"Vore Børn".

12 folkelige Foredrag ved Dr. Med. Hans S. Kaarsberg

II.

Efter at Dr. Kaarsberg i sit første Foredrag har omtalt Ægteskabet og Barnet, gaar han over til at tale om Opdragelsen. Han mener med Rette, at vil man stille et Barns Horoskop, saa er det ikke tilstrækkeligt at tage Hensyn til Afstamningen; den moralske og fysiske Opdragelse spiller her en lige saa stor Rolle; „thi ligesom Opdragelsen, i videste Forstand, i mange Tilfælde vil kunne forebygge, at Barnet rammes af Arvelighedens haarde Lov, saaledes vil den ogsaa kunne modvirke, maaské endog kvæle, den Sygelighed, som vitterligt allerede har sat Rod og Spire hos det arvtagende Barn”. - Dr. Kaarsberg gaar strengt i Rette med de mange Børneopdragere, der hengiver sig til dette saare ansvarsfulde Kald, uden at eje hverken de Evner eller Kundskaber, som er nødvendige, han gaar i Rette med „dem”, der uddanner de mange Lærere og Lærerinder, og ved den Eksamen, der danner Endestationen for deres Uddannelsesrejse - en i Sandhed daarlig Prøve sten for deres pædagogiske Dygtighed - stiller en latterlig Fordring i Retning af Udenadslæren og Fingerfærdighed, mens de ganske forsømmer at lære dem det, der er mest nødvendigt. Kendskabet til deres eget Legeme, dets Krav og Drifter, dets Pleje og Vedligeholdelse. Kendskabet til de almindeligste Børnesygdomme, de saa kaldte „Skolesygdomme”, der gør Barnet sløvt og uimodtageligt - en Sløvhed og Uimodtagelighed, der ofte fra den uforstandige Lærers Side straffes som Dovenskab og Ligegyldighed. Kendskabet til det vaagnende Kønsliv, der mægtigt og betagende griber Barnet, og saa ofte fører det paa Afveje; men intet af dette fordres der af dem, til hvem vore Børns Opdragelse betros, og de Ulykker, som denne Mangel paa Viden afføder, viser Dr. Kaarsberg os klart og tydeligt i sit andet Foredrag. Det er Lærernes Pligt at kunne se, de bør vide, at seksuelle Pervirsiteter lettest opstaar, hvor mange Børn af samme Køn er samlede, at „Onanismen”, denne baade hos Børn og Voksne saa sørgelig udbredte Last, fødes og trives bedst ved Smitte; for den, der kan se, vil det som Regel være let at finde Ulven blandt Faarene, at finde „den” eller „dem”, fra hvem Smitten udgaar, og finde de rette Midler til at stanse, og mulig helbrede Lasten; men de Børneopdragere, der intet kender til dette udbredte Onde, der lader haant om denne Sags uhyggelige Alvor, under deres Opsyn vil Onanismen og dens Broder Pæderastien blomstre frodigt og udbrede sin Gift til alle Skolens Elever, og Læreren vil ikke forstaa det, før han en Gang stilles Ansigt til Ansigt med Lasten, maaské hos sit eget Barn. Skylden for Børnenes Fejltrin kommer dog ikke til at hvile paa Læreren alene, Forældrene, der ved egen Uforstand mister Barnets Fortrolighed i den Alder, hvor det mere end nogen Sinde trænger til kærlige, forstandige Raad og Formaninger som Svar og Modvægt for alle de Tanker, Ønsker og Længsler, som den spirende Kønsdrift vækker hos dem, paa disse Forældre hviler den halve Skyld.

Jeg kan ikke noksom rose dette Afsnit i „Vore Børn”; gid jeg kunde raabe et „Læs” ud over hele Verden, og at dette Raab maatte blive hørt og fulgt selv i de fjerneste Kroge.