Af et Brev.
Du spørger om Raad imod Modløshed, fordi de store Opgaver, overvælde dig og dine egne smaa Kræfter forekommer dig saa ubetydelige. Maa jeg fortælle dig et lille Træk af mit eget Liv, som maaske vil styrke dig.
Der var en Tanke, som jeg i min Barndom og første Ungdom var særlig gennemtrængt af, og det var Tanken om, hvorledes det dog var muligt, at lære at gøre Guds Vilje; naar jeg i "Fadervor" bad: "Ske din Vilje, som i Himlen, saa og paa Jorden", saa rejstes dog altid den Bekymring i min Sjæl, hvorledes kunde jeg med Sikkerhed vide, hvad der var Guds Vilje, hvilket saa igen fremkaldte Tvivl og Grublen ved afgørende Beslutninger.
Paa den Tid i mit Liv fremtraadte Skolemanden Kr. Mikkelsen Kold, en ægte Menneskeven og forstandig Folkeopdrager. Hans Skole for de unge Bønderkarle vandt hurtig Tilslutning, fordi hans Lærdom var en Lærdom for Livet; han besad som Sokrates den Visdom, at kunne undervise i Samtaleform og med en beundringsværdig Evne sætte sig ind i Elevens Tankegang og derved drage dem op, netop til det, Eleven selv ønskede.
Da der nu gik stort Ry af Kold og særlig over hans store Visdom til at besvare alle aandelige Spørgsmaal, søgte jeg at faa ham i Tale for at faa dette mit Hjærtes dybeste Spørgsmaal besvaret: "Hvorledes jeg skulde kende Guds Vilje her paa Jorden og blive i Stand til at udføre denne hans Vilje.
Kold, som altid var beredvillig til at besvare ethvert ungt Menneskes Spørgsmaal, viste ogsaa her, at han baade havde Ro og Tid til at høre paa mig.
Jeg udviklede da med hele min Ungdommelighed dette mit Ønske om at gøre Guds Vilje her paa Jorden, og hvorledes end min Lod og Lykke skulde blive, men hvorledes blev jeg i Stand til at kende den?
Da jeg havde udtalt, svarede Kold mildt, alvorligt og stille: "Gør De nu først det lille, De kender, saa vil Gud sikkert lære dem mere."
Det sank i min Sjæl som Fred, og jeg har aldrig glemt det siden; det bliver mig en Vejleder i enhver Sag og i alle afgørende Spørgsmaal, som for Alvor er mit Ønske, og som jeg føler det er min Pligt at arbejde i, jeg tager fat i den lille Sandhed, som jeg kender, og alt, som jeg lever den, trænger jeg ind i større og større Sandheder, som fører mig til dybere og dybere Forstaaelse af Menneskelivet.
Kan dette ikke hjælpe dig til at gøre dig fortrolig med at begynde med at udrette lidet?
