Hvad unge Piger tænker.
(Efter det engelske.)
Unge Piger tænker, det er underligt, at Folk siger til Drenge: „Græd ikke, det er kun Piger, der græder.” - Naar Skoledrenge viser Følelse, bliver de let af; derfor ser man ofte Drenge plage Insekter og andre Dyr, især Katte. Ved Synet af en Kat paa Gaden rejser sig alle de onde Instinkter i Drengene, derimod lader disse ofte Hundene gaa i Fred - frygter de for, at Hundene skal give igen? Unge Piger tænker: Kan saadanne Drenge blive medfølende og gode Mænd?
Unge Piger kan ikke begribe, hvad Fornøjelse det kan være for Mænd at gaa paa Jagt og forfølge det ulykkelige Dyr, til det i den forfærdeligste Dødsangst maa falde, og at det kaldes „Sport”, finder unge Piger afskyeligt. En lille Pige fortalte, hun stod hjemme ved Stalddøren, da kom en ganske ung Hare farende hen imod hende med en glubende Hund efter sig. Den lille Pige greb det lille Dyr, tog det i sine Arme og sprang op ad Loftstrappen. Senere er Haren bleven tam og følger hende som en Hund.
Unge Piger hader den militære Sport, som hedder Hestevæddeløb, og hvorved der ofte findes det afskyeligste Dyrplageri.
Unge Piger undrer sig over, at Folk siger, det er stygt at se en Mand beruset, men hundrede Gange værre at se en Kvinde være det - hvorfor?
Unge Piger finder det forfærdelig uskønt at se elegant klædte Herrer ryge og spytte paa Asfalten; de tænker paa at gøre det samme for at kurere Herrerne.
Unge Piger hørte paa et Møde, at Venstre vilde ikke give Kvinderne Stemmeret, ti saa vilde de alle stemme paa Højre. Hvorfor arbejder da Højre ikke derfor? Maaské de mener, at Kvinderne, hvis de fik Stemmeret, alle vilde stemme paa Venstre. Unge Piger tænker, at de politiske Anskuelser vil findes lige saa forskellige hos Kvinder som hos Mænd.
En lille Pige fortæller, at hun er den ældste Pige af 8 Søskende; hun selv er 10 Aar, hendes Broder Hans er 12, han gaar regelmæssigt i Skole og faar Lov til at læse Lektier, naar han kommer hjem. Den lille Pige derimod maa, naar Moderen gaar paa Arbejde, vaske og klæde de smaa Søskende paa, lave Mad til dem og passe Moderen, naar denne er syg, medens Brødrene gaar ud og leger i den friske Luft. Den lille Pige fortæller, hun faar ingen Mad, før hun kommer hjem efter at have bragt sin lille Broder i Asylet, hjulpet ham Frakken af, hængt hans Hue paa Knagen o. s. v. Om Aftenen, naar den lille Pige er gruelig træt af at opvarte Brødrene, skal hun tage Hækletøjet og sidde stille og være flittig. Brødrene fortæller, de vil være Soldater og Sømænd. Den lille Pige mener, det derfor var bedst, de begyndte at forberede sig lidt til deres fremtidige Gerning ved at hjælpe hende at vaske op, men de svarer hende med den dybeste Foragt: Vi er ikke Piger.
De unge Piger synes, det er underligt, at unge Mænd taler saa foragteligt om gamle Kvinder, da deres egen Moder er gammel, og de kan ikke begribe, hvad latterligt der er ved en gammel Jomfru, der ofte gør alt for at glæde de unge.
Unge Piger kan ikke forstaa, hvorfor de ikke kan gaa alene hjem om Aftenen, men at deres lille Broder paa 10 Aar skal komme og hente dem.
De kan heller ikke fatte, hvorfor unge Piger skal have mindre Løn end de unge Mænd, naar de gør Arbejdet lige saa godt som de; de undrer sig derover, som de i deres Barndom undrede sig over, at deres Moder aldrig fik Penge for sit Arbejde, men maatte bede Fader om hver Øre, skønt hun arbejdede fra den tidlige Morgen til den sildige Aften.
Unge Piger undrer sig over, at der er mandlige Inspektører over Haandarbejdet i Skolerne, da disse Inspektører jo slet ikke selv kan sy.
Unge Piger tænker, det er mærkeligt, at Mænd ikke kan holde korte Taler paa politiske Møder og altid bruger største Delen af Tiden til at skælde ud paa dem, som ikke er til Stede.
Ja, der gaar mange underlige Tanker gennem saadanne smaa Pigehjerner. - Min lille Pige siger, hun vilde gerne se Faders Ansigt, hvis Broder Hans dækkede Middagsbordet, og hun blev siddende at skrive sin Stil færdig.