Om Voldgift.
Ved første Behandling af Forslag til Rigsdagsbeslutning, i Anledning af en med de nordamerikanske Fristaters Regering afsluttet Konvention, udtalte Folketingsmand Bajer ifølge "Folketingets Forhandlinger" (Spalte 4818 - 19) den 6te Marts 89 bl. a. følgende:
Der er jo i forskellige Lande Bestræbelser fremme for at gaa over fra tilfældig Voldgift til vedvarende Voldgift. Det sidste Slags spores i forskellige Traktater allerede siden 1848. Særlig har Nordamerika interesseret sig for en saadan Udvikling af Voldgiftsinstitutionen. Jeg har for mig en Skrivelse, som er sendt mig fra London den 6te Februar i Anledning af, at den nordamerikanske Præsident agter i en nær Fremtid at indbyde forskellige Stater fra Nord- og Sydamerika til at forhandle om dette Spørgsmaal. Det turde være Rigsdagen bekendt, at ogsaa det engelske Parlament interesserer sig meget derfor, og der rejste i 1887 en Deputation paa flere hundrede Parlamentsmedlemmers Vegne til Amerika, og havde Foretræde hos den nordamerikanske Præsident for at interessere ham for en vedvarende Voldgiftstraktat imellem England og Nordamerika; og i Frankrig har man taget Sagen op for ogsaa at faa den udvidet til Frankrig. Den 31te Oktober 1888 var der Møde af engelske og franske Parlamentsmedlemmer i Paris, og de besluttede at indbyde til en international Voldgiftskongres i Paris, som skal afholdes den 29de og 30te Juni i Aar, hvorom Opslag vil findes i Rigsdagens Læsesale. Det er en Sag, der har været i Bevægelse ogsaa her. I Fjor den 27de Marts besluttede Folketinget, ved at vedtage en Dagsorden i Anledning af et Andragende med 50 Stemmer mod 16, at erklære sin Sympathi for en Adresse med 5 a 6000 Underskrifter om en vedvarende Voldgiftstraktat mellem de tre nordiske Riger. Jeg benytter Lejligheden til at give disse faa historiske Oplysninger, fordi jeg beklager, at der hidtil i Folketinget, som der forekommer mig, ikke har været den Interesse, som der burde være for Udviklingen af Voldgiftsinstitutionen, navnlig i Retning af at komme fra tilfældige til vedvarende Voldgiftsretter. Det er den eneste sikre Vej til at modarbejde den Militarisme, som breder sig mere og mere. Der findes ikke noget andet virkelig tilforladeligt Middel; man kan saa iøvrigt være uenig om, hvorvidt Militarismen, der er saa stærk i Europa, ogsaa har angrebet vort Fædreland.