« Tilbage til søgeresultaterne

Camilla Collett.

« Se emneord

„Kvindesagens yderste og ypperste Forpost i Nord”, tør hun vel kaldes i disse Linjer, hvormed „Hvad vi vil” mindes hendes 80aarige Fødselsdag.


Camilla Collett, Datter af Præsten Wergeland og Søster til Norges første Lyriker Henrik Wergeland, er født 1813 og tilbragte sin Barndom paa det historiske Ejdsvold, hvor hendes barnlige Sjæl har modtaget de første stærke Indtryk. Hun blev gift med Professor ved Kristiania Universitet Peter Jonas Collett og 1855 udgav hun sin første bekendte og berømte Bog: „Amtmandens Døtre”.


Det var en Bog, der vakte en umaadelig Opsigt, dels fordi det var saa godt som den første fortællende Bog, der blev udgiven paa Norsk, og saa for den dybe indignations Skyld, hvormed den var skreven.


Det var den første Bog, der vidnede højt om den Uret, Kvinden led under, og Forfatterindens eget varme Hjertes Slag spores i hver Linje, i hvert Ord. „Amtmandens Døtre” er en Bog, man ikke glemmer, har man en Gang læst den; det er en paa en Gang nobel og ærlig Bog, et gribende Indlæg for Kvindesagen.


Efter den kom „I de lange Nætter” og „Fra de Stummes Lejr”, senere „Mod Strømmen” og andre Smaating; men alle talte de Kvindens Sag.


Vi vil ikke her, hvor vi kun vil mindes Forfatterindens 80aarige Fødselsdag, der fejredes i Mandags den 23. Januar, komme videre ind paa at omtale disse hendes Værkers Indhold, det forbeholder vi os i en senere udførlig Anmeldelse, men vi vil bede alle danske Kvinder, der kæmper for deres Friheds Sag, sende den alderstegne Forfatterinde deres Hjerters oprigtigste om end tavse Tak for den Bistand, hun ved sin Personlighed, ved Skrift og Tale har ydet Kvindesagen.


Hun var den første, der som en Ret fordrede Kvindens politiske Stemmeret, og trods al Haan og Modstand har intet rokket hende fra hendes Overbevisnings faste Stade. Hvad hun har lidt for denne, kan maaske kendes af efterfølgende, som hun kalder Selvbetragtninger; det er et Brudstykke og findes i „Mod Strømmen”, 2den Række.


„Vi kender alle Protesilaosmythen, der har formet sig til en Verdenssandhed.


„Den, som gaar foran i en Alvorsdyst, han sejrer ej, han kæmper kun og falder.”


Hundreder af Mænd, der har viet sit Liv til en stor endnu ikke af Mængden fattet Idé, vil have lært Protesilaos Betydning at kende.


Saa meget mere da en Kvinde, der har stillet sig i Fronten for noget saadant, beredt paa at tage alle Slagene, der falder, før hun ligger der selv.


Der var nogen igaar, der vilde give mig Navn af en kvindelig Protesilaos. Det er sandt, jeg har prøvet denne Kamp i al Skrøbelighed og Magtløshed, og, det maa man lade mig, imod en forfærdelig Overmagt, der er vant til at sejre, og dog, Vidunderet er sket, jeg lever endnu, jeg er bleven 70 Aar i denne Kamp. Mon Protesilaos var saa gammel, da han faldt for de Tusinde trojanske Spyd.


Den 24. Januar 83.”


Der er gaaet 10 Aar, siden Fru Camilla Collett skrev disse Linjer, endnu lever hun, og op til hende ser beundrende Nordens Kvinder.


Gid hun, før hun lukker sine Øjne, maa opnaa at se Kvinden sejre i den Kamp, hvortil hun saa modigt indviede sit Liv.


Men opnaar hun det ikke, saa har hun endda ikke levet forgæves, dertil har hendes Virken sat for dybe Spor.



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner