Mennesket

er ikke alene i Stand til at opfatte hele den uendelige Yderverden; det formaar at trænge ind i sin egen Aands Hemmeligheder og at undersøge de svageste Bevægelser i sin Sjæl, og det bærer en Dommer i sig, for hvem det skal staa til Ansvar for sine Handlinger og Følelser.

Et vidunderligt udviklet Organ - Hjernen - er Sædet for disse forbavsende Evner. Her troner Viljen, hvis Befalinger med elektrisk Hastighed gennemflyver hele Legemet; Hukommelsen, som fremstiller Mindet fra længst forsvundne Dage for vor Tanke; Fantasien, som forskønner vor Tilværelse med sine bestandig vekslende Billeder; Forstanden, som forskende trænger ind i Fænomenernes inderste Natur og forbinder Virkning med Aarsag, og endelig Følelsen med dens Tusinde Lidenskaber og Sindsbevægelser. Hvor liden er ikke Hjernen, men hvor stort er ikke Omraadet for dens Virksomhed! Af hvor mange Tanker, Forestillinger, Beslutninger og Følelser gennemkrydses den ikke blot i Løbet af en eneste Dag! Et Organ, der er saa mærkværdig udrustet til at omfatte alt fra det højeste til det laveste, kan nok fortjene Navn af en Verden i det smaa - men ligesom de kostbareste Kar i Reglen er de skrøbeligste, saaledes er ogsaa en Ubetydelighed i Stand til at ødelægge dette Skabelsens Mesterværk.

Ved Undersøgelsen af Hjernen, viser Menneskets Svaghed sig netop i det klareste Lys ved Siden af dets Storhed, og dersom dets Overlegenhed over Dyret, og dets ophøjede Stilling som Herre over den synlige Skabning skulde forlede det til Hovmod, kan det atter lære Ydmyghed, naar det betænker, hvor hurtigt et Stød, en Rystelse eller Sprængningen af et lidet Blodkar kan styrte det ned fra Højdepunktet af dets aandelige Liv. - Vi vide med fuld Sikkerhed, at Hjernen er det legemlige Organ for vore aandelige Evner - men den indre Mekanisme af dette vidunderlige Værksted er os ganske ubekendt. Fra Fiskene og Krybdyrene gennem den lange Række af Fugle og Pattedyr op til Mennesket, se vi Hjernen tiltage i Masse, Vindinger og anatomisk forskellige Dele, samtidig med at Aandsevnerne vokse - dog naar vi sammenligner Orangutangens Hjerne med Menneskets eller Menneskenes Hjerne indbyrdes, saa finder vi ingen materielle Oplysninger, der kunne tjene til at forklare os Aarsagerne til den intellektuelle Forskel, der findes imellem de højere Pattedyr og Mennesket eller mellem Menneskene selv. Dissektionskniven viser os ingen paafaldende Forskel mellem den store Tænkers og Hverdagsmenneskets Hjerne. Kemikeren skelner de samme Bestanddele hos begge, og under Mikroskopet viser der sig kun hos begge en sand Labyrinth af fine Traade, Rør og Smaaceller.

Saa sikkert bevarer Hjernen sine Hemmeligheder, at Mennesket maaské snarere vil udgrunde Universets Bygning end Sammensætningen af det gaadefulde Organ for dets egen Tænkning. (Fortsættes.)

Efter „Sundhedsbladet”.