En Foraarsbebuder.
Udstillingsaaret 88 med sit store Kvindesagsmøde havde grebet hende dybt, og hun var blandt de første Holdere af det den Gang startede „Kvindeblad”. Med stor Begærlighed greb hun hvert nyt Blad - og alt, hvad hun ellers kunde faa fat i angaaende denne Sag. - Her fandt hun Svar paa mange af alle de Spørgsmaal, der Aar efter Aar havde hobet sig op. - Her fandt hun Mennesker, der ligesom hun brændte af Harme over alle de Lænker, man havde bundet hendes Køn med. Og her fandt hun Mennesker, der med Fare for selv at blive miskendt og misforstaaet dog alligevel havde Mod til at bære frem de mange, mange tavses Lidelser, Sorg og Græmmelse. Hun følte, at her maatte hun være med. Livet havde for hende ligesom faaet en hel ny Horrisont. Al hendes hengemte Bitterhed over at høre til det forurettede og tilsidesatte Køn brød ud og ramte ved sin bidende Ironi stundom værre end Piskeslag, dem, der kom hendes Rettigheder og Menneskeværdighed for nær. Det tungsindige og sygelige Præg, der efterhaanden havde lagt sig over hende, fejedes ligesom bort og gav Plads for Liv og Virkelyst. Hendes medfødte gode Forstand og slet ikke daarlige Evner kom i Virksomhed. Med andre Ord: hendes Karakter formede og udviklede sig. Saa hvem der tidligere havde kendt hende med det stille, tilbageholdne og indesluttede Væsen forbavsedes nu over at finde hende som en livlig, kvik og vaagen Kvinde, der aldrig var bange for at tage en Disput op med hvem som helst, der vovede at krænke hendes Køn; thi hun troede ubetinget paa sin Sags Retfærdighed og Sejer.
Men hendes klare og fremsynte Blik sagde hende ogsaa, at skulde der sejres, da maatte der kæmpes og arbejdes baade af den enkelte og af de mange i Flok. Og det laa heller ikke for hende at lade det blive ved Ord. Ingen skulde med nogen som helst Ret kunne sige hende paa, at hun „bare snakkede”. Hun skulde vise dem, hun kunde ogsaa handle. Hun fik begynde med sig selv og sine egne Forhold, det var nok det solideste Grundlag for at naa længere. Vel vidste hun, at alle Mennesker vilde fraraade hende at gaa uden om den vante Vej - , hun var jo heller ikke ung længere - og gift; men hvad gjorde det, naar hendes Mand ikke stod hende i Vejen. Det værste var det med Helbreden; men det fik ikke hjælpe. - „Hellere leve kort og godt, end længe daarligt”. Der var jo ikke andet for end at trodse Hindringerne, naar man vilde meget i denne Verden - og frem, det vilde hun, hun vilde. -
Flere Aar er gaaede. Vi træffer hende atter. Denne Gang paa hendes eget Kontor, ivrig optaget af sin Gerning. Vi ser straks paa det bestemte Træk om Munden, det rolige og tilfredse Blik idet hun ser op, at hun er paa bedste Vej til at naa, hvad hun vil. Og Maalet er stadig det samme. Hun vil baade med Ord og Handling føre Krig mod alle disse forældede Fordomme, der gør Kvinden til bare et „Ekko” af Manden. Hun vil være gift, men ikke solgt. Hun vil være Moder, men ogsaa Medejer af sit Barn Hun vil vare Erhverver, men ogsaa Medbestemmer ved Brugen af det erhvervede. Hun vil som Borger svare til Stat og Kommune, hvad der kan tilkomme hende, men saa ogsaa have Lov til at tage Del i disses Anliggender. - Kort sagt: hun vil paatage sig alle de Forpligtelser, der paa nogen Maade kan tilfalde hende; men hun gir saa heller ikke Fred, før hun faar Rettighederne. Og naaer dette sig ikke i hendes Tid, da vil hun med Eksemplets stærke Magt og Overbevisningens Varme have lagt den samme Selvstændighedstrang og Lighedstanke ind i sit Barns Bevidsthed, saa der aldrig bliver Fred, før Uretten er jævnet og Mand og Kvinde stillet lige, baade som Menneske og Borger, i det Samfund, hvori vi alle har lige Ret til at befinde os vel.
