« Tilbage til søgeresultaterne

Børnebøger.

« Se emneord

Naar Juletravlheden begynder i Hjemmene, pynter Boghandlerne deres Vinduer med Børneliteratur i stor Stil; men desværre opsætter mange Mødre til sidste Øjeblik at gøre deres Indkøb af Bøger, og hvor omhyggelig og betænksom man end er med andre julegaver til Børn, saa er der dog kun meget faa Mødre, der med virkelig Kritik vælger deres Børns Læsning.


Ingen Julegave er dog vigtig som den, fordi de Bøger, som Barnet faar i Julegaver, bringer en hel Skare af lyse Barneminder med sig, som gør, at ogsaa selve Bogens Indhold fæster sig varigt i Barnets Hukommelse; saa det er ikke sjældent, at den Bog, der fra Forældrenes Haand skulde være en Gave til Gavn og Glæde, er bleven en Gift til ophidset Fantasi og naragtig Krigsgalskab; thi desværre vrimler vor Børneliteratur af Røverhistorier, fortalte i skruet Form og prydet med elendige Billeder.


Enhver Boghandler, der derfor bringer virkelig god Barnelæsning frem, fortjener Tak.


I disse Dage er paa Jul. Gjellerups Forlag udkommet en nydelig Børnebog af N. I. Nørlund med Illustrationer af Niels Wievel. Den vil sikkert glæde større Børn, og vi kan give den vor bedste Anbefaling; thi om end Emnerne er kendte og behandlede før, saa fortæller Forfatteren naturligt og kønt. Man føler, at Forfatteren ikke alene har Forstaaelsen af Barnesindet, men ogsaa er i Besiddelse af det pædagogiske Talent, der forstaar at gøre Handlingen enkelt og dog saa interessant, at Barnet med Fornøjelse følger Fortælleren ude i den frie Natur, hvor Solen skinner og Fuglene synger, og med Deltagelse ser de Smaas Skuffelser og Sorger, og vi ved alle, at de kan være dybe og tunge hos det Barn, der enten ved Fattigdom eller ringe Begavelse maa taale Kammeraternes Haan, som Marie i Fortællingen „Gaasen”. I „Hyrdedrengen”, som for Børnene vil være meget tiltalende, vil vi Voksne finde et Indlæg mod det umenneskelige i, at niaars Drenge forsømmer deres Skolegang for at de skal paatage sig en Gerning, der for et voksent Menneske kan være vanskelig nok. Man forstaar den lille Hanss Sjæleangst, da det ene Faar, skønt hans store Anstrengelser for at tælle og passe paa 105 Faar, drukner i Mosen og Husbondens Hundepisk knalder over hans Hoved. Bogen indeholder 5 Fortællinger, og enhver Moder kan trygt give sine Børn den i Hænde. Alene for de kønne Billeder har Bogen stor Værdi.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner