Skal Kønnene vedblive at leve skilte?
Der er af en engelsk Kvinde engang sagt om Mand og Kvinde: ”Da vi blev født og sad sammen paa Moders Skød, var vi lige, og naar vi lægges i vor Grav - men hele Livet er vi skilte, som om vi var i Kloster, skønt vi tilsyneladende leve sammen i den civiliserede Verden.” Kan det passe i England, hvor Kvinderne indtage en ganske anden fri Stilling, saa passer det sikkert i fuldere Maal her i Danmark, især i København og i Byerne.
Det er imidlertid af højeste Vigtighed for en sund og sædelig Ungdom og for at vinde frem til lykkelige Ægteskaber, at Kønnene ikke mere leve skilte, men at der kommer en levende Vexelvirkning istand, som kan udvikle de rige Sjæleevner, der netop af Mangel paa Samliv mellem Mand og Kvinde ofte fuldstændig udviskes.
Vort sociale Liv er svagt. Mon ikke, fordi Strømmen løber i to isolerede Retninger? Paa Mændenes Side lides gennemgaaende af Mangel paa Handledygtighed og Viljestyrke. Det politiske Liv, hvori alene Mænd har Indflydelse, er et Kaos af Partistridigheder, personlig Kævl og fejg Reaktion. Der skulde kræves Fasthed og Udholdenhed. Forvirring i Retsbegreb, Slaphed i Moral, saaledes ser det ud paa den Side, hvor Mændene præsiderer.
Paa Kvindesiden: Interesseløshed, Pyntesyge og den dummeste Konservatisme og Forkuethed. Kvindens Opdragelse er anlagt paa ved alle Kunstens Midler at Vinde en Mand og sætte sit Liv ind paa at gøre ham lykkelig. Det er det Maal, Mødrene sætte for deres Døtre. Men hvorledes bliver nu en Mand og Kvinde, ifølge deres forskellige Opdragelse, istand til at forstaa hinanden?
Som Forholdene i Øjeblikket er, maa Drengens Erhvervsevne tidlig udvikles, om han skal vinde sig en Stilling. Konkurrencesystemet kræver en stor Hensynsløshed og en vild Jagt imellem Mændene for at skaffe sig denne Stilling og blive istand til at danne Hjem og forsørge en Familie.
Han bliver maaske 30 - 40 Aar, før han kan stifte Familie. Hans Studeretid eller Ventetid efter Embede har ikke givet ham Lejlighed til at omgaas unge Kvinder, eller han er kun kommen, sammen med Kvinder i Selskabslivet, det vil sige: han har ikke kunnet tale med dem, udvexle Tanke eller Følelse med dem. I Drengeaarene har han kun set paa Pigerne med Overlegenhed, eller Kvinden har staaet for ham som et højere Væsen. Naar han da endelig har naaet en Stilling, vælger han pludselig en Kvinde til Hustru, fordi han er istand til at kunne gifte sig. Der er de Mænd, som, naar de endelig har skaffet sig en Stilling, nu blot mener at have den sidste Forretningspligt tilbage: at skaffe sig en Hustru. De siger som Nicolaj i Nøddebo Præstegaard: Om Formiddagen tager jeg min Examen, om Eftermiddagen gaar jeg ud og forlover mig.
Og de unge Piger - er de saaledes tilfals? Ja, de har blot ventet, Moderen har ventet, hele Huset har ventet paa, at der skulde komme en Mand i Stilling og hente Datteren ind til den store Lykke; thi hvilken Læge, Grosserer eller Embedsmand, om han er 40 eller 50, kan ikke faa hvilken som helst ung 19 - 20aars Pige, han ønsker, til sin Hustru! Vil den unge Pige mulig ytre Uvilje, saa skal nok Forældrene klare den Sag og lokke eller true hende ind i Forholdet, saa Bejleren intet mærker, i det mindste ikke inden Brylluppet, og efter Brylluppet bliver det jo hans Sag. Saa mærker han maaske nok, at han med alle sine Gaver og med sin Offervillighed aldrig bliver istand til at vinde hendes Kærlighed, men han ved maaske ikke, at Grunden er, at de mangle Nøglen til gensidig Forstaaelse. fordi han hele sin Ungdom har levet uden at vexle Tanke med Kvinder eller at staa i kammeratligt Forhold til dem.
Endnu strammere bliver Baandene, naar unge Folk blive gifte. En ung Hustru, der vælger sig en mandlig Ven eller Kammerat, maa udstedes af det gode Selskab. Der menes nemlig fra Omverdenens Side, at nu maa Ægtefællerne have nok i sig selv; der maa være, eller der skal være Fortrolighed og kan ikke trænges til noget andet Menneske.
Som om ikke netop en sand og lykkelig Følelse uddyber og udvider Sympathien og gør Mennesket mere modtagelig for Venskab og Meddelsomhed og altsaa, hvis der er et lykkeligt Kærlighedsforhold mellem Ægtefællerne, ogsaa er Evne til at omfatte flere med Sympathi!
Mennesket er dog ikke saa begrænset, at alt Venskab lukkes ude, naar det ægteskabelige Forhold indtræder.
Lidt anderledes ser Forholdene ud mellem Smaaborgerne og Arbejderne, hvor der netop forekommer meget tidlige Ægteskaber. Men Ukendskab til hinanden er lige saa stor, grundet paa den samme Misforstaaelse. Mand og Kvinde tænker sig kun i et Forhold til hinanden som Kærester eller Ægtefæller. Det fornøjelige i Kammeratskabet, det styrkende og opbyggende i Venskabet kendes lige saa lidt i den lavere Del af Befolkningen som i den højere. De unge Hjærter trænge til Sympathi; man forlover sig og plumper i Ægteskab. Manden, fordi han trænger til kvindelig Omgang, Kvinden ofte for at faa en Forsørger. Men mindre skilte bliver man dog ikke, thi Forstaaelsen mangler.
"Kønnene er skilte, skønt de tilsyneladende leve sammen i den civiliserede Verden." Men dette kan ikke gaa længer, om Samfundet skal frembringe sunde og sædelige Slægter.
Hvad kan der da gøres?
Fællesundervisning i Skolen og Samliv i Hjemmene. En og samme Undervisning, ligelig Udvikling af alle Sjæleevner med Blikket fæstet paa Mennesket, baade hos Mand og Kvinde.
Gennem Fællesundervisningen i Barndommen vil de lære at kende hinanden, se hinandens svage Sider, hjælpe hinanden over Vanskelighederne Og ved godt Kammeratskab støtte og agte hinanden, og de vil derigennem komme i Besiddelse af Betingelser til at vinde en dybere Forstaaelse af hinanden til Venskab eller et lykkeligt Ægteskabsforhold.
Ja, at Fællesundervisning er Grundbetingelsen for et normalt Samfundsliv og et fyldigt Samliv i Hjemmene, er vist mange enige om.
Men det vil vare længe, inden den Sag gaar ind i Folks Bevidsthed og bliver realiseret over hele Befolkningen, og i al Fald kan den Ungdom, som er udgaaet fra de specielle Drenge- og Pigeskoler, ikke blive Børn igen og skaffe sig Fællesundervisning.
Skal de Unge da vedblive at leve skilte, eller skal de tvinges til at forlove eller gifte sig for at faa Lov at dele Interesse eller stifte Venskab med hverandre, eller leve kammeratlig sammen.
Dersom Samfundet kunde se, hvilke Evner der forblive uudviklede paa begge Sider, vilde det ile med at kappe Hovedet af den dumme, indskrænkede Opfattelse, at unge Mænd og Kvinder ikke kan omgaas frit med hverandre, men skal bindes af Hensyn og Former.
"I Selskab" og "paa Bal" er de eneste Former, hvorunder de unge tør nærme sig hinanden, og der kan ingen Udvexling af Tanker og Meninger finde Sted, der kan ingen Venskabsytringer eller Kammeratskab benyttes, sligt naas kun i Samarbejde og i Samliv under daglige Forhold. Paa Ballet er det kun Kavaleren over for Damen, der træder frem.
Ganske vist har Foreningslivet virket en Del frigørende paa de stramme Baand, der skiller Kønnene fra hinanden, men man er dog næppe naaet videre end til at danse sammen og tale lidt politik sammen. Hjemmene har paa ingen Maade aabnet sig for en friere Omgang mellem de unge Mænd og Kvinder.
De fleste Folk kan endnu ikke taale at se en ung Mand og en ung Kvinde gaa en Gade lang sammen i fortrolig Samtale uden at overfalde dem med Gratulation til Forlovelse, og hvis de unge benægte det og er kække nok til at sætte sig ud over den spidsborgerlige Snusfornuft, saa anklages de for at hylde den fri Kærlighed, til hvilket Ord indskrænkede Mennesker i deres Forestilling knytte den groveste Usædelighed.
Der er sagt i et af Bladets tidligere Numre af Frk. Regina Hoff, at den unge Pige forekommer mange Mænd saa pjanket og pjattet, og at de ikke gærne tale med hende om alvorlige Ting, som de kun drøfte med andre unge Mænd. Der er vistnok noget sandt deri, der findes jo mange pjattede unge Piger, ligesom der er mange pjankede unge Mænd. Forresten kan sikkert de unge Mænd, som der er noget ved, let skelne mellem de unge Piger, selv om disse ikke selv tror det.
Men i Virkeligheden er der ingen, en ung Mand hellere taler med end en ung intelligent Pige, forudsat at han tror, at hun interesserer sig for det samme som han, og ikke blot af Høflighed lader saadan, hvad mange unge Piger er saa tilbøjelige til. Det er nemlig ikke ganske uden Grund, at de unge Mænd er ængstelige for at nærme sig.
Er det virkelig en intelligent ung Pige, tør han maaske nok gøre Regning paa, at hun ikke opfatter hans Tilnærmelse som en gøren Kur, hvad der dog under ingen Omstændigheder burde resultere af et flygtigt Bekendtskab. Men hvad siger de andre?
De giver under ingen Betingelser de to et Minuts Ro. Han kan for sit Vedkommende være lige glad, men er det en alvorlig ung Mand, er det ham ikke ligegyldigt, at han har gjort hende til Genstand for Snak. De andres ubarmhjærtige Forfølgen skal nok tvinge ham til at holde sig i Afstand. Men der er ogsaa andre Grunde, der bringe unge Mænd til at undgaa for indgaaende Meningsudvexling med unge Piger. De unge Mænd af Fremskridtspartiet er i Reglen paa mange Punkter langt mere fremskredne end de unge Piger, der ikke har haft de samme Impulser som de unge Mænd. Den unge Mand har ofte, og det med god Grund, en Angst for, at han, hvis han uden Hyklen sagde sin Mening om alt, hvad der kom paa Tale, da skulde tabe i den unge Piges Agtelse, f. Ex. som "umoralsk", hvad han, hvis han sætter Pris paa hendes Agtelse, nødig vil; thi det kan ikke nægtes, at den unge Mands Tanke i Almindelighed har svunget sig mere ud i Fremtiden end hendes.
Det gaar for Resten ofte som Frk. Hoff skriver, at en ung Kvinde og en ung Mand, der staar overfor hinanden og begge saa gerne vil tale om noget fornuftigt, ikke naar videre end til at snakke hen i Vejret, fordi de misforstaa hinanden, mangler Tillid, og ingen tør gøre Begyndelsen til en Forstaaelse.
Saa taler hun i Stedet for med sin Veninde og han med sin Ven, og hver faar sin Ensidighed styrket i Stedet for, at netop Samtalen mellem den unge Pige og den unge Mand baade paa Grund af Sympathien og paa Grund af Naturens Forskellighed kunde bringe et langt rigere Udbytte. - Hvor et friere Samliv mellem Mand og Kvinde fører til Kærlighed, tør man sikkert tro, at Ægteskabet bliver lykkeligere end de nu almindelige. Gaar Sympathien ikke over til Kærlighed, kan den dog have bragt megen Lykke. Sikkert vil et friere Forhold forhindre mange ulykkelige Ægteskaber.
Netop i Tider som den nuværende er det Synd, at de unge Piger og de unge Mænd, der staa paa Fremskridtets Side, staa saa fremmede overfor hverandre og har saa ringe Lejlighed til at vexle Tanker om det meget, der er oppe i Tiden.
Men de unge maa sætte sig ud over Folkesnakken og tilvende sig Retten til en fri og kammeratlig Omgang mellem Kønnene, og de frisindede Hjem maa slaa Dørene højt op for Ungdommen, til i Lys og Frihed indenfor Faders og Moders Deltagelse at stifte Venskab, om det skal lykkes at opdrage en sund, naturlig og kraftig Ungdom med alvorlige Interesser og uskyldig Munterhed, og - naar Tiden kommer - med Styrke og Trofasthed til at grunde Ægteskab paa Sympathi og Forstaaelse.
Det maa gaa op for os, at Kønnnne er lige, og tænker og føler som Mennesker, og lige saa vist, som der er Trang til at slutte Venskab mellem Mand og Mand eller mellem Kvinde og Kvinde, lige saa naturligt kan det være, om en ung Mand og en ung Kvinde er fortrolige Venner. Hvorfor ikke dele Liv og Kammeratskab med en Mand fra Kvindens Side og omvendt, uden at det absolut skal blive Forlovelse og Ægteskab!
Alt Hemmelighedskræmmeri, de ulykkelige Stævnemøder, som 14 - 16aars Drenge og Piger rode sig ind i, vilde fuldkommen forsvinde, om Forældre sendte deres Børn til aabenlyst at omgaas hverandre som Kammerater. Da vilde den reneste Kvindelighed og Blyhed udvikle sig (unge Mænd kan være lige saa bly som Kvinder) og træde i Stedet for al denne falske Undseelse og Rødmen til op over Ørene, naar en ung Pige aabent og naturligt tiltales af en ung Mand.
Og nu den modnere Ungdom, som har Interesser og gerne vil udvexle Tanker indbyrdes - hvor hungrer den ikke efter at tale meget inderligt og længe om mangt og meget, dele Venskab og Kammeratskab, en ung Mand med en ung Kvinde og omvendt! Men Konveniensen er ubarmhjærtig. Her skilles aller dybest. Den udviklede Mand maa vide, at han har et Ansvar overfor de unge Piger, hedder det. Derfor møder man saa mange visne og døde Mennesker; thi de skal tvinges ind i den Løgn at forlove sig, om de vil have Ret til at omgaas fortroligt med hverandre.
Hvorfor vil man gøre Livet saa fattigt, naar det kunde være saa rigt?
Thi hvad skulde være til Hinder for, at en ung Mand og en ung Kvinde kunde spadsere, rejse sammen, skrive, læse sammen, besøge hinanden og dele Interesse sammen, uden at det skulde være nødvendigt at forlove eller gifte sig, og hvorledes bliver det overhovedet muligt at kende hinanden, saaledes, at man tør knytte sit Liv saa nær til et Menneske som i et Ægteskab, naar man aldrig har Lov til at tale og leve sammen med mange, inden man gør sit Valg?
Men, siges der, de unge vil forelske sig i hinanden, de kan ikke staa i et roligt Venskabsforhold og kammeratligt Forhold.
Det er nok muligt, at der, hvor der har været indestængt og tilbagetrængt Lidenskab, vil det erotiske slippe ind. Men er det egentlig nogen Ulykke? Og det er sikkert, at vi da først faar en sædelig Ungdom blandt Mændene, og en naturlig og ikke forskruet og romantisk Ungdom blandt Kvinderne, om Kønnene faa Lov at mødes og dele Livet i Stedet for at løbe i to isolerede Retninger.
At der vil blande sig lidt Erotik ind i Venskabsforholdet, er nok muligt. Men er der ikke i ethvert nyt Venskabsforhold mellem Mand og Mand og Kvinde og Kvinde altid lidt Feber eller Skinsyge i Begyndelsen? Ja, mellem meget poetiske Naturer kastes der ofte Glans over deres Venskab, som om det var Kærlighed. Det bliver nok roligt af sig selv, naar det vinder Dybde, blot der er Frihed.
Man føler en Pligt til at sige, hvad der her er sagt: det skal frem, thi det drejer sig her om menneskelig Lykke. Som Forholdet nu er mellem Kønnene, skabes der ofte og mangensteds Utilfredshed og Ulykke, hvor der kunde være Lykke. Mennesket er bedre, end man ofte skulde fristes til at tro. Det er daarlige politiske og sociale Forhold, der forkvakler og undertrykker det gode i Menneskenaturen. Undersøger man med Kærlighed og Forstaaelse de menneskelige Sorger og Bekymringer og Fejltrin, da stammer de næsten altid fra utilfredsstillet legemlig og aandelig Trang, fra Forkvakling af Naturen. Videnskabsmænd og Politikere stride for at finde Midler til Afhjælpning af de Forhold, der fremkalde Næringssorger, der gør mange Livet saa surt og er Aarsag til saa meget slet. Men ogsaa den aandelige Trang maa tilfredsstilles, naar et Menneske skal føle sig glad, tilfreds og lykkeligt. "Mennesket har ikke godt af at være ene", det trænger til andres Forstaaelse og Sympathi, allermest for at fremelske og dyrke de gode Spirer og kvæle de slette. Det lever som mellem vilde, naar det ikke knyttes med saadanne Baand til andre. Skaberen har ikke sat de to Køn i Verden blot for Forplantelsens Skyld, - men ogsaa for at Sympatien, der jo er stærkere mellem Mand og Kvinde end mellem to af samme Køn, skal arbejde i det godes Tjeneste. Men hvorfor skal saa med Vold og Magt og med Opinionens knusende Tryk Kønnene, og navnlig de unge, tvinges fra hinanden i alt alvorligt, i al Fald naar der ikke bejles? Skulde det være Naturens Mening, at kun Forlovede og Ægtefæller skal nyde godt af den mægtigste og bedste Følelse, som er medgivet Barnet fra Fødselen. Sig kun, at Sympathi er fortyndet Kærlighed, og skræm med den "fri Kærligheds" Spøgelse! Det er ikke Sandhed, som mange tror og siger, at det kun er bevidst eller ubevidst Sandselighed, der skaber en stærkere Sympathi indbyrdes mellem Kønnene end mellem dem af samme Køn. Og selv om saa var, hvad gjorde vel det, naar, aabenbart efter Naturens Bestemmelse, det godes Sag tjenes derved? Det Stænk af Tilbøjelighed, der ofte saa let iblandes Sympathien, forædler og bringer begge til gensidig at stræbe efter at blive værdig til hinandens Agtelse. Det inderligere Bekendtskab mellem Kønnene, som Nutidens Liv forbyder, vilde vel drage Kaaben fra meget, der skjules i Selskabslivet, men det vilde ogsaa give Lejlighed til at rette Fejl, som nu maaske aldrig rettes. I det Sympathien mellem Kønnene (bortset fra den mellem Ægtefæller) dræbes med Kunst, myrdes en af Naturens bedste Gaver til fremme af det gode. Den kinesiske Mur har aldrig skilt Kina fra Omverdenen saa fuldstændig, som det unaturlige, sociale Tryk skiller unge Mænd fra unge Piger, og umuliggør en Tankevexling om, hvad der burde have Interesse for alle. Og dog burde der ikke være det under Solen, der ikke kunde tales om, Mand og Kvinde imellem, naar det har Betydning for Slægtens Udvikling. Ved at kvæle det aandelige Liv har Nutiden endog umuliggjort varig Kærlighed, grundet paa aandeligt Slægtskab, i Ægteskab. Og de unge Mænd, der ikke har Raad til at gifte sig eller ikke har fundet nogen, som de har turdet knytte sig til indtil Døden, maa ikke suge Næring af og styrke sig ved sympathetisk Samkvem med dem, der bedst kunde hjælpe i modløse og svigtende Timer, hvor der trænges til en aandelig jevnbyrdig, til hvem man er knyttet ved Sympathi. Ved det nuværende Undertrykkelsessystem har man til Overflod skabt Udskejelser, som nu Himmel og Jord sættes i Bevægelse for at faa Bugt med, til ingen Verdens Nytte, fordi man er blind for Roden til det onde. Man siger undertiden, at det er at lege med Ilden at give de unge af begge Køn mere Frihed til at omgaas, men man skjuler, hvad ondt det nuværende Forhold har bragt med sig.
Gid derfor de unge kunde faa Mod til at sætte sig ud over Folks indskrænkede Opfattelse af, hvad der kaldes det passende, og gid Forældre vilde elske deres Børn saa højt, at de i Hjemmene vilde unde dem fuld Frihed til at færdes naturligt og frit, at Kønnene i deres Ungdom kunde leve kammeratlig, saaledes, at Ægteskaberne ikke blev indgaaet uden i dyb Sympathi og inderlig Forstaaelse!
