Koketten.

De indbudnes Antal var saa stort, at man havde maattet rejse en improviseret Tilbygning for at kunne rumme dem alle. Alt, hvad der fandtes paa Egnen af „Noblesse”, var til Stede i højeste Galla. Der var en Trængsel og en Summen i alle Værelserne. Uniformerede Herrer og nedringede Damer dannede livlige Grupper, og travle Tjenere sprang frem og tilbage, idet de, smidige og belevne, kilede sig ind imellem Gæsterne med deres Bakker.

Afsides, ved et af Vinduerne og halvt skjult bag Gardinerne, sad en Herre og betragtede Vrimlen. Han var saa godt som ukendt paa Egnen og var kun i Egenskab af tidligere Huslærer bleven indbudt, da han hændelsesvis tilbragte Julen i Nabolaget. En ung Pige med et livligt, men grimt Ansigt fik Øje paa ham. „Aa, Doktor Svendsen, sidder De her og gemmer Dem?” udbrød hun og satte sig paa Stolen lige over for ham.

Hans Ansigt opklaredes, - hun havde været hans Yndlingselev . . . Jeg synes godt om rigtig store Selskaber,” sagde han, „der forsvinder man i Mængden.”

„Og kan iagttage,” udfyldte hun leende Sætningen.

„Ja, hvorfor ikke?”

„Naa, hvad synes De saa om dette her?”

„Man bilder sig ind at være i en stor By i Stedet for ude paa Landet. Men hvem er den Dame i den lyserøde Silkekjole?”

„Hvad har De imod hende?”

„Ingen Ting. Hvem har sagt, at jeg skulde have noget imod hende?”

„Ingen, men jeg kan se det paa Deres Mine. Aa, den Mine kender jeg saa godt, - jeg fik den jo altid at se, naar jeg ikke kunde mine Lektier. Gud, hvor jeg savner den Tid!”

„Det gør jeg ikke,” sagde han leende, „for De var virkelig til sine Tider for slem.”

„Var jeg saa dum?”

„Nej, men saa uartig. Jeg vilde hellere læse med tre Drenge end med en Pige som Dem.”

„Nej, hvor det er smigrende.”

„Naa, saa De vil ikke sige mig, hvem den smukke Dame er?”

„Det er Grevinde Stahr til Stahrby. Synes De, at hun er saa smuk?”

„Ja. Men hun er saa uhyggelig koket - jeg vilde blive rasende, dersom min Hustru optraadte med en saadan Hær af Beundrere.”

„Dersom De selv bliver saadan en Ægtemand som Grev Stahr, saa vilde Deres tilkommende Hustru være at undskylde, om hun følger Eksemplet. Der staar Greven, se nu paa ham!” Og den unge Pige pegede paa en yderst elegant Herre med et sydlandsk Ydre, som stod i livlig Samtale foran en Flok ganske unge Piger.

„Det er en meget smuk Mand,” sagde han.

„Ja ... og en Verdensmand! Han forstaar at føre en Konversation, kan De tro. Den Kunst har han næsten drevet til Virtuositet; der paastaas, at han kan føre en Samtale om slet ingen Ting, saaledes, at den endda bliver underholdende og aandrig, men derfor er han ogsaa afholdt af alle, baade Herrer og Damer. Han ligner sin egen Konversation, kvik, men saa indholdsløs - og saa flygtig. Jeg har hørt en af hans Venner forsikre, at han kan finde noget at sige til enhver i et Selskab, ja, om det saa er den mest kejtede Skoledreng, saa forstaar han at drage ham med ind i Samtalen, for ingen maa føle sig tilsidesat. Det kan man kalde savoir vivre. Men se nu paa Grevinden og sig mig, hvor gammel De tror hun er.”

„24 eller 25 Aar.”

„Der staar hendes Datter,” sagde Frøkenen leende og pegede paa en ganske ung Pige i det andet Hjørne af Salen. „Grevinden synes virkelig at eje Yduns Æbler. - men hun forsmaar heller intet Middel.”

„Tror De . . . tror De, at hun sminker sig?” spurgte Doktoren tvivlende.

„Ja, det ved Gud jeg tror! Men det er fint og godt gjort.”

„Det er jo næsten uhyggeligt! ... en gammel gift Kone.”

„Sig, hvad De vil, blot ikke, at hun er gammel! Hun maa ikke være det, thi Manden sværmer kun for de unge og glade. Jeg har kigget hende i Kortene, og det skærer mig i Hjertet, naar jeg ser denne sprudlende Livlighed. Det er Komedie altsammen. Men det er saadan, han vil have det. De skulde blot se hende komme ind i et Selskab og hilse: saa naivt, saa yndefuldt, man tror hende paa Alder med Datteren! Der er en Gratie i hendes Bevægelser, som er ligefrem fortryllende. Og saadant et Smil! Ja, se selv og indrøm, at hun er beundringsværdig. Hvem tror paa hendes Alder, naar man ser hende saaledes? Men det er som sagt kun Komedie, Forestillelse, og derfor er det - i det mindste for mig - saa pinligt at se.”

Der spilledes op til Francaisen, og Frøkenen blev ført bort af sin Kavaller. Greven nærmede sig sin Hustru og bukkede for hende, akkurat som en af hendes Beundrere kunde have gjort.

(Fortsættes.)