Børnenes Opdragelse.

Fru Redaktør!

I mit Brev af 17. ds. tillod jeg mig at bede dem om i „Hvad vi vil” at gøre opmærksom paa, at det Referat, hvorefter jeg skulde have sagt, at „det var heldigst, at Forældrene selv opdrog deres Børn,” var urigtigt. Da dette paa Grund at en Misforstaaelse ikke er sket, beder jeg Dem om Plads for et Par Linjer om mit Syn paa denne Sag.

En Tanke som den, der tillægges mig i ovennævnte Ytring, er ikke blot fuldstændig uforenelig med min egen Opfattelse af Ansvarsforholdet mellem Samfundet og den opvoksende Slægt, men den strider ogsaa absolut mod den Anskuelse, jeg, hvor jeg har optraadt paa det refererede Møde, har søgt at hævde: den socialistiske. Det forekom mig derfor selvindlysende for enhver, der kendte mit Standpunkt, at Referatet maatte bero paa en Misforstaaelse.

Socialismen følger jo nemlig i dette som i andre Samfundsspørgsmaal den historiske Vej, og historisk har Udviklingen været denne: længst tilbage i Tiden træffer vi Samfundsformer, hvor Forældrenes Myndighed over Børnene er uindskrænket. Ingen har Ret til at blande sig ind i deres indbyrdes Forhold; ingen kan mere forbyde en Abraham at dræbe sin Søn Isak end at slagte et andet Stykke Kvæg, der tilhører ham. Senere ophører Børnene vel at være Faderens Ting; men selv langt fremskredne Samfund kender ud over en Nægtelse af Faderens absolute Ret over Barnets Liv - ingen eller kun en yderst ringe Indgriben fra Samfundets eller Statens Side i Forholdet mellem Forældre og Børn. Vi skal langt frem i Tiden, før der er Tale om, at Forældrene har Pligter overfor deres Børn. Men selv efter at saadanne, moralsk eller religiøst, længe har været opstillet, staar Samfundet i Aarhundreder som passiv Tilskuer uden at gøre Fordring paa at skaffe dem Hævd. I alle disse Tider kan der, hvor der i det hele taget kan siges, at en Opdragelse finder Sted, ikke være Tale om andet end, at det er Forældrene, der maa sørge og have Ansvaret for Børnenes Opdragelse. Vi skal helt frem til den nyeste Tid, før det anerkendes, at ikke blot Forældrene, men Samfundet har uafviselige Pligter og et Ansvar overfor Børnene. Ja, anerkendes det egenlig i Almindelighed i vore Dage? For de allerfleste staar Samfundets Ret til at gribe ind mellem Forældre og Børn som et Overgreb overfør Forældrenes naturlige Ret. Men for dem, der søger af den historiske Udviklings Spor i Fortiden at finde den Retning, den vil tage i Fremtiden - og til dem hører de moderne Socialister - staar det klart, ikke blot at denne Ret og dette Ansvar eksisterer, men at de med hver Dag bliver større, og at de Krav, Samfundet for sin egen Skyld maa stille til den opvoksende Slægts Opdragelse, bliver altfor mægtige til at deres Tilfredsstillelse kan overlades til de Tilfældigheder, Forældrenes individuelle Karakter og Evner altid maa frembyde. Fuldt ud vil disse Krav først kunne ske Fyldest i et Samfund, som det Socialismen arbejder for, hvor den enkeltes og hele Samfundets Interesser fuldt ud er fælles; men allerede nu viser det sig, at det baade økonomisk og moralsk er umuligt for langt de allerfleste - og det ikke blot de daarligst stillede - Forældres Vedkommende at opfylde Fordringer, vore Børn har Ret til at stille til Samfundet med Hensyn til deres Opdragelse.

Naar man har faaet Øje for denne Udvikling, hvor Børnene fra at være deres Forældres Ejendom mere og mere gaar over til at blive den vigtigste Genstand for Samfundets moralske Virksomhed, kan man selvfølgelig umuligt opstille som en almengyldig Sætning, at Børnenes Opdragelse helst maa overlades til Forældrene.

Gerson Trier.

Som det ses af foranstaaende blev Misforstaaelsen i det omtalte Referat ikke rettet, vi beklager det ikke, da vi derved har faaet en fyldigere Udtalelse af Hr. Gerson Trier om denne for Samfundet saa vigtige Sag.

Red.