Paa Lovens Grund!
En underlig Støj, saa sent, hvem kan det være! En sagte Banken og et højt: Kom ind! og inde i min Stue stod en høj, bleg Kvinde med et lille Barn paa Armen.
Ja, Herr From maatte meget undskylde, at hun kom saa sent og var nødt til at tage Barnet med, men der var ingen til at se efter det, og det kunde vaagne imens. - Ja, Tak, det var en lang Vej at gaa, hun vilde gerne sidde lidt, om hun ellers maatte forstyrre saa sent. - Hun var gift, det var nu et Aar siden, med en Enkemand, og det var deres Barn, den lille Pige, hun havde paa Armen. Men ganske kort Tid efter, at de var blevet gift, flyttede Manden sammen med sin Søster og sit Barn af første Ægteskab lige som i sin Enkemandstand; men Medgiften, Panteobligationen paa 6000 Kr., som hun havde leveret ham, den beholdt han, og Laan havde han gjort paa den. og nu til næste Termin fik han alle Pengene. Om han kunde det? Fællesbo, Ægtepagt. Ja, det snakkede min Kusine om, men jeg kunde jo aldrig tro, han vilde narre mig. - Om han giver os noget, Barnet og mig? det er kun lidt: Huslejen betaler han, vi bor paa en Kvist, han paa 1ste Sal i samme Hus. - Nej, han kommer saa godt som aldrig til os. Hvad jeg lever af? ja, naar jeg ikke kan mere, saa gaar jeg ned og beder om noget, og saa faar jeg gerne et Par Kroner. Men, siger De, han kan gøre alt det, alle mine Penge, skal jeg ikke selv kvittere for Pengene. - Skilles. - Faar jeg det saa bedre? - Forbrudt mig? nej, nej, aa, min Gud, hvad spørger De mig dog om, Hr. From? jeg har altid hørt, De var paa vor Side, der lider Uret.
Jo, hvad skulde jeg svare denne ulykkelige andet end, at Manden staar paa Lovens Grund, og det eneste, hun kan fordre, er, at Manden bidrager til hendes og deres fælles Barns Underhold, om han ejer noget. Hun er kommet af med sine Penge, har faaet et Barn - og har ikke Hunds Ret.
