Lykke

af Axel Lundegård.

Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten.

(Fortsat.)

Men hun bad ham om at fremskynde Afgørelsen; alt var at foretrække fremfor den Uvished, som fortærede hendes Kræfter. Hendes Energi æggede ham. Hun sagde, at hun var beredt paa det værste, og gav ham uindskrænket Fuldmagt til at vove alt. Han konsulerede en Kollega; denne var af samme Anskuelse som han: alle Symptomer tydede paa en Materiedannelse og Inflammation i Benhinden. Han besluttede at vove en Operation.

Han gjorde tre Indsnit med korte Mellemrum, men - forgæves. Tilsidst kom det, som han frygtede: Først Karbolforgiftning og saa Rosen, som langsomt vandrede opad. Han bekæmpede den med vekslende Lykke, men der fandtes ikke meget at bygge paa. Kræfterne var næsten udtømte, og de faa, som var tilbage, fortæredes af Feberen. Nu var der næsten intet Haab.

Under den uhyggelige Sygdom og de aarelange Lidelser havde hendes Væsen undergaaet en synlig Forandring. Det var, som om de smukkeste Sider af hendes Karakter udvikledes af Lidelsen - lige som visse af den varme Zones Blomster først springer ud ved Mørkets Frembrud.

Hvorledes kunde det være? Hun var glad, aabenhjertig og havde et jævnt godt Humør. En forestaaende Operation syntes ikke at gøre det mindste Indtryk paa hende, og det var rent undtagelsesvis, at en Vending af Knivsbladet eller et fastvokset Rør kunde fremtvinge en dæmpet Klage. Lige saa hurtigt som det antiseptiske Bind atter laa paa sin Plads, havde ogsaa hendes Ansigt det sædvanlige tilfredse Udtryk. Det var, som havde hun haft en uudtømmelig Glædes Kilde at øse af.

Det var det, som forundrede den gode Doktor. Han kunde ikke se nogen rimelig Aarsag dertil.

Han var selv en livsfrisk Natur, som afskyede Klager og Stønnen værre end Pesten og kunde blive rigtig gnaven og ubehagelig imod Patienter, som jamrede og „skabede” sig.

Derfor var hun hans Favorit; han følte en Slags Stolthed over hende, og stundom, naar der kom Besøgende, kunde han udbryde: „Har man nogen Sinde set en saadan Syg! Hun ser jo saa glad ud, som om hun saa skulde paa Bal i Aften!” - og saa straalede de blaa Øjne saa inderlig godmodig.

„Naa, Doktor,” sagde hun smilende, men med afbrudt stønnende Stemme, thi Astmaen laa som en trykkende Mare over hendes Bryst - „det anses vel i Almindelighed ikke for passende at tale med en Patient om Døden, men med mig kan De trygt gøre en Undtagelse. Hvor længe, tror De, at min skrøbelige Konstitution kan staa imod endnu?”

Han svarede ikke, men tog hendes Haand, som laa paa Tæppet, og trykkede den. Denne fælles Kamp mod Døden havde gjort dem helt fortrolige.

„Aa - Doktor - se der ud!” - Med Besvær løftede hun Haanden og pegede ud i Haven. „Jeg synes aldrig at have set noget saa smukt. Men det er vel, fordi jeg nu skal forlade det.”

Hun bøjede Hovedet tilbage paa Puden og saa op mod Himlen, som hvælvede sig derude saa klar og saa skinnende blaa.

En Svale skød som en Pil gennem Luften, højt, højt oppe. Dens mørke Krop lignede en lille Prik paa den solklare Baggrund, men ved hver lynsnar Vending blinkede Brystet hvidt imod Lyset.

„Naa, det gør ingen Ting! lagde hun resigneret til; „det skulde jo dog ske en Gang -”

Og i en hviskende Tone fortsatte hun:

„Hvor mangen en lever ikke sit Liv til Ende uden at have Anelse om, hvor dejligt det er at leve. Blot at have set en Dag som denne, skulde det ikke kunne opveje alt det andet - jeg mener da, dersom man har set dem med saa aaben en Sans, at Solskinnet lige som har strømmet ned paa Bunden af ens egen Sjæl. - Aa, om jeg blot kunde lære et eneste Menneske at se som jeg selv! - Nu er det, som om al Naturens Skønhed dør med mig - det er det eneste, som jeg føler trykkende.”

Men De maa ikke dø endnu. Kræfterne kan holdes oppe med Moskus og Champagne, og der maa komme en Krise. Det skal vende sig - til Liv eller Død - jeg haaber, at ”

Hun smilede.

„Aa, er De nu der igen med Deres Trøstegrunde! Hvad skal det nu gøre godt for? Jeg har jo ingen Smerter mere og er ikke bange for at dø. De har jo selv sagt, at det værste er forbi.”

„Ja ”

„Og De maa vel kunne se paa mig, at jeg bare ligger og nyder.”

Ordene modsagdes ikke af hendes Blik, men paa hendes Pande brød den kolde Sved frem i klare glinsende Draaber.

„De taler for meget,” sagde han.

„Lad mig kun tale! Hvad kan det gøre nu? Jeg har jo tiet hele mit Liv.”

Han saa paa hende, som om han havde et Spørgsmaal paa Læberne.

„Men jeg har været lykkelig,” fortsatte hun - „véd De, hvornaar?”

„Nej.”

„En Gang - for længe, længe siden, og saa nu.”

„Nu?”

„Ja, under min Sygdom.”

Det var vidunderligt, som de store Øjne kunde straale! Doktoren glattede betænksomt sit gule Fipskæg og en Tanke fløj hastig igennem hans Hjerne: Hun kunde da vel aldrig - ?”

Erfaringen havde lært ham, at Gustav Adolfs-Typen var afholdt af Damerne.

„Der fandtes en Tid, da jeg tørstede saaledes efter Lykke,” begyndte hun igen, „at jeg syntes, hvis jeg blot et eneste Sekund fik Lov til at nyde Livet saa fuldt og rigt, som det maatte kunne føles og nydes - saa vilde jeg gerne dø.”

„Naa - aa?”

„Den kom aldrig, den Stund.”

Det lød næsten som et Suk. Hun vendte Hovedet bort og betragtede et Øjeblik Haven der udenfor. (Fortsættes.)