« Tilbage til søgeresultaterne

Lykke

Af: Sofie Horten, Axel Lundegård

« Se emneord

af Axel Lundegård.


Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Fortsat.)


„For den Sags Skyld behøver du ikke at flytte.”


Martha tørrede sig i Ansigtet med sit grove sodede Køkkenforklæde, saa det efterlod sorte Striber omkring Øjnene:


„Jo-o - den, som ikke har andet, end en skal fortjene -”


„Jeg har Penge. Jeg vil skrive, at du ved min Død skal have to hundrede Kroner. Vil du saa blive?”


Nu brød Taarestrømmen atter frem.


„Nej, det kan jeg aldrig tage imod, for Fruen har været altfor god imod mig, og jeg kan aldrig gøre Fruen noget godt igen.”


„Jo, du kan blive og passe mig, som du har gjort hidtil.”


Martha tørrede resolut Øjnene. Det funklede i dem et Øjeblik.


„Fruen, som er saa daarlig, kan da ikke skrive noget, det kan en da aldrig tænke paa, det er dog altfor galt.”


„Tag Papir og Pen - det ligger der - dyp først Pennen - og rejs mig saa op.”


Martha var usædvanlig ivrig - dyppede Pennen, tog et Ark Papir, lagde en Mappe over den Syges Knæ og rejste hende op. Medens hun skrev, understøttede Pigen hende med et kraftigt Tag om Skuldrene.


Et Øjeblik hørtes ingen anden Lyd end Pennens Kradsen paa Papiret. Martha fulgte opmærksomt med Blikket den vaklende, usikkre Skrift


„Se saa! Giv nu Herren det, naar jeg er død, saa skal han nok lade dig faa Pengene.”


Hun sank atter tilbage paa Puden, aldeles udmattet. Martha stod og vendte og drejede Papiret med et straalende Ansigt. To hundrede Kroner - det var jo dog vidunderligt!


Hastig bøjede hun sig ned, greb den Syges Haand og kyssede den. Saa tændte hun Lampen og satte den paa Natbordet ved Siden af Sengen.


Lampeskærmen samlede Lyset og kastede det med forøget Styrke i en Cirkel omkring sig. Det skinnede i lysegraa Reflekser paa det sorte Haar, faldt over den Syges Ansigt og fik den ene Kind til at skinne lig det hvideste Elfenben, medens Skyggerne omkring de indsunkne Øjne og omkring Munden traadte endnu tydeligere frem. Paa Bordet stod det tømte Champagneglas, en Flaske med Parfume og nogle andre med Moskus, Karbol etc.


Lysstraalerne brød sig imod dem i en Masse uroligt gnistrende Punkter. - Lige udenfor Lyskredsen, i Skyggen laa en sort indbunden Bog med brun Skindryg, hvorpaa en rød Lap.


Hele Værelset var for øvrigt indhyllet i Halvmørke. I et Hjørne henne ved Kakkelovnen havde Martha gjort sig det bekvemt. Hun sad endnu og fingererede paa Papiret. Sove kunde hun ikke, saa glad var hun.


(Fortsættes.)


« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner