - om hvad? om det, der er mit eget lige saa godt som hans, om det, jeg tjener ved mit personlige Arbejde lige saa vel som han, idet jeg giver mine Kræfter til den indvendige Husets Gerning, medens han virker udadtil. Hvorfor skal jeg bestandig bede ham, og han aldrig mig om det, der er vort Fælleseje? Aa, men det er dog ikke det værste!
Nej, naar nu du bliver større, lille Rosa, og du maaské faar Lyst til at lære et Haandværk for at blive mere fri og selvstændig end din Moder; naar din Fader saa ikke synes om det, og han kanske imidlertid har forandret sig, saa han ikke længere er saa hensynsfuld mod din Moders Bønner som nu ja, saa kan din Moder slet ikke hjælpe dig. Det har aldeles intet at betyde, hvad hun mener om din Opdragelse. For hun er kun en Kvinde - og du er blot din Faders Barn! -
Aa Gud! Havde jeg endda vidst det, før jeg giftede mig! -
