Børnebøger.
Vi har oftere her i Bladet henledet Mødres Opmærksomhed paa Nødvendigheden af med Forstand og Omhu at vælge deres Børns Læsning. En Julegave fra Fader og Moder bliver som oftest et varigt Minde i Børnenes Sind; det er derfor dobbelt nødvendigt, at det ogsaa bliver en varig Glæde, man byder sine Børn Juleaften i de Billedbøger, man hænger paa Juletræet.
Vi vil derfor igen i Dag henlede Opmærksomheden paa, hvor man ikke tager Fejl ved sine Indkøb.
Thanning & Appel, som i flere Aar med Held i deres Forlagsforretning har arbejdet for Indførelse af gode og belærende Børnebøger, møder igen i Aar med særdeles vellykkede og smukke Billedbøger for baade større og mindre Børn.
Den, der stikker mest i Øjnene, er Eventyret „Hans og Grete". Det gaar med det som med „Rødhætte”, det bliver evig ungt, især naar man faar det serveret i saa køn en Skikkelse som her, med Tegninger af Louis Moe og Tekst paa Vers af Pietro Krohn. Voksne Mennesker kan glæde sig ved de fortrinlige Billeder og de nydelige Vers; sagtens maa de smaa Børns Øjne lyse, naar Lykkens Fe lægger den dejlige Eventyrbog i deres Skød.
„En Moders Fortællinger" af Betty Saugman er en mere indholdsrig Bog for større Børn, der med Tænksomhed og Interesse læser længere Fortællinger. Billederne i den er udført af L. Frølich og Erik Henningsen. Fortællingen er tidligere udgivet under Titlen „En Moders Barndomserindringer”, men blev med en rasende Hurtighed udsolgt. Man sender derfor denne nye Udgave ud i Aar, og vi vil anbefale den særlig til de Hjem, hvor man endnu holder paa de hyggelige Vinteraftener, hvor Moderen læser højt for Børnene, og man sidder i en fortrolig Kreds med sit Haandarbejde. Der er især en Fortælling, „Hvem har stjaalet Kirsebærrene”, som kan være en Advarsel til Forældrene imod at dømme deres Børn eller straffe dem efter falske Beskyldninger. Dog heldigvis i Børnefortællinger opløser alt sig i den skønneste Harmoni, saaledes ogsaa her, og lille Louise faar sin Oprejsning
„Hvorledes lille Hans Peter hjalp sin Broder'', af N. Hagen, er en Bog som Drenge især vil være glade for; desuden giver den sine smaa Læsere et Stykke Kulturhistorie, da Handlingen er henlagt til Frederik den sjettes Dage, og Billederne, som er af I. T. Hansen, er tro Tegninger af tidligere Bygninger f. Eks. Nørre- og Vesterport og andre. Ogsaa i den belønnes naturligvis den lille Helt for sin Kærlighed til sin Broder, som han ved Kongens Naade skaffer ud af Slaveriet.
Paa Thanning og Appels Forlag findes desuden l Skumring" og „Hvad Bedstefadet oplevede” og mange andre tidligere udkomne gode Børnebøger. Selvfølgelig faas alle disse Bøger hos enhver Boghandler hele Landet over.