Mennesket.

(„Sundhedsbladet”) (Fortsat)

Lugtesansen har sit Sæde i Næsen, hvis Form og Fasthed betinges af Næsebrusken og Næsebenet. I det Indre findes det af mange tynde, bladagtige Vindinger bestaaende Sieben, som er overtrukket med Slimhinden, i hvilken Lugtenerven udbreder sig. Slimhinden holdes bestandig fugtig ved Afsondringen af Slim, hvilket er nødvendigt, da Lugtesansen taber sig, naar Næsen er tør, ligesom ogsaa naar der finder en altfor rigelig Slimafsondring Sted (Snue). Hvor smaa Næsehulerne end er, frembyder den stærkt foldede Slimhinde dog en meget betydelig Overflade - i udspændt Tilstand flere Kvadratfod.

Ved Lugten kan der blot iagttages Legemer, som er i Stand til at antage Luftform. Det er forbavsende, hvor overordenlig smaa Masser, der kan skelnes med denne Sans. Bringer man et ganske lille Stykke Moskus ind i et Værelse, lugter man det snart i hele Huset, uden at man paa den fineste Vægt er i Stand til at paavise, at en nok saa lille Del har forflygtiget sig. Det er ogsaa bekendt, at Vilde kan lugte Røgen fra et Baal eller en Hytte i hele Miles Afstand. Næsen er Sædet for en meget vigtig Sans, da den underretter os om Tilstedeværelsen af mange Ting, som paa anden Maade vilde være os umuligt at opdage.

Smagen har navnlig sit Sæde i Tungen, hvis Hovedmasse bestaar af meget bevægelige Muskler. Tungen tjener til at vende Føden i Munden, hjælpe til ved Synkningen, og til at frembringe flere af Talens Lyd ved at forandre Mundhulens Form. Endvidere tjener den til Føle- og som sagt Smagsorgan. Dens Overflade er beklædt med en Slimhinde og besat med en Mængde smaa Ujævnheder, Tungevorterne. Ligesom Lugtenerven pirres af luftformede Legemer, er Smagsnerven, der udbreder sig i Tungens Slimhinde kun i Stand til at modtage Indtryk af flydende Legemer. Næringsmidlerne maa derfor i det mindste til Dels opløses ved Spyttet, der afsondres af de i Nærheden af Tungen liggende Spytkertler, inden vi kan smage dem.

(Sluttes.)