Fra mit Vindu.

I.

Kære Frue!

De anmoder mig om noget fra min Haand. Men hvad skal jeg skrive om? Dagens brændende Spørgsmaal. Er der virkelig noget, der brænder for Øjeblikket? Politiske eller sociale Problemer? Der er Hundrede, der kan gøre det foruden mig, og af dem kan mindst de ni og halvfems gøre det bedre. Nej, saa hellere fortælle Dem lidt „fra mit Vindu”; det er hverken interessant eller lærerigt, det er kun et Fotografi af, hvad jeg ser.

Foran mig har jeg en bred Chaussée, til Siden en Park. Chausséen er Fortsættelse af en af Byens Hovedaarer og mange befærdede Gader munder ud i den, saa der er stærkt Røre fra den tidligste Morgen, ja endnu medens tyk Taage ligger over Parkens bladløse Træer. De nøgne Stammer rager kolde og sorte op i Luften, Løvet ligger vissent og dødt over den Smule grønne Græs, Plænerne har tilbage. Jeg har gjort en Opdagelse, mens jeg bor her: Man bliver roligere, eller i hvert Tilfælde, man burde blive det, ved at bo Ansigt til Ansigt med Naturen, selv om den som her indsnevres i en Park, lige som Kvinder i et Korset.

For hvad nytter al Uroen? I Naturen som i Livet gaar det lige ensformigt, lige dræbende ensformigt til. Det er jo den samme Høst, der kommer efter hver Sommer, den samme Vaar efter hver Vinter. Træerne ifører sig hvert Foraar og hvert Efteraar den samme Dragt, og vi Mennesker geraader derudover bestandig i passende Glæde og Beundring.

Men for vor egen Mund raaber vi stadig paa noget nyt, noget ukendt; for Himlens Skyld blot noget, vi ikke kan udenad! Hvor skal det komme fra, naar selv Naturen kun kan repetere den evige Legende.

Som sagt, naar Taagen letter, begynder Mylret. Den første Svale er en Skomagerdreng, der skingert i den kolde Luft traller „Malle, Malle, Malle er saa sød.” Saa kommer Sporvognens Klemten om Hjørnet. Her er Stoppestation udenfor mit Vindu, det fejler aldrig, at der staar nogen og venter. Jeg beundrer i lige høj Grad Folks Ubeskedenhed og Kuskenes Taalmodighed. Saa jeg ikke forleden en Dame mindst opholde Vognen 5 Minutter for at vende sig fire Gange om for at kysse sin Ledsager tre Gange, før hun besteg den ventende Vogn, og endnu paa Trinet havde hun et Afskedsord at sige ham. Da Vognen i det samme sattes i Gang, vilde hun ufejlbarlig være gledet ned igen i de længselsfuldt udstrakte Arme, om ikke den behjertede Konduktør havde taget et fast Tag i hende. Ak ja, den Kærlighed, den Kærlighed! -

Nu er det Skolebørnenes Tid. De er der i alle Aldre, lige fra en lille Rødhætte paa 5 Aar - hun har rød Hue, rød Kaabe, røde Strømper - til store Kegler paa 15-16. De er allesammen udmærket oplagte om Morgenen. I alt Fald gaar de sjeldent stille og astadigt, de hopper og danser hen ad Vejen, slyngende Skoletaskerne frem og tilbage i Haanden.

Drengene løber lige som smaa Hunde efter Vognene og slaas efter at komme til at hænge bag, Pigebørnene ser beundrende til. Naar de gaar hjem, har Skolens Alvor lagt sig over deres unge Mod, saa kan det ogsaa være, der bliver Tid til en lille Passiar mellem de smaa Herrer og Damer, i ivrige Klynger daser de ned ad Vejen; Fader og Moder staar jo sjeldent med Uret i Haanden, naar de kommer fra Skole.

Mellem ni og ti okkuperes Terrænet af Vognene fra Grønttorvet. Undertiden er Fatter Kusk, sommetider Mutter, kan ogsaa hænde, begge sidder ved hinandens Side paa det smalle Agebræt. Tavse og lidt trætte kigger de ud over Hovedet paa det filosofiske Øg, der langsomt lunter af Sted med Vognen, hvis brogede Indhold næsten virker for brutalt paa en fin du siéecles dæmpede Farvesans. Der er Rødkaalens violetrøde, Grøndittoens dybe grønne, Salatens fine, Æblernes og Granatæblernes funklende blanke Farver, og Selleriernes knudrede sortbrune Rødder med de kønne lyse Toppe. Ind imellem ligger friske duftende Blomster, og over det hele strækker Zirtræerne og Palmerne deres beskyttende Kroner: et fornøjeligt lille Sommerbillede midt i den barske kolde Vinter.

Trara, trara. De „filosofiske” spidser Øren, og deres Ejermænd drejer besværligt deres i de høje Kavajer. Det er Husarerne i de straalende Uniformer med klingende Spil og dragne Sabler paa prægtige Heste, der i skarpt Trav rider gennem Gaden. En sand Øjenlyst, saadan et militært Optog i skinnende Sol! jeg bøjer mig ud af Vinduet og ser efter dem, saa længe til den sidste vajende Fjerbusk paa den blanke Hjelm, som Solen forgylder, og den sidste Lyd af den klingende Fanfare dør hen i Luften. Saa falder mit Blik atter ned paa de jævne Torvefolk, der taalmodigt lunter hen ad Vejen til Øllebrødet og Slidet.