Fra mit Vindu.
III.
Sneen falder Dryp i Dryp ned fra den tunge, skidengraa Himmel; den siver ind gennem Tøjet paa Folk, faar dem til at gaa med krum Ryg og buede Arme, mens Vinden piber dem om Ørerne og bider i deres Hud. Ubarmhjertigt fyger Blæsten Sneen bort i Bunker og lader Vejen glat og bar, saa det blev vanskeligt at faa fast Fodfæste. Sjeldent opdager jeg et Smil paa noget Ansigt, alle gaar de og ser ulykkelige ud, fordi de fryser. De haster af Sted, som gjaldt det Livet at komme hjem i den lune Stue.
- De, der da har én! -
Paa mit Hjørne staar hver Eftermiddag en lille Dreng og sælger malede Træabekatte. Han er saa grim som Arvesynden, med en Mund, der gaar fra det ene Øre til det andet, Øjne, der skeler, eller rettere skuler, og en Stemme med en afskyelig sledsk Klang. Skynder Folk sig forbi ham uden at købe, rækker han Tunge af dem, saa snart de vender ham Ryggen. Sympatetisk kan min Genbo ikke kaldes, men - han sulter og fryser. Hans stumpede Trøje gaar kun til Livet, Bukserne er én Las, og hans Svovlstikkeben stikker i et Par hullede, alt for store Støvler. Hænderne er hovne og blaa af Frost; naar han en Gang imellem sætter Abekattekurven fra sig, stikker han dem i de tyndslidte Lommer for at varme dem.
Han piner mig ved sin Usselhed, den, han allerede præsenterer for mig om Morgenen. Saa styrter han af Sted i Følge med en Flok Ligestillede til Kommuneskolen tæt ved. Saa grimme som han er de andre paa ingen Maade, men alle mangler de den Sorgløshed og Livsglæde, der er Barnealderens aller største Ynde. Disse Børn ser gammelagtige, triste og forkomne ud.
Deres magre Ansigter melder om en Sult, der aldrig stilles. Selv i deres urolige Søvn om Natten, naar Pjalterne ikke beskytter dem mod Kulden, er den til Stede; den vækker dem om Morgenen, følger dem til Skole, genfindes paa Bøgernes Blade og paa den sorte Tavle over Kathederet, og slipper dem ikke, naar de atter gaar tilbage til deres kolde fattige Hjem, hvor ingen Middagsmad venter. Nogle Stykker af dem faar vel nok Mad paa Skolen, men de, der skal nøjes med Duften af det, de andre spiser
En Eftermiddag kunde jeg ikke udholde at blive siddende i min lune Stue, mens den stakkels lille Abekattedreng stod lige over for mig i en forrygende Snestorm og knagfrøs. Jeg løb over til ham og gav mig i Snak med ham. Jeg vidste forud, at han vilde fortælle mig den gamle Historie om en unaturlig Moder, der havde forbudt ham at komme hjem, før han havde solgt sin Kurv ud.
Det gjorde han ogsaa troligt. Om han løj eller talte Sandhed, véd jeg ikke, men mig var det en Lidelse at se dette usle Barns forkuede udtærede Ansigt paa nært Hold. Jeg maatte købe mig fri for ham for den Dag.
Men han vender stadigt tilbage, og en Mængde andre med ham; der bliver mange at købe sig fri for, og dog maa det gøres. Disse Børn maa ikke sulte, som de gør nu. Lad dem faa Mad i det mindste én Gang om Dagen, saa bliver der da én Time lys og fri for Pine af de fire og tyve, som Døgnet rummer. Og det haarde og hadske, som undertiden kan findes hos Fattigfolks Børn, vil forsvinde, naar de mærker, at der er Mennesker, som mener dem det godt.
Jeg beder saa mindeligt for de sultne Skolebørn: giv dem Mad. Send lidt Penge til en af Skoledirektørerne eller til dette Blads Redaktion. Har jeg evnet at interessere en Smule med disse Smaafotografier fra mit Vindu, saa lad det blive min kongelige Belønning, at et sultent Barn bliver mættet!
Langs ad Chausséen ligger to alenhøje Volde af Sne; midt imellem dem er Vejen knitrende blank, frossen og glat. Stræng og ubarmhjertig kold, uden Spor af Læ, ligger hele Landskabet. En Flok Spurve sidder ved Kanten og pikker i den haarde, frosne Jord, der bogstaveligt ikke har Fugls Føde tilovers for dem. Ogsaa de lider Nød! Himlens vingede Proletariat styrter sig graadigt over Hestenes jordiske Efterladenskaber, men heller ikke dér kan de nøjsomme Stakler finde saa meget, at de kan stille deres Sult.
Vi, der nødigt vil savne deres muntre Sang om Sommeren, tør vi roligt udsætte dem for at omkomme af Sult i den barske Vinter? Der kræves jo saa lidt for at hindre det. En Smule Krummer eller Affald paa Gesimsen udenfor Deres Vindu, det er nok! Og oven i Købet faar De til Gengæld et glad Pip til Tak for Mad som første Morgenhilsen ind i deres Stuer. Glem nu ikke at mætte de smaa sultne Munde!
