« Tilbage til søgeresultaterne

Fattigdommens Afskaffelse.

« Se emneord

I Mandags indledede Fru Johanne Meyer i Kvindelig Fremskridtsforening en Diskussion om: „Sociale Reformer til Fattigdommens Afskaffelse”. Taleren troede paa Muligheden af Fattigdommens Afskaffelse ved en forstandig og kærlig Ordning af Samfundet. Det er meget smukt at øve Barmhjertighed, at lave billig Mad til de Fattige og sende sine aflagte Klædningsstykker til de fattige Huse; men det er ikke at tage Samfundssygdommen i sin Rod, og det giver ikke nogen levende Tro paa Fattigdommens Afskaffelse. Ved en ganske simpel Reflektionsevne vil vi ogsaa komme til det Resultat, at hvad der ikke er for godt til mig, hvorfor skulde det være for godt til min Næste, og naar mit Barns Frakke er for luvslidt og tynd til ham, hvorledes kan den da være god nok til den Fattige. Fattigdommen er ganske vist et økonomisk Spørgsmaal, men den eneste virkelige Løftestang til at afkaste den tunge Samfundssten er Menneskekærlighed og en levende Forstaaelse af det Lighedsprincip, der er Kernen i al Humanisme - ikke den Lighed, at alle skal være ens, men den Lighed, der giver alle lige Ret til at nyde Samfundets Goder, saa at ethvert af dets Individer kan faa Plads og Rum til at udvikle sig overensstemmende med det bedste i sig selv og sine medfødte Naturbegavelser.


Altsaa bliver Universalmidlet at begynde med Opdragelsen af de smaa Børn. Taleren pegede derefter paa de fattige Børns Opdragelse, hvorledes man begyndte med at narre dem for Modermælken, afknappede dem paa Mad, Klæder, Lys, Luft og Varme, og hun vidste, at alene i Danmark fandtes der 100.000 Børn som Kreaturpassere, paa Fabriker og i andre Tjenester fra 10 Aars Alderen. Ved saaledes at forsømme deres Skolegang og Udvikling dannede man selv fremdeles større og større Grundfond af Fattige. - Samfundet er en Ødeland, saa længe det med den ene Haand producerer Fattige og med den anden straffer dem som Forbrydere.


Fattigdommen maa fra nu af standses for Børnenes og den unge Slægts Vedkommende. Børnearbejder i Fabriker og Tjenester maa standses ved Lov, og der maa gives Børnene en Udvikling efter deres naturlige Begavelse. Ethvert Arbejde er hæderligt, naar det er samfundsnyttigt, men Taleren krævede en fælles Almendannelse for hele Folket, saa bred og grundig, at den kunde bære den højeste Bygning. Selvfølgeligt var Forældrene ikke saaledes Ejere af deres Børn, at de maatte ødelægge dem i Sult og Nød. Det offenlige maatte træde til, men Taleren mente, at paa vort nuværende Standpunkt fik man ikke Stat og Kommune til at betale Opdragelse og Forplejning for Børnene, som Fruen foreslog, at der fra Kommunens Side skulde betales Forældrene Pengehjælp for hvert Barn, ikke som Fattighjælp, men som en Ret. Taleren ønskede derfor, at vi alle, hver og en, viste i vort Liv, at Fattigdommens Afskaffelse var os en Hjertesag, ved, at Familjer, som havde Hjem og Hygge samt Forstand og Vilje til at hjælpe de Smaa, optog hjemløse Børn i deres Hjem og gav dem en Opdragelse og Udvikling, overensstemmende med deres naturlige Evner. Gjorde vi det, saa var den offenlige Mening vunden, og Stat og Kommune traadte da til som en Selvfølge. Den unge Slægt blev da en bærende Kraft, hvis geniale Evner og stærkere Vilje sikkert fandt nye Erhvervskilder og en bedre Ordning.


Derefter deltog flere i Diskussionen. Hr. Bogtrykker Lazarus mente ikke, at Fattigdommen saaledes helt lod sig afskaffe saadan paa en Gang, især blev det vanskeligt at hjælpe dem, der ikke viste god Vilje til at hjælpe sig selv. Vil vi imidlertid bekæmpe den, maa vi stille Forældrene saaledes, at de kan opdrage deres Børn; de aller fleste Forældre vil jo dog fremfor alt deres Børns Vel. Arbejderen maa have højere Løn for sit Arbejde. Taleren pegede derefter paa det Lundeske System: at give Arbejderne Procentudbytte af Arbejdet, ikke som en Alderdomsforsørgelse, men som en Efterløn netop i den Tid, da de havde Børn at opdrage.*) Et nyt moralsk Sind vindes ikke paa nogle faa Aar i et Samfund. Der skal mere til.


Hr. cand. phil. Gerson Trier troede ikke, at den bedre Opdragelse løste Fattigdomsspørgsmaalet. Man gav Ungdommen en ganske anden Opdragelse nu end for hundrede Aar siden, og dog var Fattigdommen mange Gange større nu. Det var Civilisationen med dens nye Maskiner, der bragte Fattigdommen ved Ophobning af Kapitalen i Enkeltmands Haand. Dog - noget kunde der gøres i Øjeblikket, det offenlige burde give de Arbejdsløse Arbejde, ikke som en Vanære, men som Ret. Hr. Gerson Trier troede det heldigst, at Forældrene selv opdrog deres Børn.


Fremdeles deltog i Diskussionen Hr. Kand. Jeppesen Bovbjerg, Hr. Skomager Henriksen og flere. Fru Johanne Meyer pointerede yderligere, at da alle Talere havde fremhævet, at Samfundet var uretfærdigt og umenneskeligt ordnet, saa viste det sig jo netop, at det var Mennesker, vi trængte til, og faar vi en forstandig og kærlig Slægt, da vil den ogsaa ordne Samfundet saaledes, at Fattigdommen farer bort som en ond Drøm. Frk. F. Trier, som dirigerede Mødet, sluttede det med en stærk Opfordring til Kvinderne om at faa Mod til ogsaa at træde frem og sige deres Mening netop om disse Sager, som de sikkert havde tænkt lige saa meget over som Mændene.


*) Om denne Reform i Lønsystemet vil Hr. Lazarus ved Lejlighed gøre Rede i en selvstændig Artikel her i Bladet.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder