Et Juleminde.
Aa ja saamænd, kære Frue, nu da De beder mig, saa skal jeg føje Dem, hvem véd, maaske havde jeg fortalt Dem det, De nu skal høre, uden Anmodning. Man kan jo være saa fritænkerisk, saa moderne, saa overlegen, man vil, Juleaften kan man ikke, i det mindste ikke i min Alder, lade gaa upaaagtet forbi. Se nu i Aften, jeg kunde jo akkurat lige saa godt have siddet hjemme og arbejdet med mine Præparater, men jeg véd ikke, hvordan det gik eller ikke, jeg maatte ud, maatte hen til et Menneske, der lige som jeg var alene Juleaften.
Saaledes begyndte min gamle Bekendt og Ven, Doktor J., da jeg havde anmodet ham om at fortælle noget fra sin Ungdom.
„Ser De, det jeg vil tale om, er en Juleaften, jeg oplevede for mange Aar siden, jo, lad mig se en Gang, jeg var knap fyldt 23 Aar, saa De kan selv regne ud, hvor længe det er siden. Den Gang ringeagtede jeg Juleaften. Uf, hvor disse evige Julenyheder forekom mig banale, hvert Vindu var jo lige som nu en stor Juleudstilling, alt af den Sort ærgrede og harmede mig lige til selve „Aftenen” - men Mage til den herlig Juleaften har vist ingen Mennesker oplevet. . . . Gud, hvor var jeg dog lykkelig, lykkelig!.......Se en Gang disse Briller - ja De kan vel ikke finde noget mærkeligt ved dem - jeg fik dem den Aften af hende - ser De Mærket der - ja, jeg fik dem af hende, og fra den Tid stammer den Energi, som har svunget mig op til det, jeg nu er. - ”
Den gamle Doktor tog her sine Briller af og pudsede dem med en Mine, som forrettede han en højtidelig Handling, endog hele Stellet, der var af Guld, blev pudset i den lille Skindlap.
„Jeg var hos hende den Jul; ingen vidste det. Under et Paaskud var jeg gaaet hjemme fra, fra den Jul, der skulde holdes i mit Hjem. Og jeg var gaaet uden Samvittighedsnag. Den Jul, jeg hidtil havde kendt, var mig jo som sagt afskrækkende. I flere Dage havde jeg hjulpet hende med hendes Forberedelser - hun elskede Julen - hun skulde i sit Hjem, hos sin Søster og dennes Børn, pynte Juletræ, finde paa Overraskelser, og i al sin Barnlighed hoppede Hjertet i Livet paa hende ved Tanken om Juleaften med, som hun sagde, Knas og Bras og Stads og Julegaver.
Vi holdt jo allesammen af hende, og hun omfattede os alle med sin varmeste Kærlighed, umuligt er det at sige, hvem der optog den største Plads i hendes Hjerte; somme Tider troede jeg, det var mig, men til andre Tider var jeg klar over, at det var Søsteren eller dennes Børn.
Den Juleaften var det et afskyeligt og sølet Vejr, rigtig usundt for Fattigfolk og Syge; men Vejen til hende var kendt og faldt mig aldrig lang eller trist. Og saa ventede der mig en Glæde uden Lige, ja, intet Barn i hele Byen kunde blive mere overrasket og glad, end jeg store Menneske blev ved det fagre Syn af hende, som hun stod der i Døren og ventede mig, angst for, at jeg dog skulde svigte - hun var balklædt i hvid tætsluttende Kjole med en Buket blegrøde Roser i Brystet - ja, vi græd begge to af Glæde over hinanden, og jeg husker, at jeg, medens jeg kyssede hende, tænkte: blot vi havde en Gud at tro paa, at takke for vor Lykke, en Gud, til hvem vi kunde synge Salmer. Naa, det havde vi nu ikke, ingen af os, og Savnet har aldrig trykket mig siden. Jeg kom ind i Stuen, iført Kjole og det obligate hvide Slips - saadan havde hun forlangt det - og vi stod foran Juletræet. Hvor det dog straalede! jeg ser det endnu for mig; det var ikke stort, men som Lys og Mørke var fordelt i det, som de brogede Kræmmerhuse, de krusede Kurve og flettede Hjerter var ophængt, fulde af fin Konfekt og kandiserede Frugter, gjorde det et uudsletteligt Indtryk. Jeg husker endnu, hvorledes jeg blev staaende med hendes Haand i min og stirrede ind i Lysene; vi stod længe, længe, tilsidst saa jeg ikke andet end Lysglans, mine Øjne var blinde for alle andre Indtryk, og det blev Følesansen, der fik Overtaget; jeg følte hendes varme Haand i min, og jeg fik en Fornemmelse, som om der udveksledes et Væld af Ømhed mellem de to Hænder. Varmen strømmede fra hendes Haand over i min og fra min til hendes med en Hurtighed, som blandede de Blod med hinanden, og jeg følte, at de to Hænder aldrig kunde skilles - saa har jeg formodenlig trykket til - glemt, at det var en Kvindehaand - der undslap hende et Skrig, men skønt Øjnene var vaade og Taarerne var nær ved at løbe hende ned paa Kinden, saa smilede hun dog over hele Ansigtet, med det lykkelige Smil, der den Gang som altid viste fuld og dyb Forstaaelse.
En Time kun vilde jeg være borte, det havde jeg sagt hjemme og - De véd, Frue, Tiden, den skal man passe, - allerhelst vilde hun jo have beholdt mig hele Aftenen, men vant som hun var til, at jeg hang i Klokkestrengen, fandt hun sig deri, og med en ophøjet Mine - som en Teaterdronning
- tog hun den kære lille, et Brillefuteral frem mellem Knapperne i Brystet paa Kjolen, men saa faldt hun ud af Rollen, med sine smaa vimse, ilfærdige Fingre rev hun det op, tog Brillerne ud, satte dem paa mig og sagde: „For Fremtiden skal Du være min Doktor og gaa med mine Briller.” Saa kyssede hun mig paa Munden, paa Kinden og Panden, var ellevild af Glæde - hvor de dog klædte mig, hvor jeg saa lærd ud o. s. v. o. s. v., fortalte hun, medens jeg stod tavs, glad over hendes Glæde - men saa flov og skamfuld over ikke at have en Gave til hende; thi i min Frygt for Julen havde jeg faaet hende til at love mig ikke at give mig nogen Present, saa lidt som jeg hende; men nu - ja, hvad nu? - Løsningen blev naturligvis den eneste mulige, hun saa min Forlegenhed, omfavnede mig igen og bad mig ikke være vred, fordi hun havde gjort, hvad hun ikke maatte - bebe, sagde hun ....
Saa gik jeg hjem og spiste min Moders Risengrød og Gaas og hjemmebagte Klejner - og ingen anede, hvor jeg havde været, og ingen vidste, at jeg havde faaet mit Juletræ og mine Gaver. -
Ja, nu er min Fortælling forbi. Skaal, Frue! glædelig Jul! gemt er som De ser ikke altid glemt. De tillader vel, jeg ser herop Nytaarsaften? Jeg maa hjem nu, der kan maaske have været Bud efter mig - Folk er jo desværre ogsaa syge i Julen.”
Og den gamle venlige Doktor med det strenge Ansigt gik hjemad i den stille Juleaften.
