Lykke

af Axel Lundegård.

Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Fortsat.)

Over den Syges Ansigt laa det sædvanlige Udtryk af Lykke og Ro. Et fint Smil tydede paa glade Tanker eller - var det Medlidenhed, det udtrykte?

Hun tænkte paa sin gamle, hæderlige Martha. Hendes Havesyge havde været saa usminket, hendes Glæde saa aaben; og hun var for meget Naturbarn til at kunne dølge den, endskøndt hun stod ved en Dødsseng.

Det var interessant saaledes en Gang at se et Menneske uden Maske. Nu var der ingen Illusioner, som styrtede sammen derved.

Sindsbevægelsen havde gjort hende saa ubevidst sand, den gode Martha. Hun havde vist, hvem hun først tænkte paa. Om endda alle Mennesker gjorde det!

Løgnens Guldpapir skulde da ikke mere ligge glindsende over Benraden. For de Svage vilde det, ikke at have noget at tro paa, være haardt i Begyndelsen. Men med Tiden vilde det fostre en stærkere Slægt og i Længden vilde Menneskeslægten vinde derved.

Det var jo saare naturligt, at det egentlige Formaal for et Menneskes Handlinger maatte være det egne Jeg. Thi den ydre Verden har for Mennesket ingen Betydning, uden for saa vidt det staar i Forhold til Jeget.

Man kunde komme med Eksempler.

At en Moder ofrer Livet for sit Barn, hvad er det vel andet end Yttringen af et ureflekteret Selvopholdelses-Instinkt? At miste Barnet vilde for hende være værre end Døden. Martyren, som vred sig i Smerter paa Baalet, havde jo al Himlens Salighed i Perspektiv, alt hvad skønt en sværmerisk Sjæl kunde drømme om.

Hvorfor vilde man sørge over hendes Død? Mon fordi hun ikke mere var til? Nej, det var herligt at dø, og hun vilde ikke savne Livet. Kun fordi hun ikke mere var til for dem. Hun efterlod et tomt Rum i deres Tilværelse - for en Tid. Det var det hele.

Hvor mangen en Gang var hun ikke vaagnet om Natten og havde mødt Mandens stirrende, vandede, graablaa Øjne. Han kunde sidde der i Timevis og vaage over hende. Det var, som om han var bange for, at hun skulde flygte, medens han sov.

Folk ansaa ham for at være saa opofrende. Hvad havde han egentlig ofret?

Ingen Ting! Han havde ødelagt hele hendes Liv; nu gjorde han alt for at hindre hende fra at dø. Han vilde ikke en Gang underkaste sig den ubetydelige Smerte, som hendes Død vilde foraarsage ham. Og dog vidste han, at det galdt hendes Lykke.

Han maatte dog forstaa, at Tomheden kun vilde vare en. kort Tid. Det var jo i Grunden kun Resterne at sin Ømhed, at han havde kastet paa hende. To Gange før havde han jo elsket - hun smilede, naar hun tænkte sig Ordet - og trøstet sig.

(Fortsættes.)