Lykke

af Axel Lundegård.

Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Fortsat.)

„Giv mig Bogen der!”

Martha for op af sin Halvslummer der henne. Hun gned sine Øjne, blinkede imod Lyset, og idet hun kastede et mistroisk Blik paa Bogen, sagde hun:

„Er det en gudelig Bog?”

„Nej”.

„Ak, Fruen skulde dog tænke paa noget andet nu end paa at læse Morskabsbøger - Fruen skulde læse Guds Ord.”

Stemmen var saa pathetisk som en Methodistpræsts, og den alvorlige, andægtige Mine, som hun fandt for godt at antage, kontrasterede saa løjerlig imod Sodstriberne i hendes grove Ansigt. Modvillig rakte hun Bogen frem, idet hun rystede betænkelig paa Hovedet.

„Denne Bog virker lige saa godt paa mig, som en Prædiken gør paa dig,” sagde den Syge med et Smil.

„Men Fruen skulde tænke paa sin Sjæl - ” Marthas Tone forraadte, at dette blot var Indledningen til en længere Prædiken; men Fruen afbrød hende.

„Nu kan du gaa i Seng.”

Dette Argument virkede lige saa afkølende paa Marthas Nidkærhed for sin Madmoders Sjæl, som havde hun faaet et skriftligt Løfte om Syndernes Forladelse for dem begge to. Hun gik.

Der blev stille i Huset - lydløst stille. Den Syge lukkede Øjnene og hengav sig til den behagelige Følelse af Hvile i denne Stilhed, som var saa lindrende, og som faldt dulmende over alle Tanker og hyllede dem i sit lette Flor. Lampevægens Summen lød som fjern Musik, et fint sympatetisk Akompagnement, der dyssede hendes syge Tanker til Ro. -

Fra Værelset ved Siden af begyndte Mandens Snorken at høres igennem den tynde Væg. Den forstyrrede plumpt Stemningen, drog hendes Tanker ud af deres Hvile, slæbte dem ved Haaret ud af deres rolige Fristed.

Hun lukkede Bogen op og begyndte at læse.

Det var Jacobsens „Niels Lyhne”.

Hun elskede den nervøst, overspændt - saaledes som en Moder elsker det Barn mest, som ingen anden bryder sig om - elskede den endnu højere, fordi hun vidste, hun var én af de faa, som forstod den.

Hun læste nu om Niels Lyhnes sidste Øjeblikke. Han laa der med den dræbende Kugle i Brystet, saa rolig, saa imponerende rolig; og for hans indre Syn viste sig i levende Billeder alt, hvad herligt Livet havde skænket ham: Sjællands Bøgeskove, den rene Bjergluft i Clarens - Gardasøens milde Aftenbrise.

„Men tænkte han paa Menneskene, blev han atter saa syg i Sindet. Han kaldte dem frem for sig, én for én, og allesammen gik de ham forbi og lod ham ene, og ikke én blev der tilbage.”

Hun lod Bogen synke og lukkede et Øjeblik Øjnene. Ogsaa hun anstillede samme Mønstring - og med samme Resultat. Alle gik de hende forbi, velbekendte Skikkelser, som havde spillet en Rolle i hendes Livs Drama - lige fra Barndommen til nu ved Dødens Port - hvor nær de saa end for et Øjeblik havde staaet hendes Hjerte - alle gik de hende forbi og lod hende være ene - ganske alene -

Hun aabnede atter Øjnene og læste videre:

(Sluttes.)