En Kærlighedsgerning.
(The Christian Register.)
Kate Marsden er et Navn, som fortjener sin Plads ved Siden af Florence Nightingales og Søster Doras. Det er med inderlig Beundring af hendes ædle Karakter og menneskekærlige Hjerte, vi læser om den Ekspedition, hun nylig har gjort til Sibirien for at hjælpe de Tusinder Spedalske, som er blevne forviste did. Fortællingen om hendes Foretagende er i Sandhed vidunderlig. Hun er Englænderinde, har ikke stærk Helbred og ingen Formue; men til Gengæld ejer hun en umaadelig Energi. Saa snart som hendes usædvanlige Beslutning var bleven modnet hos hende, rejste hun til Rusland, og fik der gennem Grevinde Alexandrina Tolstoj - den berømte Forfatters Kusine - Adgang til Kejserinden, der blev saa greben af Medlidenhed ved Miss Marsdens Beskrivelse af de stakkels Spedalskes Lidelser, at hun gav hende et Pas til enhver Del af Kejserdømmet, og desuden forsynede hende med en passende Eskorte. Omtrent ved Midsommertid i 1891 begav hun sig paa sin farlige Ekspedition ledsaget af en Tolk, en Livvagt paa 30 Kosakker og nogle Tjenere. Fra Grænsebyen Yakoutsk begav hun sig ind i de store Skove, som strækker sig mod Øst. Vejene var elendige, Luften var fuld af Myg og andre Insekter, deres Hvilepladser om Nætterne var daarlige og savnede selv de simpleste Bekvemmeligheder, og Bjørnene var saa talrige og nærgaaende, at Geværerne stadig maatte være ladede. Dog holdt denne uforfærdede Kvinde ud; hun opsøgte det ene efter det andet af de spedalske Kolonier og fik Syn for, under hvilke elendige Omstændigheder disse arme Mennesker levede, de levede i Hjorder ligesom Dyr, og var forstødte af deres Medmennesker, og som det syntes dem, ogsaa af Gud. Hun red mere end 2000 Mile og fik indført saadanne Forbedringer i deres Liv, at de vist aldrig selv havde drømt om noget lignende.
Intet Under, at de Spedalske i Sibirien lider mere end nogen med samme Sygdom gør paa andre Steder af Jorden; thi ingen kommer og lindrer deres Lidelser; de er et Bytte for Storme, Kulden og de vilde Dyr, foruden al den Elendighed, som deres forfærdelige Sygdom medfører. De Rædsler, som Kennan har skildret fra de politiske Forbryderes Fængsler i Sibirien, siges at være ubetydelige sammenlignet med, hvad de Spedalske maa taale. Ved Miss Marsdens Tilbagekomst til Moskva viste Folket hende stor Hyldest, og de ledende Mænd takkede hende for den store Tjeneste, hun havde vist Landet. Hun begyndte saa at samle Penge til Bygning af Kolonier for Spedalske efter et Princip, hun havde udtænkt paa Rejsen; hun fik i Rusland samlet 35,000 Rubler (24,000 St.). Hendes Eksempel viste sig at være smitsomt, snart efter tilbød en Præst og 5 Nonner sig frivillig at rejse til Sibirien og pleje de Spedalske. Det medicinske Selskab i Moskva udtalte offenlig sin Anerkendelse af hendes Ekspedition. Hun bragte med til Evropa en Urt, som man haaber skal blive en virkningsfuld Medicin mod Spedalskhed. Efter at have vundet mange Russere for sit Foretagende, rejste hun til England og vil snart udgive en Bog, der beskriver hendes Rejse og de mange Opdagelser, hun gjorde.
