« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelige Fabrikinspektører.

« Se emneord

I England har man i længere Tid ført høje Klager over Mangelen paa kvindelige Inspektører i Fabrikerne. I den Anledning har talrige Foreninger, baade Fagforeninger og filantropiske Foreninger, samlet sig om en fælles Henvendelse til Regeringen om at faa indsat Kvinder som Inspektører.


Forleden Dag havde da Deputationen Avdiens, den bestod af 200 Personer og repræsenterede Foreninger med et Antal af 42.283 Medlemmer.


Miss Balgarnie var Ordfører for de kvindelige Arbejdere. Hun skildrede de skrækkelige sanitære Forhold, hvorunder Kvinderne arbejdede i Fabrikerne og maatte finde sig i under mandlige Inspektører, og bad om, at der maatte blive ansat kvindelige Inspektører af selve Arbejderklassen, som de, der bedst kunde sætte sig ind i Forholdene.


Miss Hicks henviste til de talrige Overtrædelser af Fabrikloven, hvor man forlangte Kvinder og Børn til at arbejde fra Kl. 6 om Morgenen til 10 Aften. Lady Aberdeen, Mrs. Canyebeare, Mrs. Ormiston og flere Fabrikarbejdere talte og illustrerede Tilstandene i Fabrikerne.


Ministeren, Mr. Asquith, svarede Deputationen, at han sympatiserede fuldstændig med Fordringen om kvindelige Inspektører, - men desværre kunde dette ikke ske uden ved en Forandring i Lovene. Han vilde dog meddele, at der forelaa et saadant Forslag i Parlamentet fra Regeringen, som vilde imødekomme Kvindernes Ønsker. Han vidste, at Kvinden havde Vanskelighed ved at udtale deres smaa Bekymringer for Mænd, hvorfor han fandt det nødvendigt og i høj Grad opdragende, om der fandtes kvindelige Inspektører i Fabrikerne. Det vilde imidlertid have sine store Vanskeligheder at faa stedlige kvindelige Inspektører, men der kunde bødes herpaa ved, at man ved næste Finansaar indsatte 2 kvindelige Tilsynsinspektører, der kunde komme uventet og overraske Fabrikerne. Disse skulde begynde med en Løn af 3000 Kr. stigende til 5000.


Deputationen udtalte sin Tak til Ministeren.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner