Sand Kvindelighed.*)
Der har nylig i vor Samtaleforening været diskuteret om Kvindesagen og om Kvindernes Stemmeret i det hele. Gjennem de Udtalelser, som der ere fremkomne, har det været klart, at Kvinden hos de fleste Skandinaver endnu betragtes som en Sort underordnet Væsen. Selv om man, dreven af sund Sans og Retfærdighedsfølelse, maa indrømme det berettigede i Kvindesagens Fordringer, saa sker det paa en Maade modvilligt som en Slags nedladende Naade, man viser det "svagere Køn". Der er lidet af den Begejstring for Retfærdigheden, man skulde vente, lidet af den Skamfølelse over, at Mændene gennem Tiderne har benyttet sin Overmagt til at underkue sine bedste Venner og Medhjælpere, Kvinderne, lidet af den Glæde, hvormed man burde gøre gammel Uret god igen. Det mest fortærskede Modlæg mod Kvindesagen er nu det, at Kvinden skal blive saa ukvindelig ved det. Man synes at forestille sig, at hun absolut maa have Buxer paa og ryge Cigar, hvis hun skal gaa ned til Valgurnen og putte en Valgseddel ind igennem Gluggen, eller at hun med en Gang vil forsømme sine Moderpligter, hvis hun skal tillades at slippe udenfor Køkkenet og Barnekammeret.
De, som nu er bibelstærke, og for hvem Bibelens Ord staar som ufejlbar Autoritet, de kommer nu først dragende med den berømte Skildring af, hvad en sand Kvinde skal være, i Salomons Ordsprog, og dernæst med Pauli strænge Forbud, at Kvinden ej skal tale i Menigheden. Hvis nu, som Ortodoxe mener, Salomons Ordsprog virkelig er forfattede af den berømte Kong Salamon, saa skulde nu han være den sidste til at fortælle os, hvad sand Kvindelighed var, han, som, efter Bibelens eget Udsagn, havde 1000 Koner (l Kong 11, 3) og derved tilstrækkelig viste, hvad Slags Pris han satte paa Kvinden. Det er akkurat, som om vi nu maatte gaa til MormonYpperstepræsten med sine 20 - 40 Koner for at faa at vide hvad sand Kvindelighed var. Og Paulus var jo ugift og som saadan ikke rigtig den rette til at hente Oplysninger fra, om hvad der forstaas ved sand Kvindelighed. Sagen er, at vi er saa vant til at fastslaa vore en Gang dannede Begreber om det
passende som en evig gældende Norm, at vi farer op, hvergang nogen rører ved det bestaaende og tilvante. Deraf kommer ogsaa vor Tilbøjelighed til lige overfor Kvinden at ville fastslaa som sand Kvindelighed vore tilvante Begreber om, hvad der passer sig eller ikke, uden at tage Hensyn til, om disse Forhold er retfærdige eller ej, hviler paa fornuftig Grundvold eller ej, er overensstemmende med Naturens Love eller ej. Men skulde vi gaa efter denne Bestemmelse og fastslaa, hvad sand Kvindelighed var, saa kom vi til det Resultat, at hos en Nation var sand Kvindelighed et, hos en anden et andet; thi Begreberne om, hvad der passer og egner sig for Kvinden, er saare forskellige i de forskellige Nationer og til de forskellige Tider. Vil man gaa til en Indianer og spørge om, hvad sand Kvindelighed er., vil han formodentlig svare, at det er at øve sig op til at bære Byrder og gøre alt det tunge Arbejde, mens han, Mandfolket, sidder og dovner sig og ryger sin Pibe; vil man spørge en Hindu, vil han svare, at sand Kvindelighed bestaar i ikke at lære noget, men være Mandens Ejendom, indespærret i hans hus; vil man spørge Præsten Muus, saa vil han svare, at sand Kvindelighed er at "smøre sig med Taalmodighed" og være "Manden underdanig i alle Ting". Vil man altsaa tage vore tilvante Begreber til Maalestok, saa kommer sand Kvindelighed til at skifte med Sæder og Nationer, og desuden hos hver Nation at staa stille og være uimodtagelig for Udvikling. Skildringerne i Bibelen af Kvinder og sand Kvindelighed kan derfor ikke være bindende for os; thi de viser kun den Nation eller den enkelte Forfatters Opfatning af, hvad sand Kvindelighed er paa hans Tid, paavirket som den er af omgivende Forhold og Tankegang. Naar vi derfor læser Ordsprogenes Stilling, og hvorledes en sand Kvinde skal være, er vi ikke bundne til at sige: "Amen, saaledes er det, og saaledes være det i al Evighed" nej, vi vil saamænd faa Lov til at kritisere Hr. Salomon, vi vil faa Lov til at spørge, om der er Ræson i det, han siger, vi vil faa Lov at beholde det som er godt, og vrage det, som er daarligt, men ikke anvende den Skildring som et Ideal for vore, det nittende Aarhundredes Kvinder i Europas og Amerikas Stater; thi Kvindeidealer opstilles ikke almindeligt af Mænd, som holder et Harem af 1000 Koner.
Ved at læse gennem Ordsprogenes Skildring af en sand Kvinde, slaas vi strax ved den malende Livlighed i Striden, som har gjort dette Stykke til et Yndlingsstykke; men ved at se nøjere paa, hvad der er, som roses saa hos hende, finder vi, at det er det, at hun skal staa for alting, styre hele Forretningen og skaffe Maden til hele Huset. Manden sættes aldeles ud af Betragtning. Han skal have Lov til at være en Ladhans, som læsser alt Arbejde og al Bekymring over paa hende. Selv sidder han bare i Porten og røger Tobak og prater med Kammerater. Der er noget Indiansk i det hele Ræsonnement. Jeg ved ikke, om en konservativ Skandinav vil gaa ind paa dette en Gang at overlade Konen Buxen og begge Enderne. Det synes jo at maatte føre til, at hun ogsaa fik hans borgerlige Ret, naar hun udfører det Arbejde, som hidtil har været betragtet som hans.
"Hvo kan finde en duelig Kvinde", siger Salomon, og ved at læse over det følgende ser vi, at han mener Duelighed i Arbejde. Hendes Mands Hjerte tør forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde. Ellers forlanger jo vi, at Manden skal forsørge Konen, som det hedder, men Salomon forlanger her, at det er Konen, som skal forsørge Manden. Og han udvikler nærmere, hvad han mener mod dette. "Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gærne med sine Hænder", siger han. Indkøbet af det Raastof, som trænges til Klær, og saa siden selv forarbejde det. "Hun staar op, naar det endnu er Nat", fortsætter han, "og giver sine unge Piger deres beskikkede Del" (v 15.) Hun skal staa op, før det endnu er lyst, for at gøre Frokosten istand og sætte Pigerne i Arbejde, efter at de har spist. "Hun udstrækker sine Hænder til Tenen, og hendes Hænder tage fat paa en Rok". "Hun gør sig Tapeter; hvidt Linned og Purpur er hendes Klæder". "Hun gør kostelig Lin, Klæde, og sælger det og overantvorder Købmanden Belter". Hun skal altsaa ikke alene holde sin Mand og sine Børn med Klæer, men hun skal forsyne Huset med Luxusartikler og desuden arbejde op Sager, som kan sælges til Købmanden. Hun faar nok ikke stor Tid til Hvile. Og ikke nok med det. Hun skal ved Siden drive Spekulationsforretninger. Saa siger Salomon videre: "Hun tænker paa en Ager og faar den, hun planter en Vingaard af sine Hænders Frugt". "Hun fornemmer, at hendes Købmandsskab er godt, hendes Lygte udslukkes ikke om Natten". Hun skal altsaa spekulere "i real estate", som vi vil kalde det, se at erholde Land til Dyrkning. Og hun skal arbejde med alt dette til sent paa Natten, paa samme Tid som hun skal staa op, før det gryr ad Dag. Men naar skal da denne arme Arbejdstræl faa hvile? faa sove? - ja, det spørges der ikke om, det hører ikke med til sand Kvindelighed. Og under alt dette Slid, som gaar Nat og Dag, skal hun desuden altid være i godt Humør, glad og tilfreds; thi som der staar: "Styrke og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid. Hun oplader sin Mund med Visdom, og Miskundheds Lov er paa hendes Tunge". Og; hvad Løn faar hun for alt sit Stræv? Jo, først Ros af sine Sønner og Mand - der staar ikke, at han skal hjælpe hende, men han skal rose hende - dernæst skal hun have den Glæde at vide, at hendes Mand er navnkundig i Portene, ikke hun selv; nej, Manden skal have Æren, men hun har Slidet, og saa ender Salomon med at bede om som en Venlighed, at man skal give hende af hendes Hænders Frugt. Hun skal ikke have Ret til sin egen Fortjeneste, men Manden og Sønnerne skal naadigt tilstaa hende Mad og Klær og kanske lidt Fornøjelser atpaa. Det minder mig slaaende om noget, jeg oplevede sidste Søndag. Jeg var ude at spise til Aftens hos en Familie, hvor Manden ingen Ting gør uden at drikke, hvis nogen vil traktere paa ham, eller true Penger af Konen, og hvor Konen, efter denne Salomons Opskrift, slider og slæber for at holde Huset, oppe og føde sin uværdige Mand. Denne Mand sagde da med en vigtig Mine: "Min Kone ønsker at gaa op paa Harmonia Hal i Aften og se paa "Genboerne", men jeg ved ikke, om jeg skal gi hende Lov". "Hun behøver da ikke at spørge Dem om Lov", sa jeg, "det er jo hende, som tjener alle Pengene", hvortil han svarede
med et Smil: "Aa ja, jeg ved jo, at De har slige underlige Ideer i det Stykke". Manden talte, som noget der faldt af sig selv, om at han, Dagdriveren, Drikkeren, som ikke kan forsørge sig selv, dog i Kraft af at være Mandfolk skulde have Ret til at give hende af hendes Hænders Frugt; ligesaa vist som han har Ret ved Stemmegivning at kaste sin Stemme, mens hun, den dygtige, der styrer hele Forretningen og betaler Skatterne, maa sidde hjemme uværdig, fordi hun er født Kvinde.
At formane til Arbejdsomhed og Sparsomhed i et Hjem, at bede de to, Mand og Kvinde, i al Venlighed at hjælpe hverandre med at bære Husets Byrder og bidrage hver sit til at holde Hjemmet gaaende, det er baade godt og sundt og noget, som falder af sig selv: men at praktisere bogstavelig denne Salomos Opskrift paa sand Kvindelighed vilde vise sig en Umulighed, da den vilde sprænge en Kvinde, før Aaret var omme. Thi ved Siden af disse nævnte Pligter, der skal holde hende uafbrudt i Arbejdssælen fra før Daggry til sent paa Nat, har hun da ogsaa den lille Biting at udføre at føde Børn og stelle og opdrage dem. Der er virkelig Skandinaver, som ikke af nogen ond Vilje men af den bitre Nød har været drevne til at virkeliggøre dette kvindelige Ideal saa meget som muligt. Jeg sigter nærmest til de Farmere, som uden en Skilling nedsætter sig paa et Homested langt ude paa Prærien fjærnt fra Folk, og hvor Konen foruden Husstellet og Børnestellet og Kreaturstellet maa deltage i Markarbejdet af Mangel paa Folkehjælp. Resultatet af et saadant Liv er da det, som staar at læse i Indberetninger fra Statens Galehus, at tre Fjerdeparter af de Gale her i Minnesota er Skandinaver, ment paa Grund af Hjemlængsel staar der, men lad os heller sige Sandheden, paa Grund af Overarbejde og Lidelse. Det er liden Trøst for os at vide, at tyske Farmere skal arbejde sine Kvinder ud endnu mere end Skandinaverne. (Sluttes.)
*) Ovenstaaende Stykke er taget af "Kvinden og Hjemmet", et Maanedsskrift for den skandinaviske Kvinde i Amerika, udgivet af Mrs. Ida Hansen, Cedar Rapids, Iowa.
