Kvindens Samfundsstilling i Nutiden.

II.

I England, siger Leon Giraud, var det Stuart Mill, der først ved sin Bog „Subjection of Women” og senere ved den store Valgreform 1867 satte et Ændringsforslag frem om Kvindens Valgret. I sin Tale derfor i Parlamentet angreb han særligt den Paastand, at Kvinderne mangler Dygtighed til at sætte sig ind i offenlige Sager, og viste, at Historien havde mange Eksempler at opvise paa det modsatte: Dronning Elisabeth, Debora, Jeanne dArc, Dronning Margrethe o. fl., men saa længe Kvinden var kuet og holdt borte fra Deltagelse i det offenlige Liv, kunde man selvfølgelig ikke bedømme hendes Evner rigtigt. Det Stuart-Millske Forslag faldt med 81 Stemmer mod 194 i 1867, men Forslaget om Kvindens Stemmeret har senere været fremme hvert Aar i Parlamentet, og Forholdet i Stemmeantal var omtrent som den Gang, i 1884 135 Stemmer for, 171 imod.

Skønt Kvinderne altsaa med Hensyn til Stemmeret ikke er kommet videre, saa er der i andre Henseender sket store Fremskridt i England for Kvindernes Vedkommende. Der er Loven 1882 om de gifte Kvinders Ejendomsret, hendes Indtrædelse i By- og Sogneraad, i Skole- og i Fattigvæsenet.

I 1871, da Jakob Brigth indbragte en Adresse med 130,000 Underskrifter for Kvindens Valgret, holdt M. Gladstone en Tale om det skadelige for Samfundet i, at Lovene ikke viste Kvinderne Retfærdighed, Parlamentets Formand, M. Kenley, erklærede, at han var bleven omvendt, da han paa et Møde saa Kvinderne votere i de lokale Spørgsmaal.

Denne Mistillid, der vises Kvinden i det politiske Liv, har selvfølgelig ogsaa Indflydelse paa hendes Adgang til Stillinger og Embeder, og dette har igen til Følge, at Kvinden ikke faar en passende Opdragelse og Fagdannelse i sin Ungdom.

Loven af 1882 om den gifte Kvinde, der efter sit Ægteskab har lige saa fuld Ret til sin Ejendom som før Ægteskabet, har virket meget til Kvindens personlige Myndiggørelse; desuden blev Skilsmisse gjort hende lettere. Der er faa Steder i Verden, hvor der holdes saa mange offenlige Kvindemøder som i England, og det er meget ofte, at den højeste Adels Damer præsiderer ved saadanne Møder. I 1881 holdt Kvinderne et stort Protest-Folketog, væsenlig sammensat af Arbejderkvinder, som drog igennem Gaderne med Faner, hvorpaa der stod „Gode nok til at betale, men ikke til at stemme”.

Prostitutionsloven, der i 1866 blev indført i en Snes Garnisonsbyer, lignede ganske vor Lov af 1874, men den oprørte dog det engelske Folks Samvittighed, da de saa, hvorledes den gik ud over den fattige unge Pige, og ophævedes igen i 1886. Tillige skete det Fremskridt, at Lovens Beskyttelse over for unge Piger blev sat op fra l3 Aar til 16-Aarsalderen. Dette skyldes væsenlig Kvindens ihærdige Kamp herfor med den berømte Miss Josephine Butler i Spidsen. Forfatteren meddeler, at der blandt Kvindesagsvennerne er en Spaltning, da mange mener, at Stuart Mill dog var gaaet for vidt, idet han forlangte fuld og hel Ligestilling for Kvinderne. De mener, at kun ugifte Kvinder og Enker bør have Stemmeret.

Ved den ny Lov i 1888, hvor Kvinderne fik Stemmeret i Grevskaberaadene, stod der ikke tale om Køn med Hensyn til Valgbarhed. I „Byen Lande” blev der derfor valgt 2 Kvinder: Lady Sandhurst og Miss Cobden, men en af de faldne Herrer indstævnede Spørgsmaalet for Domstolene, og de to Damer blev dømt til at betale 500 Kr. i Mulkt for uberettiget Valg. De lod Sagen gaa til Overhuset, men uagtet deres Sag blev støttet af Lorderne Derby og Graville, faldt det dog for Regeringens Modstand.

I Skoleraad, Fattigvæsen og paa mange andre humane Omraader har Kvinderne uindskrænket Myndighed og udretter uhyre meget godt. Fra denne Side og som Talere ved offenlige politiske Møder har Kvinden hele den engelske Presse paa sin Side. Man ser altsaa efter vort Stykke i forrige Numer, at Kvinderne i England er langt mere fremme end i Frankrig.