Vedvarende Voldgiftstraktater.
Denne vigtige - men af de færreste endnu forstaaede - Sag forhandledes den 21 ds. i Folketinget. Afstemningen kan lignes med den lunkne om Kvinders Valgret, hvorom dette Blad meddelte i forrige Nr., 44 Medlemmer, henimod Halvdelen af Tinget, var fraværende.
Som Ordfører for de ni Forslagsstillere - Bajer, Blem, Bluhme, Højmark, N. Jensen (Toustrup), R. Nielsen, Rosager, Trier og Tutein - begrundede den førstnævnte af disse Forslaget, der i øvrigt havde samme Formaal som et af Hovedpunkterne i Verdensfredsadressen: at imødekomme Amerikas Tilbud om vedvarende Voldgiftstraktater og søge at faa lignende oprettede med evropæiske Stater. Han sagde, at den interparlamentariske Konference i Bern havde opfordret til at indbringe slige Forslag i alle Landes Rigsdage. Han betonede, hvilket praktisk Skridt det var at gaa over fra tilfældige til vedvarende Traktater. Han fremsatte og gendrev paa Forhaand de for alle i denne Henseende sagkyndige velkendte Indvendinger.
General Thomsen begrundede derefter et Ændringsforslag, hvis Hovedformaal var at faa Ordet „vedvarende” skudt ud af Forslaget.
Den ny Udenrigsminister, Baron Reedtz-Thott, sluttede sig til Thomsen.
Begge disse Modstandere af dette Fremskridt i Fredssagen talte, som om deres Indvendinger ikke allerede var gendrevne, for en stor Del i alt Fald, af Ordføreren.
Denne lignede Thomsens Ændringsforslag med Ole Jeppesens Bøsse i „Lægdsgaarden i Ølsebymagle (af Povl Møller), en Flint, der var saa skeløjet, at den altid traf andet Steds, end hvorpaa den sigtede. Saaledes traf heller ikke Thomsens Ændring Ordet „vedvarende”, som han vilde skyde ud, men Tilbudet fra Amerika, hvilket han meget haanlig havde omtalt. Lige saa haanlig havde han talt om Verdensfredsmøderne.
Til Støtte for Ordføreren optraadte Rasmus Nielsen. Han benægtede, at Tingets Fredsvenner stemte for de ni ovennævnte Medlemmers Forslag for at give Ordføreren „Staffage” i Udlandet (som Thomsen havde sagt). De stemte for det for Sagens egen Skyld.
Da Klokken gik til seks, og Tinget blev tyndere og tyndere af Træthed og Sult, foretoges endelig Afstemningen ved Navneopraab. Thomsens Ændringsforslag forkastedes med 36 imod 20 (Højres Militarister var de mest udholdende). Og derefter vedtoges Hovedforslaget: med 35 imod 20 (J. K. Lauridsen sagde: „stemmer ikke”).
Afstemningslisten vil være et lige saa interessant Aktstykke i Fredssagens Historie som den ovennævnte i Kvindesagens.
Den - saa vel som hele den stenograferede Forhandling - vil findes i Nr. 5 af „Dansk Fredsforenings Medlemsblad”.
Alle, som arbejder for Verdensfredsadressen, bør gøre sig bekendt med denne Forhandling. Pressens Referenter har nemlig i Almindelighed kun gengivet Indvendingerne imod vedvarende Voldgiftstraktater, som de kendte forud - derimod ikke Gendrivelsen af Indvendingerne, som de ikke kendte videre til, derfor ikke straks forstod, og derfor heller ikke har kunnet gengive. - Imidlertid er Danmarks Folketing dog blevet den første af de rimeligvis mange lovgivende Forsamlinger, som har vedtaget en Beslutning om at imødekomme det amerikanske Voldgiftstilbud.
