Julestemning.

Med Juletravlheden og Børnenes forventningsfulde Ansigter om Juletræets Glæder kommer der ogsaa over os voksne en egen Stemning. Tanken om maaské at kunne glæde nogle af de smaa, om ikke andre, saa dog ens egne, i Hjemmet, gør Hjertet blødt, men for mange og maaské for de fleste voksne blander der sig altid stor Vemod ind i Julestemningen.

Hvad er Grunden?

Er det den triste Aarstid med de mørke Dage? er det den knugende Frost med den hvide Sne, hvor de stakkels forkomne Smaaspurve hopper klagende om? Eller er det Skuffelsen ved at se selv Solstraalens Afmagt, der i disse kolde Dage kun et Øjeblik faar Magt til at smelte nogle faa Draaber af Sneen paa Taget?

Nej - det er dog ikke det - det er først og fremmest alle de uopfyldte Længsler i vort eget Hjærte, der faar en underlig Tydelighed ved Juleklokkens Klang og ved Synet af de smaa glade Børn med de forventningsfulde Miner omkring os. Det er, som om Julestemningen med tvingende Magt vækker vor Reflektionsevne og med en uafviselig Fordring til den fører vor Erindring helt tilbage til vore første Juleaftener i Faders og Moders Stue.

Saa bliver ens eget Liv saa underlig ubetydeligt, naar man ser tilbage paa ens eget Hjem, som da for Barnet syntes at være Midtpunktet i Verden, indtil man til sidst kun føler sig som et afmægtigt Fnug i det hele Univers.

Vemoden er sikkert stærkere end Juleglæden hos de fleste Mennesker i vore Dage, og hvor skulde det være anderledes, hvis man tænker alvorligt over den sociale Nød, vi lever i? Det er ikke blot i Danmark, der sultes og fryses, det er ikke blot her, at store Evner gaar til Grunde ved Uretfærdighed og trykkede Kaar. Overalt ligger Samfundet i Nød, fordi de gamle Former ikke passer til de nye Tanker.

Og disse samme ny Tanker, i hvis Hænder er de for Øjeblikket betroede? I Arbejdernes fattige Stuer, i de svagt organiserede Kvindeforeninger lyder en stille, sagte Susen om Menneskets Befrielse og Lykke; ofte kun i taagede Begreber, men dog altid med Livskraftens sejrende Ret. Men - her er der langt til Maalet! -

Regeringerne i alle Lande ruster sig til Tænderne, polerer deres blanke Vaaben og tager Brødet fra Børnene hos de fattige Arbejdere for at købe Kugler og Krudt og bygge store Fæstninger. Kvinderne i de høje Sale har alt for travlt til at kunne tage aktiv Del i deres eget Køns Befrielse; de har, hvor de naar videst, kun en Almisse til den fattige Kone. Men det sørgeligste af alt og det, der vil forhale Løsningen af den sociale Nød længst, er, at vore intelligente Mænd staar som Tilskuere over for Kvindesagen; thi det véd vi saa fuldt og vist, at aldrig løser Mændene alene det store sociale Spørgsmaal. Harmoni imellem Mand og Kvinde, er det Fundament, hvorpaa Samfundets Lykke ene kan hvile, og hvorledes er den mulig uden en borgerlig Ligestilling? Dog det er kun den ene Side af Julestemningen; Juleklokken fører os med sine søde Toner til Krybben i Betlehem. Det saa ogsaa fattigt ud med det lille Barn, der fødtes hin Nat for mere end 1800 Aar siden, og dog blev det Menneskeliv en Magt, som satte Folkeslag i Bevægelse og højnede Mennesketanker og Menneskesind mere end nogen anden Magt før eller senere. Lad os derfor stanse et Øjeblik ved den, naar Juleklokken ringer, og haabe paa alle de ny og ædle Tankers Sejr i Fremtiden.