Mennesket.
(„Sundhedsbladet”.) (Fortsat.)
Hjernen, der omsluttes af Hjernekassen, og indenfor denne omgives af Senehinden og flere finere Hinder, modtager Indtrykkene fra Yderverdenen gennem Nervernes beundringsværdige Telegrafsystem, hvis fine Traade forgrene sig gennem hele Legemet og dels som trofaste Meddelere bringe Underretning om, hvad der foregaar udenfor, og dels som punktlige Tjenere fuldbyrde de fra Hjernen udgaaende Befalinger. De Nerver, som lede de ydre Indtryk til Hjernen, kaldes Sansenerver, og af disse behersker Synsnerven det videste Omraade. Synsorganet, Øjet, bestaar af Øjeæblet og dets omliggende Dele. Øjeæblet omgives af den sejge, hvide og ugennemsigtige Senehinde, hvis mindre forreste Del dannes af den vandklare Hornhinde. Indvendig er Senehinden beklædt med Aarehinden, et Net af Blodkar, som indeholder en Mængde mørke Farveceller, der giver Øjet dets mørke Baggrund, dets dybe mørke Farve. Inde i Øjet, hvor Horn- og Senehinden støder sammen, findes Regnbuehinden, Iris, en farvet (blaa eller brun) Ring, som har talrige Muskelfibrer og kan udvide sig i Mørke og trække sig sammen i Lys. Regnbuehinden er ringformet; den derved opstaaende runde Aabning Pupillen eller Øjestenen viser sig sort, da man gennem den ser ind i Øjets mørke Baggrund. Den bliver efter Lysforholdene snart mindre snart større efter Regnbuehindens Udvidelse og Sammentrækning. Inderst i Øjet findes Nethinden, i hvilken Synsnerven udbreder sig efter at være traadt ind gennem Øjeæblets bageste Del. Bag Iris folder Aarehinden sig inde i Øjet og danner Straalekransen, i hvilken et vandklart, lysbrydende til begge Sider udhvælvet Legeme, Linsen, er indfattet. Ved denne, som ligger tæt indenfor Pupillen, deles Øjets Indre i to Rum Det bageste af disse mellem Linsen og Nethinden er opfyldt af et farveløst, fuldstændig gennemsigtigt Fludium, Glasvæsken, det forreste mellem Hornhinden og Linsen af Vandvædsken.
Lysstraalerne brydes af Øjets vandklare Dele. Hornhinden, Vandvædsken, Linsen og Glasvæsken, og samles paa dets Baggrund, Nethinden, hvor de ydre Genstande afmale sig omvendt og stærkt formindskede. I hvert Øje for sig dannes der et Billede, men for Bevidstheden smelter de to Nethindebilleder ved Nervernes Virksomhed sammen til et, som opfattes i den rette Stilling.
Hvor fin, hvor fuldendt er ikke Øjets Bygning! Nethinden er et sandt Tryllespejl, paa hvis lille Flade et milevidt Landskab kan afmale sig med dets utallige Afvekslinger af Lys og Skygge, Farver og Enkeltheder. Gennem det stærkt formindskede Billede tilegner vor Aand sig et tydeligt Indtryk af den store Virkelighed, og træder paa en vis Maade ud i den store Natur, hvis Skønhed opfylder den med Beundring. Og hvor utrættelig er ikke det sunde Øje! I hele Timer kan det ene Billede efter det andet glide forbi det, uden at det taber sin skarpe Opfattelsesevne eller sit sikre Blik. Øjeæblet omgives af den med Fedtvæv udforede Øjehule, og kan ved Hjælp af seks Muskler for hvert Øje bevæges i alle Retninger opad og nedad, indad og udad. To af disse Muskler virke skraat, den ene gaar gennem en formelig Trinse af Brusk, som er anbragt ved den indvendige Øjekrog tæt ved Næsen.
(Fortsættes.)
