« Tilbage til søgeresultaterne

Mennesket.

« Se emneord

(„Sundhedsbladet”.)


(Fortsat)


Hørenerverne er udrustede paa en anden, men ikke mindre mærkelig Maade end Synsevnerne. De trænger paa hver Side ind i en Hulhed af Hovedskallen, der danner et haardt og fast Gemme for et beundringsværdigt Apparat, som af enhver Svingning i Luften sættes i en tilsvarende Bevægelse. Igennem det ydre Øre, Ørebrusken og Øregangen, ledes Lyden ind til Trommehinden, der lukker for den noget krogede Øregang; indenfor denne i Trommehulen, som ved det eustachiske Rør staar i Forbindelse med Svælget, er der udspændt 3 smaa Ben, Hammeren, Ambolten og Stigbøjlen. Til Trommehulen støder det indre Øre, Labyrinthen, som bestaar af Forgaarden med Forgaardsvinduet, Sneglen og de tre Buegange. Forgaarden er opfyldt af en Vædske, hvori der svømmer mikroskopiske Kalkkrystaller Ørestøv, som atter staar i Forbindelse med Hørenervernes fineste Forgreninger.


Naar det ydre Øre har samlet Lydbølgerne, ledes de til Trommehinden, som derved sættes i Svingninger og forplanter de modtagne Indtryk til de tre smaa Ben, disse meddeler dem atter til Ørevædsken, hvori Nerverne forgrener sig. Lige som Synsnerven i sin Udbredelse paa Nethinden frembyder os et Tryllespejl, hvori Naturen afmaler sig i hele sin Farveglans, saaledes aabner Hørenerven os Tonernes Rige. Hørelsen er en Hovedbetingelse for vort naturlige Meddelelsesmiddel, Talen, og maa derfor betragtes som vor vigtigste Sans. Det er ogsaa den, vi har at takke for, at de bølgende Luftsvingninger, der opstaar ved Sang eller ved et Orkesters Instrumenter, fremkalder en Fylde af harmoniske Indtryk hos os, og uvilkaarlig stemmer os snart til Glæde eller Vemod, snart til Andagt eller Begejstring.


(Fortsættes.)



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner