"Programmet"
af 10. Februar stiller følgende Spørgsmaal til Johanne Meyer i Anledning af en Artikel i Kvindebladet „Hvad vi vil” af 5. Februar, hvori jeg blandt andet har sagt, at i samme Øjeblik, Kvinden stilles lige med Manden med Ret og Adgang til Embeder o. s. v., bør Ægteskabslovene have en hel anden Karakter. Og det vilde allerede nu være en uhyre Spore for de unge Piger, om Loven borttog den Pligt fra Manden. Der vilde da blive Alvor i de unge Pigers Fagdannelse, og meget faa gik da ind i Ægteskabet af økonomiske Grunde.
I Anledning af disse Udtalelser retter Hr. Linderberg følgende Spørgsmaal:
1) Hvem skal forsørge Hustruen i den Tid, da hun er hindret i at arbejde, fordi hun er frugtsommelig, ligger i Barselseng eller er optaget af Børnepasningen og Børneopdragelsen?
2) Betragter De det som en Frigørelse af Kvinden, at hun foruden at bære de Byrder, som Moderstillingen paalægger hende, og som De formentlig ikke kender noget Middel til at fritage hende for - Byrder, der jo er væsensforskellige fra dem, som Faderstillingen paalægger Manden - ogsaa selv personlig skal fortjene sit Underhold?
Ja, Hr. Linderberg, det er min Mening, at det vilde være uretfærdigt mod Manden at paalægge ham Forsørgelsespligten, naar vi forlanger lige Ret og Adgang til Embeder og andre Samfundsstillinger og kræver lige Løn med Manden for dette Arbejde. Det vilde der dog være nogen rigtig Mening i. Til Svar paa Punkt l). Det ene fuldmodne Menneske skal ikke forsørge det andet. Enhver skal leve af sit Arbejde. Og da Kvindens Arbejde ved Børnepasning og Børneopdragelse (hvilket de jo selv nævner) er et meget stort Arbejde, bør hun vel ogsaa betales i Penge saa forsvarligt derfor, at hun ikke skal forsørges af et andet Menneske, ligesom hendes Madlavning og anden Huslighed med Syning repræsenterer store Værdier. Hvis hun som gift Kvinde har et Embede, Handel eller Haandværk, kan hun jo tage den fornødne Hjælp dertil. Vi er dog for lang Tid siden kommen bort fra den Overtro, at fordi en Moder har født et Barn, er hun ogsaa Pædagog. Den Tid, hun er forhindret ved Børnefødsel i at arbejde, er under normale Forhold saa forsvindende, saa det vil der næppe lægges Mærke til. Den har vi allerede talrige Erfaringer ved Lærerinder, Skuespillerinder og Kvinder i andre Stillinger. Tænk paa Landarbejderne Landet over. De vil naturligvis forarges ved, at Ægtemanden, naar han ønsker, at Hustruens Arbejde væsenlig bestaar i Opretholdelse af Hjemmet, at han da lønner sin Hustru. Ægtefæller skulle have alle Ting tilfælles. Det mener da ikke vore bestaaende Love; thi de kalder vel Hjemmet Fællesboet, men de giver dog kun Manden Dispositionsretten.
Til Punkt 2 vil jeg blot sige: De glemmer vist, at det er ikke alle Kvinder, der bliver gifte, og jeg anser det virkelig for en Frigørelse for Kvinden, at hun personlig kan skaffe sig en selvstændig Stilling, og for en frygtelig Fare for de unge Piger, at der nægtes dem Adgang til Fagdannelse. Og denne Fagdannelse faar den unge Pige nemlig aldrig, saa længe Forældrene kan haabe at slippe hende ind i et Ægteskab, hvortil de fleste mener, at hun behøver ikke at have lært noget videre. Men en anden frygtelig Fare for Lykken i Ægteskabet er det, at Manden mener, det er af hans Naade og Barmhjertighed, Hustruen skal leve.
Lad de unge Kvinder som de unge Mænd staa paa deres egne Ben; vil de saa gifte sig, lad dem da selv ved Ægtepagt blive enige om, hvorledes de vil ordne deres økonomiske Forhold. Samfundet bør ikke blande sig deri, saa lidt som i enhver anden Kontrakt Kompagnoner sætter op sammen. De forstaar vel nok, at jeg taler om den økonomiske Side af Ægteskabet?
